jacob's journal

Tænd en røgelsespind. Sæt noget nepali eller hindimusik på anlægget og læn dig tilbage i stolen. Slap af og luk øjnene og forestil dig nu en masse farvestrålende rickshaws, biler, lastbiler og busser der zigzagger sig så godt de formår mellem det min gode ven Durga kalder ”natural speed breakers”: fritgående kreaturer der anvender kørebanen som om dette er deres mest naturlige habitat. Flere mænd og kvinder er klædt i det mest farvestrålende tøj. Nogle mænd har et smart klæde viklet om hovedet og går med nederdel. Andre klædt helt i orange eller hvidt af religiøse årsager. Kvinderne er specielt ved religiøse festligheder klædt helt i rødt. Flere hinduer har et tika i panden, som er en farvet prik der illustrerer det tredje øje. Hindu religiøse mænd har også farvede streger i panden; igen som symbol på deres religiøsitet.

I basaren sælger muslimer, hinduer og buddhister side om side de mest farvestrålende klæder, og lyster man, kan man få syet en habit til 300 kroner – alt inklusiv. Der er også billig elektronik fra Indien og Kina – og Japan, hvis det skal være kvalitet og dyrere. Smart kopi-mærketøj fra vesten til under en tiendedel af prisen i DK. Kiosker med det mest nødvendige til husholdningen. Markedet længere nede af gaden er en myretue hver onsdag og lørdag, hvor man kan handle årstidens frugter og grøntsager, krydderier, pickles, nødder, kurveting og plastikragelse. Og igen fritgående kreaturer. Der råbes for at tiltrække kundernes opmærksomhed. Man betragter forundret det nye og bliver selv, som én af de få udlændinge, betragtet og nogen gange spurgt hvor man kommer fra og hvad man hedder. Det her er Butwal.

Nepal har adskillige religiøse festivaler. Min guidebog nævner nitten styks, og tiden var kommet til den største festival: Dasain. Udover at være kendt for at Hinduerne i denne tid foretager dyre ofringer af specielt geder, er det også tiden hvor vejrforholdene er gunstige til trekkingture i bjergene. I valget mellem Dasain og Himalaya var vi en mindre gruppe kollegaer, der valgte sidstnævnte, og begav os til byen Pokhara cirka seks timer vest for Kathmandu. Med de hvide bjerge som kulisse, er Pokhara en yndet by for turister grundet sin centrale beliggenhed for ture rundt i Himalaya og med hyggelige restauranter og caféer, som turisterne godt kan li’ det. Af de mange ruter man kan vælge imellem, valgte vi Annapurna; en trekkingtur estimeret otte til ti dages trekking med et endemål 4.130 meter oppe.

Nepal er bygget til trekkingturisme. Strategisk placeret ligger hyggelige og mere eller mindre luksuriøse tehuse, hvor man efter fysisk formåen og ihærdighed kan holde pitstop eller søge ly for natten og igen blive tanket på. Menukortet afspejler en vesterlændings smagsløg, hvor prisen på retterne stiger proportionelt som man kommer højere op. Alle forsyninger bliver båret op af sherpaer, som man i klipklappers og med enorme læs på ryggen møder forskellige steder på ruten.

Det kan anbefales. Krop og sjæl bliver kalibreret til den enestående natur, og kroppen må efter hårdt fysisk arbejde til sidst give plads til sjælen, der giver plads til næsten religiøse oplevelser i de smukke omgivelser. At se de hvide bjerge med himmelblå baggrund er noget ganske specielt.

Himalaya.