Konger og røgslør

6 01 2006

Én af de ting der optager sindene disse dage hos mange i Nepal, er det snart forestående kommunalvalg i februar. Fint, vil I sikkert tænke, for det er vel dét, der skal til i et demokrati?! Men ikke alle er enige.

Maoisterne har igen startet med at åbne ild mod kongens militær, og sprængt de første bomber i diverse officielle bygninger efter den fire måneder lange våbenhviles udløb 3. januar. De syv største politiske partier i Nepal, der havde 190 af de 205 sæder i det sidste folkevalgte parlament inden kongen i 2002 igen ophævede parlamentet, har valgt at boykotte valget, idet de ikke anerkender kongehusets legitimitet. De mener, som mange andre humanitære aktivister og analytikere i Nepal, at samtidig med udskrivelsen af kommunalvalget, har kongen på en lang række andre felter undergravet demokratiske principper og basale menneskerettigheder, og samtidig vist sine manglende evner og visioner for at lade forhandlinger og dialog være vejen for på fredelig vis at løse konflikten.

Dette sidst set i hans fuldstændige manglende interesse i at forholde sig til Maoisternes og de syv politiske partiers fælles 12-punkts udkast til hvordan konflikten i Nepal kan løses via bl.a. dialog og forhandling. Han kommenterede ikke engang forslaget, som blev forfattet under våbenhvilen.

Mange ser kongens udskrivelse af kommunalvalget som et røgslør over sine reelle hensigter; at såkaldt ’demokratisk’ legitimere sin position, ved samtidig at stække den folkevalgte opposition og andre folkeretslige og demokratiske kræfter. Se blot mediernes situation i øjeblikket. Den Paris baserede organisation Reporters Sans Frontiers har netop publiceret en rapport, der har listet 567 sager om censur i de Nepalesiske medier. Det er mere en halvdelen af de 1.006 sager, der i alt er rapporteret globalt! Nepal ligger også højt på listen når det gælder fysiske overgreb på journalister, og har tillige to med i drabsstatistikken.

Hvordan kan medier og journalister fremstille, debattere og sammenligne forskellige kommunalpolitikeres synspunkter under sådanne vilkår?


Handlinger

Information

Skriv en kommentar

Du kan bruge disse opmærkninger : <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>