I’ve changed cyberspace location to www.jacobthorsen.net. Please come and visit me at this new location.
Jeg har skiftet netadresse til www.jacobthorsen.net - du skal være velkommen på min nye side.
Lidt sidste nyt for dem af jer der måtte være interesserede i at følge med i begivenhedernes gang i mit arbejde på Radio Lumbini
For dem af jer med interesse i Radio Lumbini og dens lyttere, har MS og Radio Lumbini netop publiceret en lytterundersøgelse i bogform. Undersøgelsen er også tilgængelig på nettet. Læs mere på: http://www.ms.dk/sw68745.as. En fuld rapport af undersøgelsen er også tilgængelig her.
Derudover har Radio Lumbini indledt samarbejde med fagbevægelsen LO i Danmark, hvor LO’s indsamling 1. maj i region Midtjylland vil gå til udviklingen af radio programmer for nepalesiske løsarbejdere og indkøb af radioer. Læs mere om samarbejdet her.
en lørdag aften i Butwal, hvor vi ikke lige havde andet at tage os til… Lavet i Mac’s Photo Booth.
Det er stille i Butwal i dag. Ikke de ellers kendte dyt vi plejer at kunne høre fra hovedvejen tohundrede meter væk. Eller larmen fra motorcyklerne og ringen fra rickshaws oppe fra vejen. Folk holder sig inden døre eller giver sig hen i hjemlige sysler, nu al trafik og mobilitet er lammet.
Der er generalstrejke – denne gang iværksat af føderationen af nepalesiske oprindelige folk. Det er som om, der er konkurrence disse dage, hvem der kan lukke landet ned og afholde generalstrejker. Madheshi-forum – én af de oprindelige befolkningsgrupper med indiske rødder, har stort set lammet Terai (det sydlige lavland i Nepal) i ugevis – også med voldelige kampe. Flere steder i Nepal ses oprindelige folk, fra bjergene i nord til lavlandet i syd, organisere autonome bevægelser og erklære uafhængighed.
Regeringen forsøgsvis slog hårdt ned på opstanden i Terai, men måtte erklære at de blot hældte mere benzin på et allerede antændt bål. Seneste er de set række hånden ud og invitere til forhandlinger, men bliver afvist, idet de ikke, iflg. madheshierne, har skabt den nødvendige stemning for forhandlinger. Regeringen er derfor igen henset til paralyseret at betragte begivenhederne fra sidelinien. Trygt i Kathmandu og langt fra virkeligheden. Det er som om, vi har set det her før.
Maoisterne bevæger sig fint i et magttomrum, og udnævner sig selv til hhv. militær og politi. De har også voldeligt forsøgt at få madheshierne til at opgive deres idéer om løsrivelse og selvstændighed, idet det jo er maoisterne der har patent på at tale de fattiges sag. Maoist-lederne Prachanda og Batterai er derfor i disse dage på turné og charmeoffensiv i Terai for at markere, at det er dem, der repræsenterer de udsatte. De lagde i lørdags også Butwal et besøg, hvor hele byen var på den anden ende. Det var i sandhed et massernes møde, hvor folk fra alle retninger ankom til fods eller bus, organiseret af maoisterne. De lokale politi blev suppleret af maoisternes eget politi med stokke og rødt pandebånd, til at holde styr på masserne. Og der var disciplin, som ellers er en sjældenhed i Nepal.
Folk i Butwal har delte meninger om maoisterne. Nogle mener de tager det værste slæng af unge med, der i forvejen har voldelige tendenser. Andre mener de i sammenligning med de traditionelle politiske partier rent faktisk har politiske visioner, og ikke er så korruptions-nepotisme-indsmurte som andre politiske ledere. Begge parter har nok ret, men der hænger også en tung, sort skygge over maoisterne. Pengeafpresninger, selvtægt og fordækthed eksisterer fortsat i maoisternes navn. Der er eksempelvis fortsat usikkerhed over hvor alle maoisternes våben befinder sig, om end de jf. fredsaftalen skulle have været deponeret og efterfølgende monitoreret af FN. Blot ca. 3000 våben blev deponeret fra de ca. 30000 tropper maoisterne har i deres hær!
Nepaleserne er samlet i jagt på deres identitet. Hvem er jeg? Fra at være hr./fru Nepal fra den familie, i den landsby, og i den kaste, skal hr./fru Nepal nu også kunne sige – og så er jeg også fra Nepal. Det vil p.t. de færreste nepalesere kunne sige. For der findes endnu ikke noget ”fællesprojekt Nepal”, hvor alle føler de har en andel.
Lige nu er de syv politiske partier + maoisterne, som p.t. udgør lederskabet i Nepal, på en kurs vi har set alt for mange gange i Nepalesernes historie. Retningen hedder elitisme, top-styring og centralisme og omdrejningspunktet for identitetsprojektet er sproget Nepali i en eller anden bjerglandsby omkring Kathmandu. Selv turister der har været på et kortere ophold i Nepal ved dog, at denne identitetsdannelse er alt for snæver til et land som Nepal, og mange Nepalesere føler sig ej heller hjemme i denne. I afmagt får mange forløsning i form af vold, som er symptomatisk for manglen af kommunikationskanaler, hvor selv moderate røster kan komme til udtryk.
Der er skemasat valg til den grundlovsgivende forsamling i juni måned, hvor folkevalgte skal genskrive grundloven; gøre den demokratisk og inkluderende. Overholdes tidsplanen peger alt dog på det bliver det samme slæng som altid, der får æren: gamle mænd uden realitetssans og sans for sammenhænge. De har endnu ikke formået at skabe dialogiske platforme, hvor alle kan komme til orde og udtrykke deres vision for et fremtidigt Nepal. Det mangler.
