jacob's journal

7. april. Vi sidder og ser den nye film Munich af Spielberg i stuen. Der er nogle scener hvor de elleve Israelske gidsler forsøges frigivet af det tyske politi. Lyden af skud fra musikanlægget er høj, men pludselig overdøves det af endnu højere lyde. Rigtige skud og eksplosioner. Butwal bliver angrebet af Maoisterne. Klokken er cirka ni om aftenen. Vi ser fra vores tagterrasse himlen oplyst af eksplosionerne. Lyden fra bomber og geværer er voldsom.

Pulsen stiger. Vi finder en plads i huset, vi finder sikker. Slukker al lys, sætter os på gulvet og anretter os med puder og madras. Skifter lidt senere til en anden plads i huset, vi finder mere sikker. Eksplosioner og brag fortsætter voldsomt. Lysbomber oplyser nattehimlen. Det føles som om kampene er i nabolaget. Det er de ikke. Det er de to militærkaserner og politistationen der bliver angrebet. Cirka 500-1.000 meter fra hvor vi bor.

Tiden føles lang i sådan en situation. Så kommer den første SMS fra Deepak. ’How is the attack?’ spørger han. ’Big’ svarer jeg. Hvad skal jeg sige? Senere skriver min ven Durga: ’Don’t worry your place is safe. I called to my many friends Maoists are coming way from Palpa.’ Sender Durga en venlig tanke for hans omtanke. Sådan fortsætter SMS skriverierne med venner og bekendte lidt endnu. Venlige tanker frem og tilbage trådløst.

Mine tanker går også til venner og familie, og dem jeg kender i Butwal, der bor tæt på stederne for angrebene. Min Nepali sproglærer og hans kone, der har taget syv gadebørn til sig udover deres egen datter, bor tæt på én af kasernerne. Hvordan har de det? Hvordan påvirker det børn sådanne voldsomheder? Familien i huset hvor vi boede før i Laxminagar, hvorfra Maoisterne bl.a. startede deres angreb. Hvordan har de det? Beder til Gud.

Over midnat og vi bliver efterhånden trætte. Prøver at få lidt søvn. Men kampene fortsætter. Det er en lun nat og fanen i loftet kører. Så stopper den. Og fortsætter igen. Strømmen er uregelmæssig. Jeg kan ikke rigtig slappe af. Går regelmæssigt rundt i huset og inspicerer. Kigger ud af vinduerne. Og lytter. Er de kommet tættere på? Lidt senere sætter vi os op på taget. Det er måske ikke smart, hvis der skulle komme en vildfarende kugle. Det er en stjerneklar og smuk nat. Filosoferer lidt. Hvorfor er der krig? Eksplosioner og skud fortsætter i det uendelige. Og så lysbomberne der oplyser nattehimlen. Det føles som om Butwal bliver smadret synder og sammen.

Vi går ned igen. Forsøger igen at sove. Malene har lidt held. Jeg fortsætter mine inspektionsrunder. Klokken tre bliver der lidt mere roligt om end eksplosioner og skyderier fortsætter. Slapper nu mere af. Jeg vænner mig efterhånden til lydene. Lysbomberne kaster fortsat skygger på væggene i værelset. Blunder for så igen at vågne ved de store brag. Udover skud og eksplosioner i lydbilledet høres der også fugle. Jeg glæder mig over deres smukke kvidren, og håber de ikke bliver for skræmte og søger andetsteds. De minder mig om jorden også er et fredeligt sted at være.

Jeg vågner igen op til eksplosioner. Det er næsten lyst udenfor. Eksplosionerne kommer fra bjergene, hvor Maoisterne igen søger i sikkerhed. Deres kampe er afsluttet, og de sender os deres afskedssalut. Klokken er halv otte. Jeg sætter kaffe over og gør klar til morgenmad. Telefonen ringer, og vi starter at konversere med nær og fjern om nattens begivenheder. Vi prøver at sætte ord på, hvad det var der skete. Der er forskellige meldinger om dræbte og sårede. Overblikket får vi først senere på ugen.