jacob's journal

Selvom jeg for det meste har fornemmelsen at befinde mig langt væk fra Alphavej og civilisation, er der dog én begivenhed, der husker mig på at selv Nepal er koblet på den omliggende verden – ja selv til Danmark, der ligger tusindvis af kilometer væk. Mohammed-tegningerne.

Om end historien ikke har gjort sig på forsider som i Danmark og andre lande, har Nepalesiske aviser (engelsksprogede, som er dem jeg kan læse) neutralt beskrevet begivenhederne. Også Nepalesiske venner har spurgt forundret til tegningerne, hvor jeg har måttet fortælle, at der også findes danskere der er religiøst tolerante. I andre anliggender har jeg deltaget i møder med muslimer, der heldigvis ikke overfor mig har ladet sig provokere.

Tegningerne har givet mig anledning til per distance at betragte Danmark, og hvorfor vores land i sådan en uheldig grad skulle gøres til verdens brændpunkt. Tydeligvis har de været dråben, der har fået bægeret til at flyde over, og er symptomatiske for den lange rutsjetur vi i lang tid har været på i intolerance, xenofobi, og racisme; en mudderpøl idet intet – indtil de fatale tegninger – har kunnet kreere en klar konfrontationslinje, men blot er forblevet en grød af smålig grimhed, der er krøbet op om os fra alle sider, med overrestriktive og lemfældigt og uretfærdigt implementerede immigrationslove, med stereotypisk og ensidigt nedsættende medierepræsentation, samt, hvad der er allerværst, med en fjendtlig og ualmindelig dæmonisk retorik fra politikerside, der desværre starter helt inde på midten af det politiske spektrum. Og det er ikke fire imamer, vi bekvemt kan beskylde for at have skabt dette billede af Danmark i vores omverden

Hvad får almindelige, tidligere anstændige mennesker til at synes, det er i orden at omtale en hel gruppe af fremmede som 'de skide arabere'? Til at synes, det er ok, at deres folketingsmedlemmer omtaler medlemmer af vores samfund som 'kræftceller' og en hel religion, der følges af 1,3 milliarder mennesker (de fleste tydeligvis fredelige, ellers ville verden se noget anderledes ud) som en 'terrororganisation'? Til at regne dem, som prøver at gøre opmærksom på problemet, som 'fjender' og 'forrædere' af Danmark?

Idéen med at opdele folk i grupperinger efter dem man kan li' og er som en selv – og så dem vi ikke kender, og derfor ikke synes om, minder i bemærkelsesværdig grad om det jeg oplever i Nepal, hvor et helt samfund er opdelt i kasser, kaster og efter sådanne strukturer. Selv nepaleserne er forvirrede og trætte af disse opdelinger, om end mange ikke ved, hvad de skal gøre af dem. Mest ekstremt er hvor man skyder og råber på hinanden, som det ses så tydeligt disse dage. Jeg kan ikke opfordre til, at vi i Danmark kopierer denne samfundsmodel!

Ved at reducere konflikten til at handle om tegningerne er det lykkedes JP og regeringen ikke blot at fremmedgøre hele den muslimske verden, men også at få det øvrige Vesten til at tro, at sagen drejer sig om ytringsfrihed overfor religiøs respekt. Dermed har de fritaget sig selv ikke blot for at måtte indse deres ansvar for vores bragende xenofobi og islamofobi, der er hjertet bag dette enorme backlash, men også for deres ansvar for at udsætte os alle for fare.

Uden at gå påkompromis om oplysningens idealer om ytringsfrihed og religionsfrihed mod alle reaktionære kræfter og statsledere, der ikke anerkender moderne idealer, institutioner og vil ophøje et billedforbud til en universel lov, er det på tide, vi begynder at kigge på hvilket uanstændigt og nedværdigende sted Danmark er blevet over de sidste fem til ti år, og på tværs af politiske skel kræve vores land tilbage fra det kup, der er sket – ikke blot fra det yderste højre, men, og hvilket er langt værre, fra svinehunden og det mindste i os alle.

—

Læs interessante artikler i Information: "Danmark år nul…" af Ove K. Pedersen og "Hvorfor hader de os så meget" og "Muslimske kvinder må gøre oprør" af Johann Hari.

Og et anden interessant essay skrevet af Johan Galtung: "Kristendom & Islam, sandheder udelukker ikke hinanden".

Just outside my office, in the small village Manigram on the highway between Bhairahawa and Butwal, this Maoist banner has been for quite some days.

"On the auspicious occasion of our great people's war, completing 10 years and entering the 11th year, we welcome and salute all our national patriots and well wishers." Nepal Communist Party, Maoists

Vi afholdt i dag et seminar for ansatte og medlemmer fra Radio Lumbini's lytterklubber. Formiddagens tema var kaste-diskrimination; et særlig relevant emne i et land som Nepal i disse dage, hvor bl.a. bestemt én kaste, Daliterne, bliver diskrimineret af såkaldte 'højkaster'. Diskrimination er én af hovedårsagerne til den voldelige konflikt vi oplever i Nepal.

Til seminaret havde vi inviteret to Dalit-intellektuelle til at komme og holde et oplæg, hvorefter radioens ansatte og vores medlemmer fra lytterklubberne kunne komme med spørgsmål. Det viste sig at blive én af de mest begivenhedsrige oplevelser, jeg endnu har haft i Nepal. Og den gav mig også til dels svar på nogle af de spørgsmål, der tumler i mit hoved i disse dage: hvorfor oplever vi en så voldelig konflikt i Nepal?

Oplæggene fra de to Daliter var både saglige og nøgterne; det var svært at være uenig. Dér hvor diskrimination opleves mest markant i et land som Nepal, er bl.a. Daliternes manglende adgang til uddannelse, og at de ikke må spise de samme steder på f.eks. restaurenter, da de er såkaldt 'urene'. Derfor kan f.eks. drikkevand ikke hentes det samme sted fra for alle, hvilket er et stort og også praktisk problem mange steder. Også i medierne er der diskrimination; lidt a la det vi kender i Danmark overfor personer af ’anden herkomst’. Det var specielt netop pga. diskrimination i medierne, vi afholdt seminaret.

Den efterfølgende diskussion var livlig og følelsesladet. Fra salen blev der skudt med skarpt til de to Daliter fra specielt højkasterne: "hvorfor kritiserer I højkasterne, når I selv i jeres kaste har diskrimination?", var bl.a. ét af spørgsmålene. Svaret tilbage lød: "hvorfor behandler I udlændinge mere humant end jeres egne landsfæller?" Århundredes systematisk diskrimination gennem religiøse og sociale systemer kom frem til overfladen.

Det var følelsesmæssigt at opleve, og der var et konstant sug i maven som alle kunne føle. Følelserne havde højt spil, og jeg synes vi flere gange vi befandt os i grænseområder, hvor vi skulle passe på. Diskussionen blev dog dygtigt styret af mine kollegaer, så vi igen kom ind på sikker grund.

Den livlige diskussion fik helt sikkert ’lettet trykket’ hos flere af deltagerne, udvidet deres horisont, og også givet et eksempel på hvordan et medie som Radio Lumbini kan skabe rum for at forskellige ytringer og meninger kan brydes og mødes. Også til de meget følelsesladede diskussioner. Og hvor vigtigt det er disse bliver debatteret – også selvom det er svært for de involverede parter. Selvfølgelig med takt og respekt for hinanden.

Vi har mange i Nepal, der ikke har muligheder for at deltage i en debat som den vi havde i dag. Mange går derfor rundt med et 'overtryk'. Den måde disse mennesker får sin (midlertidige) forløsning, er bl.a. via væbnet kamp.

Kongen toner frem på skærmen. Han har igen en tale til nationen her et år efter han tog magten fra det demokratisk valgte parlament. De fleste nepalesere sidder klistret til skærmen; hvad har deres alfader mon nyt at fortælle? Vil han indlede dialog med Maoisterne og de politiske partier, så der kan komme en fredelig løsning på konflikten? Eller vil de politiske partier og medierne komme på listen over terrorister og dermed lukke de sidste lommer for demokratisk sameksistens?

Han vælger en slags midter-løsning; en pep-talk hvor han opfordrer befolkningen til at støtte op omkring kommunalvalgene 8. februar. Og så siger han noget med at de unge skal have bedre uddannelsesmuligheder, og at jordreformer også er nødvendige i Nepal. Tak skæbne tænker jeg: er dét hvad han kan mane sig op til her måske på falderebet til et Nepal, nogle analytikere vil betegne som ’a failed state’?

Han beretter også om hvordan hæren effektivt har slået Maoist-opstanden ned, og at vejen til demokrati via det kommende kommunalvalg og næste års parlamentsvalg derved er banet. Men det er snarere hans demokratiforståelse – eller røgslør for andre ambitioner, som jeg tidligere har skrevet om. Udenfor kongepaladset ser situationen særdeles anderledes ud end det romantiske biled han maler i Kathmandu. Som nu eksempelvis provinshovedstaden Tansen der i nat og morgentimerne blev holdt af Maoisterne, inden kongens hær igen fik tag i byen.

Lokale journalister beretter om hvordan Maoisterne i nat i et meget velplanlagt angreb holdt militærkasernen optaget fra fire sider, og alt imens indtog amtsgården nogle hundrede meter væk. Fra her medtog de mere end hundrede politibetjente og administrativt personale som gidsler, inklusiv amtsborgmesteren. De blev sidst set vandrende mod vest ind i bjergene med Maoisternes nyerobrede våben og andre beslaglagte ting.

Byen var hele natten oplyst i et lyshav af fluoriderende bomber, og Maoisterne brugte meget sofistikerede våben i deres angreb. Selv politiet stak af. De gjorde stort set hvad der passede dem, og efter kamphandlinger ca. kl. 6 i morges tog de ned på busholdepladsen og sang kampsange og holdt taler for byens skrækslagne borgere. Af de hidtil sparsomme informationer fra Tansen er meldingen ét civilt drab på amtsborgmesterens kok, der opholdt sig i amtsgården. Vi taler om en by, som i en dansk kontekst svarer til noget lignende Viborg!

Sans for proportioner og sammenhænge kan være ét af menneskets største svagheder. Her i Nepal er vi i sandhed vidner til én af slagsen.