jacob's journal

Kongens kup har sendt Nepal ud på en ny rutsjetur, hvor kun få kan overskue de konsekvenser dét må medføre. Præcis klokken ti den første februar gik kongen på samtlige medier med en tale, der kritiserede de demokratiske partier for manglende resultater i løsningen af konflikten med maoisterne, og anklagede samtidig politikerne for korruption og embedsmisbrug. Samtidig blev samtlige kommunikationskanaler lukket; tv- og radiostationer, internet udbydere, aviser og telefon systemer fik militær mandsopdækning. Alt skete med uhyggelig og fuld militær præcision.Korruption og politik der er fokuseret på personlige forhold og magtkampe fremfor fælles interesser, er noget de fleste nepalesere vil nikke genkendende til, men at gå skridtet videre og indføre diktatur og undtagelsestilstand og sende politikere, studenter ledere og menneskerettigheds aktivister i husarrest eller arrestation, indføre censur, ytringsfrihed og forsamlingsfrihed betakker de fleste sig for. Og det er her vi så står i dag – en situation hvor det er svært at se, om det er kongen eller militæret, der i virkeligheden har magten. Hvor de fleste er skræmte for at udtale sig om deres holdning. Hvor mange tilpasser sig den nye styreform, fordi man ikke tør andet, og også har dem derhjemme at tænke på. Men hvor andre kæmper kampe i det stille for demokrati – med risiko for liv og lemmer – fordi alt andet vil få langt større og katastrofale konsekvenser. Og maoisterne står samtidig lokkende med ”løsningen” på alle problemerneOmvendt har kuppet også tegnet et tydligere billed af den politiske situation i Nepal. Et billed der tidligere har været tåget, da der reelt set på intet tidspunkt har været fuldt demokrati grundet en gummi paragraf i grundloven – artikel 127, som til enhver tid gør at kongen kan overtage magten fra parlamentet, hvis han ser Nepals interesser er i fare. Det har han siden 1990 gjort to gange tidligere, hvor Nepal fik indført demokrati. Det er denne artikel, der er én af maoisternes primære årsager til at gå i væbnet kamp mod kongen, og nu hvor billedet er blevet tegnet så tydeligt op for de fleste og de demokratiske røster svækket, er der risiko for at maoisterne for alvor vil få vind i sejlene i deres revolutionære kamp. Det er også artikel 127, der har gjort politikerne har kigget ”opad” i deres politiske programmer fremfor ”nedad” og reflektere dén situation, de fleste nepaleser lever i. Politikere har derfor forståeligt nok ikke stor sympati hos mange nepalesere.

Nu tretten dage efter kuppet er aviserne igen begyndt i det små at skrive artikler om menneskerettigheder. Men det er forsigtige historier, der vidner om at militæret stadigvæk opholder sig i redaktionslokalet. Satire og ironi har med succes været anvendt, og dét at kunne læse mellem linierne giver ofte flere historier end selve teksten. De fleste radiostationer er blevet forvandlet til rene musikradioer, og der kæmpes også her kampe for at de igen må sende programmer. TV har udviklet sig til nærmest propaganda maskiner. Nyheder er der på radiostationerne ingen ambitionerne om på kort sigt at kunne sende igen. Det massive militær på gader og stræder i byerne – og kæmpe plakater med billed af kongen om en ”New Era” vidner om, hvem der er ved den militære magt. Men personer med blot et minimalt kendskab til Nepal ved, at det blot gælder Kathmandu og måske enkelte større byer. I landområderne, hvor langt de fleste nepalesere bor og opholder sig, er situationen en helt anden. Her forsøger familier flere steder dagligt om at holde maoisterne på afstand, og samtidig at kunne opretholde blot en tålelig daglig tilværelse. Her er der ingen stat.

Fra internationalt hold har der været – og er – et massivt pres på kongen om igen at indføre demokratiske tilstande førend de tre år, han selv har nævnt. Presset synes at give nogen effekt, men der er forsat stor bekymring fra mange sider om de massive overgreb på basale menneskerettigheder, som foregår i disse dage; fra maoisternes side såvel som fra militærets side. Ingen ved hvor lang tid dette vil forsætte.

Den personlige side af situationen

Det er lidt ironisk, at selvsamme dag som kuppet foregår første februar, flyver jeg i formiddagstimerne til Kathmandu. Mit eneste formål er at gøre min demokratiske pligt og sætte mit kryds på ambassaden til folketingsvalget i DK, og så samme dag igen med fly returnere til mit hjem i Butwal, så jeg den efterfølgende dag normalt kan gå på arbejde. Sådan gik det ikke, og jeg måtte i stedet opholde mig nogle dage i Kathmandu på MS guesthouse, til lufthavnen igen åbnede. Via satellit telefon og diverse rygter forsøgte vi de første dage på bedste vis at få klarhed over situationen, og når man er vandt til at leve i et informationssamfund, kan det føles afmægtigt at skulle forholde sig næsten udelukkende til rygter. Rationalitet er noget, der ligeså stille forsvinder, når alt det sikre forsvinder, hvis man ikke er opmærksom.

Hjemme igen i Butwal er maoist konflikten kommet tættere på. Kampene mellem maoisterne og militæret havde hidtil primært været i de helt vestlige egne af Nepal, men en maoist blokade af vejen mellem Butwal og Tansen – én af hoved færdselsårerne i Nepal – vidner om, at der også er aktiviteter i det område, jeg befinder mig i. Flere dage var al trafik stoppet, indtil militæret sætter sig for at rydde blokaden – eller blokaderne. Jeg hørte, der var oppe mod 20 i alt. For uforstående er maoisternes strategi med blokaderne – udover at forstyrre ro og orden og vise deres magt, at lokke militæret i baghold, for så oppe fra skrænterne at kunne skyde ned. Belært af erfaring havde militæret derfor sat helikoptere ind for at sikre området, og fra min lejlighed, hvor man har man god udsigt over bjergene mod nord og øst, hvor blokaden også var, kunne jeg sammen med nogle venner fra nærmest første parket se og høre hvordan helikopterne med maskingevær skød ned i skoven mod maoisterne. Jeg har kun set og hørt denne lyd i krigsfilm, og det var en underlig og hæslig oplevelse at kunne overvære og høre det fra relativt tæt hold. Jeg gik rundt i et underligt vakuum resten af dagen.

ArbejdeMS har kaldt sine ansatte (igen) ind til Kathmandu for (igen) at tage bestik af situationen. Det er en klog beslutning, for situationen har uværligt ændret sig. Mange af de programmer og planer der er lagt må ændres eller helt skrottes, så at arbejdet kan afspejle de behov, der er i den nuværende situation. Tiden kommer til at gå med møder, og senere på måneden er MS’ partnere kaldt ind til møder. Møderne med partnerne har været planlagt i lang tid, og afholdes årligt, men det passer fint også at kunne inddrage vores partnere i diskussionerne af den strategi, vi nu skal ligge.

Behovet for arbejde med civilsamfundet har aldrig været større i Nepal, men det vil indebære andre risici og nye strategier, som skal diskuteres og gennemtænkes grundigt. Fra officiel dansk side er man i øjeblikket også inde i overvejelser, hvilke ændringer der skal foretages. Jeg har hørt Bertel Haarder har nævnt muligheden for at ligge dansk støtte til regerings programmer om til civilsamfundsstøtte via NGO’erne, hvilket umiddelbart vil være en klog beslutning. Nu har jeg jo også MS kasket på.