Værn om værdier i dansk udviklingsbistand

Informations artikel ”Man må jo prioritere” (08.09), hvor der refereres til DF’s Kristian Thulesen Dahl’s interview i tv-nyhederne (06.09), fik mig igen til at reflektere over hvad der får en dansk folketingspolitiker til seriøst at advokere for yderligere nedskæringer i dansk udviklingsbistand for at nå FN’s anbefalede minimumsgrænse på 0,7 pct. af BNP. Velvidende, som blandt andet UNDP konkluderer i sin seneste Human Development Report 2005, at vi som menneskehed har kurs direkte mod en menneskelig udviklingskatastrofe.

Nu ved vi, heldigvis, ikke om FN’s dommedagsprofetier bliver realitet, men at vi lever i en globaliseret verden, bor i en global landsby, og menneskets adfærd har indvirkninger i nær- og fjernmiljøer, er efterhånden almen kendt. Også blandt politikere. Ligesom forskere har argumenteret for hvordan menneskets moderne udvikling har medført klimaændringer, har menneskets ændrede sociale relationer via handel, diplomati, krige, informationsnetværk og personlige rejser også sine sociale indvirkninger. Balanceres disse ikke dygtigt, er der risiko får en global social Katrina som profeteret af FN.

Lande og kulturer begår sig forskelligt i mødet med næsten; via diplomati, bygning af mure, bekrigelse, overvågning, oplysning, altruisme, osv.. Danmark har som land i mødet med andre nationer og kulturer stolte traditioner indenfor diplomati, oplysning og omsorg for næsten, og som udviklingsarbejder for MS er jeg også bærer af stolte danske traditioner, som jeg selv mærker i mødet med andre kulturer. I mit konkrete tilfælde manifesterer dette sig i, at vi som land i et fjerntliggende område af Nepal har overskud til at fortælle om menneskers basale rettigheder, demokratiske principper og menneskets krav på et minimum af værdighed.

Hvorfor er det vigtigt for Danmark at udføre dette arbejde i Nepal? Af Nepals 23 millioner indbyggere befinder over to millioner sig udenlands grundet svære livsvilkår hjemme og håbet om lykken andetsteds. Manglende tålmodighed, overskud, muligheder eller indsigt i at gøre egen jord tålelig, gør at mange søger ud: legalt eller illegalt. En virkelighed der gør sig gældende ikke kun i Nepal men også mange andre udviklingslande. Ofte er det de veluddannede der søger udenlands, hvilket ligger et endnu større pres på de tilbageblivende hjemlige ressourcer, der i forvejen har det hårdt.

Nu kunne vi tage de danske briller på og glæde os over det primært er de veluddannede, der søger mod nord, og som kan udfylde de huller vi har/snart får på det danske arbejdsmarked. Efterhånden som flere og flere af jordens befolkning ønsker demokrati og et værdigt og anstændigt liv med medindflydelse på egen hverdag og livssituation, er landegrænser og sprogbarrierer ikke længere hindringer for globalt at søge lande, der udlever disse principper.

Som politiker i en global landsby kan Kristian Thulesen Dahl dog ikke have den luksus at glemme ”resten” og forskanse sig bag militær, overvågning og høje toldmure. Denne attitude er ikke holdbar, og medfører ikke en bæredygtig global udvikling på sigt. Grøften mellem dem med muligheder og dem uden graves kun dybere, og vil på sigt blot skabe frustration. I Danmark har vi i kølevandet på 9/11 set en tendens til krudt, toldmure, Big Brother overvågning og strengere visakrav som recept på Danmarks udfordringer i en globaliseret verden. En kur som alene i bedste fald blot begrænser integrationen af Danmark med sin omverden. Globalisering og integration er dog ikke et spørgsmål om valg men om realiteter, og en politiker med også et globalt udsyn ved, at et lands tilgang til sin omverden på samme måde rammer det som en boomerang.

For ikke at FN’s dommedagsprofeti skal blive realitet, bliver vi nødt til at søge tilbage til de værdier, som karakteriserede Danmarks omgang med sin omverden før 9/11: anstændighed, hjælp til næsten, folkeoplysning og promovering af demokratiske principper. Folk lytter herude, og lader sig gerne inspirere.

Artiklen er i Dagbladet Information den 14. september.

Tre uger senere

Strømmen er gået og dermed forsvandt den friske brise fra min fan; sidder med min svedeklud foran skærmen, og tørrer svedperlerne fra min dryppende pande. Efter jeg kom tilbage fra Danmark er temperaturen nu faldet til behageligere under de 30 grader, men her er Monsum-lignende vejr, så luftfugtigheden er høj. Det gør at varmen mere tung og trykkende; men dog trods alt mere tålelig end de før op imod 40 grader.

Tre uger går forbavsende hurtigt, og Danmarks-turen synes som en parentesbemærkning i et liv, hvor Nepal igen hurtigt er blevet dagligdag og nærværnede. Ét, hvad mange nok måske vil synes, monotont liv hvor adgang til bio, venner/familie, café, shopping, gåture og andre kultur-pulserende aktiviteter igen er forsvundet. Til ligesom før. Min livsrytme er igen blevet Radio Lumbini og dets udfordringer om dagen, og om aftenen læsning (er i gang med ”Sagas Spejl” om Grundtvig skrevet af Sune Auken – kan varmt anbefales), internet (når der er hurtig forbindelse), og en flim (som de siger i Nepal) i ny og næ. Går i seng ved 9-10 tiden og står op igen ved 6-tiden. Ligesom Nepaleserne.

Derhjemme var konflikten ét af sommerens store samtaleemner, så en up-to-date på situationen er vel på sin plads. Og den er stort set uændret. Ikke mange dage efter jeg igen indfandt mig på Radio Lumbini blev fire politibetjente sprængt i luften blot 5-10 minutter fra radioen. De skulle se til at en stats-eksamen gik vel for sig. Velkommen til Nepal! Var I ikke klar over det, giver en sådan oplevelse en underlig fornemmelse: afsky, afmagt, væmmelse og kvalme – også selvom jeg ikke så noget selv. Tusind tanker farer i ens hoved, og rækken af tanker der popper op, er svære igen at sætte i orden. Som en sæk lopper føles det. Men, når det er sagt og følelser som disse igen får lagt sig, og sat i relation til andre begivenheder, udsagn og tendenser, tegner der sig også andre konturer i Nepal. I dag har kongen efterhånden totalt fremstillet og udstillet sine manglende lederegenskaber, sans for sammenhænge og manglende visioner for Nepal. Han har ikke mange venner; hverken blandt nepalesere eller udlændinge. Og absolut ingen troværdighed. De store politiske partier har ændret deres forfatninger til at arbejde for et republikansk Nepal. Det er historisk. Maoisterne har folk fortsat blandende følelser for: deres program vækker appel, men deres vej og midler voldelige. Senest har de i lørdags erklæret en tre måneders våbenhvile; den bliver spændende at følge på tæt hold, og se om denne kan medføre grundlaget for fredforhandlinger mellem konfliktens parter. Vi er mange, der krydser vores fingre.

For de af jer der er interesserede i at følge med i mit arbejde, sker der følgende større ting for tiden.

For en ca. tre måneder siden afholdt vi en støttekoncert til fordel for ofrene for nogle voldelige handlinger, der skete i vores nabodistrikt. Efter Nepalesiske forhold fik vi indsamlet en ganske pæn sum penge, og her tidligere på ugen var vi i Taulihawa i nabodistriktet, hvor vi havde møde med organisationer med lokalkendskab, der skal hjælpe os med at anvende pengene rigtigt, så det kommer ofrene til gode. Røde Kors har store problemer for tiden med at komme de internt fordrevne flygtninge til hjælp, så det kræver omtanke, planlægning og gode kontakter.

Vi er i gang med en større lytterundersøgelse for radioen, hvor studerende fra et lokalt universitet hjælper os med at spørge 1.500 borgere i vores lytteområde om deres syn på radioen, medie-forbrug/vaner, osv. I lørdags fik vi indsamlet de første spørgeskemaer fra de studerende, og vi skal nu planlægge anden fase af undersøgelsen, hvor de studerende igen skal ud i felten med spørgeskemaer.

Radio drama. I tider med censur og påpasselighed, kan man ikke sige hvad som helst i en radio, men ting sagt mellem linier, musikalsk, poetisk, og andre kreative udtryk, kan mange ting ytres. Udover konflikten er der i Nepal mange kulturelle barrierer for udvikling, og nogle af disse vil vi forsøge at problematisere i vores egen drama produktion på radioen: børneægteskaber (mange børn bliver gift i 7-8 års alderen), medgift (hvor kvindens familie skal afgive urimelige mængder indbo og penge til ægtemandens familie), og hekseri (alternative helbredelsesformer med nogle gange tragiske konsekvenser).

For at indhente historier til dramaproduktionen, var vi i sidste uge i en landsby, hvor de fleste af børnene bliver arrangeret gift væk som børn uden at vide med hvem eller hvorfor. Først som teenagere får de deres ægtefælle at se, uden på nogen måde selv at have haft indflydelse. Det kan virke grotesk – og det er det også. Mange Nepalesere synes det også selv. Der er flere årsager til, at dette har dannet kultur i Nepal, og flere af forholdene kender jeg forsat ikke til, men én af forklaringerne er, at børn af gode familier er attraktive, og man skal derfor skynde sig at få sit barn afsat før naboen får samme idé. Altså sund og fornuftigt købmandskab! I Nepal indgås arrangerede ægteskaber ikke blot udfra kriterier som kærlighed og sympati; her indgår iskolde facts som familie relationer med vigtige relationer/kontakter og økonomiske forhold også. Og de skal ikke undervurderes. Min counterpart på radioen og nære ven, var (og er nok stadigvæk) forelsket i en pige fra byen. De havde selv fundet hinanden uden familiens indblanding. For ikke at få problemer holdt de forholdet hemmeligt, men pigens familie fik alligevel nys om forholdet. Straks efter blev pigen sat i husarrest og ordre på ikke mere at se ham. Hvorfor? Han har, ifølge hendes forældre, fem fejl: 1. Han har ingen forældre (begge døde da han var teenager grundet sygdom), 2. Han har ingen akademisk uddannelse, 3. Han bor til leje, og har 4. derfor ikke selv fast ejendom, og sidste femte fejl: han har ikke fast arbejde med langvarig kontrakt. Som en tæt kollega kan det være svært at komme med gode råd og opmuntrende bemærkninger; hvad siger man til én, hvor kærligheden ikke er tilladt?

Snart kommer Dashain festivalen; det store blodbad i Nepal hvor dyr ofres til guderne ved templerne, men også tiden hvor Monsunen forsvinder og temperaturen er behagelig; skyblå himmel og de hvide bjerge. Vi er nogle venner, der måske tænker på en vandretur i bjergene. Nogen der vil med?