Værn om værdier i dansk udviklingsbistand
14 09 2005Informations artikel ”Man må jo prioritere” (08.09), hvor der refereres til DF’s Kristian Thulesen Dahl’s interview i tv-nyhederne (06.09), fik mig igen til at reflektere over hvad der får en dansk folketingspolitiker til seriøst at advokere for yderligere nedskæringer i dansk udviklingsbistand for at nå FN’s anbefalede minimumsgrænse på 0,7 pct. af BNP. Velvidende, som blandt andet UNDP konkluderer i sin seneste Human Development Report 2005, at vi som menneskehed har kurs direkte mod en menneskelig udviklingskatastrofe.
Nu ved vi, heldigvis, ikke om FN’s dommedagsprofetier bliver realitet, men at vi lever i en globaliseret verden, bor i en global landsby, og menneskets adfærd har indvirkninger i nær- og fjernmiljøer, er efterhånden almen kendt. Også blandt politikere. Ligesom forskere har argumenteret for hvordan menneskets moderne udvikling har medført klimaændringer, har menneskets ændrede sociale relationer via handel, diplomati, krige, informationsnetværk og personlige rejser også sine sociale indvirkninger. Balanceres disse ikke dygtigt, er der risiko får en global social Katrina som profeteret af FN.
Lande og kulturer begår sig forskelligt i mødet med næsten; via diplomati, bygning af mure, bekrigelse, overvågning, oplysning, altruisme, osv.. Danmark har som land i mødet med andre nationer og kulturer stolte traditioner indenfor diplomati, oplysning og omsorg for næsten, og som udviklingsarbejder for MS er jeg også bærer af stolte danske traditioner, som jeg selv mærker i mødet med andre kulturer. I mit konkrete tilfælde manifesterer dette sig i, at vi som land i et fjerntliggende område af Nepal har overskud til at fortælle om menneskers basale rettigheder, demokratiske principper og menneskets krav på et minimum af værdighed.
Hvorfor er det vigtigt for Danmark at udføre dette arbejde i Nepal? Af Nepals 23 millioner indbyggere befinder over to millioner sig udenlands grundet svære livsvilkår hjemme og håbet om lykken andetsteds. Manglende tålmodighed, overskud, muligheder eller indsigt i at gøre egen jord tålelig, gør at mange søger ud: legalt eller illegalt. En virkelighed der gør sig gældende ikke kun i Nepal men også mange andre udviklingslande. Ofte er det de veluddannede der søger udenlands, hvilket ligger et endnu større pres på de tilbageblivende hjemlige ressourcer, der i forvejen har det hårdt.
Nu kunne vi tage de danske briller på og glæde os over det primært er de veluddannede, der søger mod nord, og som kan udfylde de huller vi har/snart får på det danske arbejdsmarked. Efterhånden som flere og flere af jordens befolkning ønsker demokrati og et værdigt og anstændigt liv med medindflydelse på egen hverdag og livssituation, er landegrænser og sprogbarrierer ikke længere hindringer for globalt at søge lande, der udlever disse principper.
Som politiker i en global landsby kan Kristian Thulesen Dahl dog ikke have den luksus at glemme ”resten” og forskanse sig bag militær, overvågning og høje toldmure. Denne attitude er ikke holdbar, og medfører ikke en bæredygtig global udvikling på sigt. Grøften mellem dem med muligheder og dem uden graves kun dybere, og vil på sigt blot skabe frustration. I Danmark har vi i kølevandet på 9/11 set en tendens til krudt, toldmure, Big Brother overvågning og strengere visakrav som recept på Danmarks udfordringer i en globaliseret verden. En kur som alene i bedste fald blot begrænser integrationen af Danmark med sin omverden. Globalisering og integration er dog ikke et spørgsmål om valg men om realiteter, og en politiker med også et globalt udsyn ved, at et lands tilgang til sin omverden på samme måde rammer det som en boomerang.
For ikke at FN’s dommedagsprofeti skal blive realitet, bliver vi nødt til at søge tilbage til de værdier, som karakteriserede Danmarks omgang med sin omverden før 9/11: anstændighed, hjælp til næsten, folkeoplysning og promovering af demokratiske principper. Folk lytter herude, og lader sig gerne inspirere.
