jacob's journal

1=laveste, 10=højeste

Komfort-snit: 7,4

Linie for linie, side for side bliver der forsigtigt skrevet historie i Nepal i disse dage. Kongens overgivelse til den massive folkelige bevægelse i ellevte time (bogstaveligt talt) i går aftes, afmonterede én af de største forhindringer for en fredelig løsning på konflikten. Havde han ikke gjort det, var kongehusets eksistens seriøst i fare.

Vi vågnede i morges op til en dag, hvor folk ikke rigtig vidste hvilket ben man skulle stå på. Jubel over kongen tilsyneladende havde overgivet magten til det 2002 folkevalgte parlament, skepsis om det nu også er betingelsesløst, og uvished over om partierne og maoisterne kan finde fodslag, idet maoisternes første meldinger ikke har været positive.

Mange har i dag i Butwal og opland deltaget i diverse større og mindre møder, hvor den nuværende situation er blevet diskuteret og analyseret. De fleste havde indstillet sig på en republik som den eneste løsning på hårdknuden; den får alle igen lov til at tygge på efter kongens feberredning på målstregen.

En syntese på de meldinger jeg har hørt, er at folk generelt anser det som et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning kongen har taget. Maoistproblemet virker overkommeligt og løseligt, idet både partierne og maoisterne i løbet af dagen har forsikret hinanden på at ”tolvpunktsaftalen” forsat er gældende. I denne, specielt aftalen om hurtigt at indkalde til en grundlovsforsamling (constitutional assembly) for at lave de nødvendige forslag til ændringer i grundloven, som så kan sendes ud i folkeafstemning. Denne knude skal løses, førend de kan komme videre i forhandlingerne. Som sikkerhed fortsætter maoisterne strejken og bloklader indtil deres løfte er indfriet.

Det er noget af en tynd linie de politiske partier begiver sig ud på i disse dage med paladset på den ene side, maoisterne på den anden, og dem fra udlandet – specielt USA og Indien pustende bagved. Under opstanden har de politiske partier vist et sjældent mod og politisk handlekraft, men nepaleserne ved fra tidligere bitre erfaringer, at intet er sikkert førend der er håndfaste beviser. Indtil disse kommer, kan vi andre blot stiltiende fra sidelinien betragte og håbe.

Om end vi ikke fuldt ud tør tro det, er fornemmelsen noget stort i Nepal er ved at ske i disse dage. Presset mod kongen fortsætter med uformindsket styrke. I Butwal har der uafbrudt været demonstrationer på nu tredje uge; nepalesere i alle aldre, køn og fra samtlige grupperinger og sociale lag i optog med bannere fra de politiske partier. Antiroyale slogans fra morgen til aften i fredelige demonstrationer der mange gange tangerer til at være sande folkefester. Politi og militær holder sig heldigvis pænt i baggrunden.

På radioen kommer folk personligt med deres annoncering af en planlagt demonstration. TV, telefoner og telefax i baggrunden tikkende med sidste nyt. Det summer livligt, og mine kollegaer forsøger så vidt muligt at dække de mange begivenheder. Radioen har aldrig før været en så vigtig livsnerve for deres lyttere.

Det virker til nepaleserne er villige til at gå planken ud en gang for alle. Om end det gør ondt på den enkelte, da der er få forsyninger og stort set ingen strukturer fungerer i disse dage, er folk trætte af at blive terroriseret af konfliktens parter. Som én af mine kollegaer beskriver det: om det så skal tage måneder, må vi gøre dette nu for selv at skabe en fredelig fremtid for Nepal.

På nogen vil det måske virke underligt hvorfor de politiske partier afslog kongens tilbud i fredags om selv af vælge kabinetsmedlemmer og premierminister. Nepaleserne, belært af tidligere bitre erfaringer, ved dog grundloven er hullet som en si, og vil nemt give kongen mulighed for igen selv at tage magten, hvis han måtte ønske det. De politiske partier (og maoisterne) ønsker derfor en at indsætte en grundlovs-forsamling (constitutional assembly), der i første omgang skal omskrive grundloven og dække de huller til, der måtte være. Efterfølgende skal nepaleserne så på ægte demokratisk vis selv vælge hvilken styreform de skal have: kongedømme, republik eller et demokrati med en ceremoniel konge. Det er denne ånd, der hersker i Nepal i disse dage, hvad end diverse medier måtte meddele. Det rent jura-tekniske og hvorledes magten rent teknisk og forsvarligt kan overdrages igen til demokratiske kræfter, er ikke klart for alle, og diskuteres livligt i mange hjem, blandt meningsdannere og i medierne.

Vi er vidner til en revolution i Nepal – dog forsat vaklende på usikre fødder og med en række ubesvarede spørgsmål. Tv-billederne i CNN og BBC fra Kathmandu af unge stenkastende fyre står i stærk kontrast til et rolige Butwal, hvor den fredelige opstand giver forhåbninger om, at en snarlig og fredelig løsning på konflikten er mulig.

Det er kommet på mode at hade kongen. Udover de voldsomme udfald i demonstrationerne, ses han i flere landsbyer som en dukke brændt eller hængt. Selv børnene laver minidemonstrationer med ham i galge fulgt af hadesudbrud ligesom de voksne gør det. Han karikeres, spyttes på, bagtales om. Heller ikke medierne strør om sig med superlativer, når han beskrives.

Mange føler, det er rart i disse dage at være en del af noget større, alle kan være enige om. Følge med strømmen i demonstrationerne og blive høj blandt masserne. Pege fingre så man kan glemme sig selv og sin svære situation en stund. Søge forløsning efter års intense kampe i en mere eller mindre skjult og beskidt krig med så mange ubekendte. Få noget af det op til overfladen. Ganske forståeligt.

I virkelighedens Nepal findes der dog mange konger. Mange nepalesere glemmer de selv har en i maven, og de fleste har end ikke fået øje på ham. Dette forhold taler man kun lidt om i Nepal, da det er nemmere at pege fingre, kigge udad og hakke nedad. Ligesom konger gør det.

Den nuværende situation er i virkeligheden ret symptomatisk for Nepal, og ses i alle lag af samfundet. Fra landets embedsførelse til den enkeltes liv.

Lad mig illustrere med et lille eksempel. Udenrigsministeren har netop besøgt Qatar, hvor han har forhandlet sig frem til nye jobs til nepalesere i dette land. Til sammenligning har jeg ikke hørt nogen i Nepal i lange tider tale om, hvordan man her vil skabe arbejde til de mange arbejdsløse, da alle helst vil til udlandet. Outsourcing af arbejdsmarkedspolitik vil nogen måske kalde det men i sandhed ikke en bæredygtig løsning for Nepal selv.

Efter kongen måske får sin røvfuld og én af syndebukkene dermed forsvinder, og demokrati måske (og forhåbentlig) bliver genindført, skal nepaleserne naturligvis gradvis pege fingeren indad. Det vil specielt i starten ikke altid være en rar oplevelse, men ganske nødvendig hvis den enkelte og Nepal som land skal gøre sig uafhængig af guder, konger, stærke mænd, donorer og andre der vil bestemme over deres liv.

I den sidste uge har jeg været det meste af mit følelsesregister igennem. Angst under maoistangrebet på Butwal, fornemmelser af eufori ved at opleve de mange demonstrationer og taler om revolution, kedsomhed idet Nepal stort set er lukket ned grundet generalstrejken og perioder af udgangsforbud, afmagt ved at læse kongens nytårstale der retorisk er udmærket, men når man oplever styrets håndtering af situationen – vanvittig. For de fleste har kongens ageren siden han enevældigt tog magten februar sidste år vist hans sande jeg. Det har været en sund om end hård læreproces. Dem der har måttet være i tvivl, kan ikke være det længere, idet det nærmest er skåret ud i pap, hvad det vil sige at leve under en tyran.

Jeg glæder mig over at møde flere Nepalesere, der trods de hårde odds alligevel anlægger en realistisk og nøgtern betragtning af situationen, og peger på nogle af de fundamentale ændringer, der er nødvendige for et demokratisk og inkluderende Nepal, der kan rumme alle de indre modsætninger i landet. Heldigvis føles der ikke kun i Nepal i disse dage. Der tænkes også, og det er der klart brug for, hvis vi skal videre.

Kongens pres har skabt et modpres, som er det vi er vidner til i disse dage. Lidt forvirrende måske idet det tager mange former og har mange udtryk. Og tager måske også for nepaleserne (og os andre) nogle nye former. Det er interessant at betragte, hvordan modpresset bliver administreret af de forskellige aktører indblandet: bliver det kanaliseret ind i mere konstruktive og inkluderende processer hvor folk på tværs af sociale skel kan finde sammen i nye konstellationer, i vold som de unge mænds stenkast og hærens/politiets ageren set i flere demonstrationer, eller fuser det blot ud i følelsesladede demonstrationer, hvor der råbes og skriges for at få forløsning for mange at de indestængte følelser, der findes hos de fleste.

I sammenligning med tidligere opstande i Nepal, giver det håb så mange er på gaderne, og at der stort set ikke findes én social gruppering i Nepal, der ikke har været det. Selv politiets koner og ansatte fra ministerierne, er også set på gaden. Det bliver alle dem på gaden, der også vil have medejerskab af det Nepal, der er i sin skabelse i disse dage.

Det er klart bevægelsen på et eller andet tidspunkt skal tage en organisk form, som kan skabe nye strukturer for et demokratisk og inkluderende Nepal. Denne er i sin skabelse, hvor formen endnu er uklar. Det er forår.