Tanker på en søndag morgen

Jeg har ikke været flittig til at skrive på min weblog, tænkte jeg, da jeg vågnede op i morges. Men det kan da ikke være fordi, der ikke sker noget herover, som kan have mine venner og families interesse, tænkte jeg videre?! Nu er jeg kommet til den anden side af jorden, hvor de fleste af dem jeg kender, ikke har sat deres fødder! Her er så anderledes fra en dansk virkelighed, at én historie må jeg da kunne komme på, som kan have deres interesse! Jeg var ligesom Strid på nippet til at give op, og havde Bo ikke dukket op i mig, havde jeg i stedet begivet mig ned i basaren, og udført andre praktiske og afslappende ting der kan gøres på en fridag.

Efter at have efterrationaliseret en stund kom jeg frem til konklusionen, at jeg efterhånden er blevet så tilvænnet livet i Nepal, at jeg ikke længere så nemt skelner mellem de to vidt forskellige verdener, som det jo er. Jeg forundres ikke på samme måde længere, da jeg på en eller anden måde er smeltet sammen med den Nepalesiske virkelighed, forstår bedre deres tanker, gøren, færden, glæder og bekymringer, bemærker ikke længere det tungt bevæbnede militær alle vegne, Maoister der på feltbesøg skal give lov til at mødes med landsbyens indbyggere. Lidt uhyggeligt faktisk hvis man tænker efter, men også samtidig en nødvendighed for at kunne begå sig. Og dog har jeg fortsat stof til grublen, som nu da min overbo i morges slagtede en sort ged i noget der lignede en rituel handling, og havde et geddehoved på en træpind. Ved siden af bliver ét af deres træer dét der ligner tilbedt. Sådan har nepaleserne ting, der nok i lang tid endnu kan give anledning til forundring – set med danske øjne. Heldigvis.

Tager jeg de nepalesiske briller af og beholder de danske på, ja så fylder og ses konflikten meget. Efter kongens undtagelsestilstand første februar, er konflikten mere kontrastfyldt og nuancerne forsvundet. Den er blevet optrappet. Maoisterne har tilsyneladende mere vind i sejlene i landdistrikterne udenfor byerne, og hæren mere synlig i byerne og langs hovedvejene. Der kommer flere og flere grusomme historier og kidnapninger, folk der kommer på Maoist-opdragelseslejr og bliver tvunget til at betale skatter og give mad. Hæren på uanmeldte besøg og søger efter Maoist sympatisører. Nepal er nærmest blevet delt op, hvor byerne er som osteklokker, og civilbefolkningen klemt som lus mellem to negle. Sådan ses det i dét område, jeg binder mig i, og det er også de beretninger man hører andre steder fra.

Mange steder er folk bange. Der er mange rygter og historier, og censureret information kan ikke dementere, bekræfte, sammenligne eller perspektivere nyheder. Det skaber utryghed. Alle steder blæser rygterne som vinden om for eksempel nye ’bandhs’, der oversat til dansk betyder noget i retning af ’lukning’, hvor Maoisterne på skræmmende effektiv vis er i stand til at lukke Nepal ned på nær Kathmandu, hvor kongen gerne vil vise omverdenen og sig selv, hvem der er i kontrol. I den sidste bandh som varede ti dage, forvandlede Butwal sig til en mere og mere til en søvnig by som dagene gik, hvor dét der til sidst holdt nepaleserne oppe var fingerbob og tedrikning hos mændene og trivielle soaps på tv og husarbejde for kvinderne. Militær og politi forsøgte ganske vist med hammer og mejsel at tvinge forretninger til at åbne, men ligeså snart de igen forsvandt, blev metalskodderne lukket ned. De forretningsdrivende skulle ikke nyde nogen repressalier fra Maoisterne. I basaren er der tidligere sprunget en bombe, hvor en forretning ikke gjorde som befalet. Bandhs koster dyrt for de forretningsdrivende. En snedker jeg kender fortæller at omsætningen sammenlignet med sidste år er faldet med cirka ti til tyve procent. Det kan mærkes i en husholdning hos mange, og havde det ikke været fordi mange i Nepal selv ejer et stykke jord og derved i nogen grad er selvforsynende, og/eller har familie udenlands der sender penge, havde det gjort mere ondt på flere, end det gør nu.

Mange spørger sikker sig selv, om man overhovedet kan arbejde under sådanne omstændigheder. Både og! Arbejde hvor planlægning indgår som element er nærmest umuligt om end det selvfølgelig tilstræbes. Omtalte bandhs giver en stor del af forklaringen. Meget arbejde går hen og bliver ad hoc, hvor ikke-bands perioder udnyttes så optimalt som muligt i felten. I Nepal er der heldigvis mange med et ikke polariseret syn, og det er disse kræfter jeg og MS forsøger at støtte. Det er til tider hårdt og møjsommeligt arbejde – men det er dét værd.