Krig og normalitet

Vi er blevet kaldt til KTM for at diskutere sikkerhed. Som I sikkert har kunnet læse i medierne, er situationen herover fortsat bekymrende - specielt i de vestlige egne af Nepal (far- og mid west i Nepal geografiske termer), og dét skal vi i MS bruge et par uger sammen for blandt andet at diskutere. Min første reaktion på at blive kaldt ind til KTM var kritisk, idet jeg ikke oplever samme problemer som kollegaer oplever andre steder i Nepal. Jeg kan uhindret komme til og fra mit kontor og omkring i felten, og har ikke oplevet krudt og kugler på nært hold, som andre har. Under mine besøg i felten møder vi maoister, men de spørger blot nysgerrigt om vores færden, og påfører os derudover ikke problemer af nogen art. Sikkerhed og konflikt er i det hele taget ikke emner, jeg tænker specielt meget over i den daglige trummerum i Butwal.

Men når det er sagt, kan jeg selvfølgelig ikke se mig fri fra en (måske naiv) lyst til at udføre mit arbejde og derudover føre en normal tilværelse, hvorved signaler som ellers under normale omstændigheder ville gøre indtryk, pludselig ikke ses og registreres. Disse nedtones for at kunne udholde en i nogens øjne måske trist hverdag og bibeholde en form for selvskabt idealbillede, som er én af drivkræfterne i ens arbejde. Som udviklingsarbejder ligger det i sagens natur, at du ønsker en udvikling med dit arbejde fra én situation til en anden (og gerne bedre), og med i det arbejde bruges der værktøjer som visualisering; selvskabte idealbilleder af en given ønskesituation. Som kontrast er der den Nepalesiske virkelighed, der, udover de smukke Himalaya bjerge og venlige kollegaer, indeholder militærkonvojer, checkpoints, bombesprængninger, terroriserede kollegaer, avisernes overskrifter og vittigheder/rygter om at grunden til Butwal ikke er specielt antastet af maoister skyldes de holder Butwal som ’safe haven’, da mange maoistledere opholder sig i byen. Flere påstår dette ikke er nogen vittighed.

Det ligger som en konstant udfordring at bygge bro mellem det selvskabte idealbillede og virkelighedens Nepal og ikke lade rygterne fylde for meget. Ens idealbillede ændrer sig selvfølgelig hele tiden som man lærer nyt og får indtryk bearbejdet, samtidig med at den ’virkelige situation’ selvfølgelig også ændrer sig. Det er i denne proces grænser rykker sig - bevidst eller ubevidst – både hos en selv som i det miljø man opholder sig i, og dét har fået mig til at reflektere over en sætning, jeg hørte under et ophold i Guatemala, hvor der var en ven der beskrev krigen som ”cuando lo anormal se normaliza” – når det unormale bliver normaliseret. Mennesket har utrolig tilpasningsevne, og tænker man sig ikke om og over det, kan man nemt gå hen og få en følelse af, at for eksempel krig er noget ganske normalt.