På gåtur til bymidten

Én ting de stridende parter kan bliver enige om er at pålægge befolkningen indskrænkninger. De politiske partier, her støttet af Maoisterne, har erklæret generalstrejke på ubestemt tid. Kongen og hans hær har de sidste dage erklæret udgangsforbud kun åben få timer om morgenen og eftermiddagen.

Mange benytter sig i dette tidsrum af muligheden for at komme ud og strække ben, hilse på venner, og indsamle forsyninger i de boder og forretninger der trodser strejken, og halvt eller helt er åbne. Mange også for at komme ud og demonstrere eller vise demonstranterne deres sympati.

Hovedvejen mellem Butwal og Bhairahawa er fuldstændig blokeret; i forhold til i går ses også større betonelementer rullet ud. Selv ikke motorcyklister begiver sig ud. De plejer ellers ikke at holde sig tilbage. Folk stimler sig sammen i vejsiden i mindre grupper. Småsludrer og griner. Børnene leger. Her er en god stemning. Specielt når politiet og militæret er på afstand. I dag ses der ikke så mange af de røde faner og bannere fra de andre politiske partier. Mere diskret, afdæmpet og i mindre grupper går man forbi politiet og militæret, der svært bevæbnet har taget opstilling forskellige steder langs vejsiden. Disse passager er ikke rare.

Vi går i retning mod bymidten. Efter at have gået lidt har nogen opstillet en vandbod, der gratis udskænker vand til alle (demonstranter) der kommer forbi. Jeg takker ja, og der grines genert efter vi er gået.

Nepalesere er af natur et nysgerrigt væsen, og holder sig ikke tilbage for en god snak. En gåtur til bymidten, der for os varer mellem en halv og en hel time, går hurtigt når man småsludrer med folk i kortere eller længere tid. Mange gange blot et høfligt namaste og et nysgerrigt hvorfra man kommer og er på vej hen. Den første vi møder er en ung fyr, der er på vej til demonstration. Han var også til demonstration i går, hvor han anslog der havde været op imod 50.000 mennesker. Nok noget i overkanten når man sammenligner med andres vidneudsagn.

Lidt senere møder vi en bekendt tilknyttet Radio Lumbini. Han fortæller om der tidligere på dagen var blevet skudt af militæret (eller politiet) ind i mængden af demonstranter. To var blevet sårede; herunder en alvorligt grundet skudlæsioner i hovedet, og som man derfor forsøgte at sende til et hospital i Kathmandu. Svært med vejblokaderne der gør det nærmest umuligt for ambulancerne at operere. Skyderierne havde skabt utryghed blandt folk, og det var som om der igen skulle samles mod.

Et høfligt på gensyn og vi begiver os videre ind mod bymidten. Falder igen i snak – denne gang med at par middelaldrende mænd. De er skam ikke på vej ind til demonstrationen, smiler de drillende. De er bare ude for at gå.

Inde i bymidten. Her er mange mennesker for at være Butwal en tirsdag eftermiddag, enkelte bannere men ingen demonstrationer. De kommer måske senere. Pludselig begynder folk at løbe hen imod os og ind i en bygning vi står tæt ved. Per instinkt løber vi med. Inde i sikkerhed fortæller én at militæret var begyndt at løbe mod folkemængden, og at folk derfor var blevet bange. Hysteri og panik uden de fleste rigtig vidste hvorfor. Vi ånder igen lettede op, smiler til hinanden og begiver os igen ud på vejen.

Vi vælger at gå en mere rolig vej tilbage uden demonstranter, militær og politi. Gør holdt enkelte steder for at spise samosa og købe ind. Lidt senere falder vi igen i snak – denne gang med en gruppe unge fyre, der også er på vej hjem. De spørger til om vi tror på revolutionen, og hvor lang tid den tager? Jeg tænker over spørgsmålet, og at det er første gang jeg direkte af en ukendt er blevet adspurgt, hvor begrebet ’revolution’ indgår. Mit svar er jeg håber Nepal hurtigt må få indført demokrati igen. Jeg stiller ham samme spørgsmål. "Kortere eller længere tid vil det tage," mener han. "Jeg ved blot, jeg nu må kæmpe for demokrati," konkluderer han.

Jeg går hjem igen med fornemmelsen, at disse dage er det tætteste jeg nogensinde har været på en revolution.