Archive for april 23rd, 2006
Og det fortsætter
Om end vi ikke fuldt ud tør tro det, er fornemmelsen noget stort i Nepal er ved at ske i disse dage. Presset mod kongen fortsætter med uformindsket styrke. I Butwal har der uafbrudt været demonstrationer på nu tredje uge; nepalesere i alle aldre, køn og fra samtlige grupperinger og sociale lag i optog med bannere fra de politiske partier. Antiroyale slogans fra morgen til aften i fredelige demonstrationer der mange gange tangerer til at være sande folkefester. Politi og militær holder sig heldigvis pænt i baggrunden.
På radioen kommer folk personligt med deres annoncering af en planlagt demonstration. TV, telefoner og telefax i baggrunden tikkende med sidste nyt. Det summer livligt, og mine kollegaer forsøger så vidt muligt at dække de mange begivenheder. Radioen har aldrig før været en så vigtig livsnerve for deres lyttere.
Det virker til nepaleserne er villige til at gå planken ud en gang for alle. Om end det gør ondt på den enkelte, da der er få forsyninger og stort set ingen strukturer fungerer i disse dage, er folk trætte af at blive terroriseret af konfliktens parter. Som én af mine kollegaer beskriver det: om det så skal tage måneder, må vi gøre dette nu for selv at skabe en fredelig fremtid for Nepal.
På nogen vil det måske virke underligt hvorfor de politiske partier afslog kongens tilbud i fredags om selv af vælge kabinetsmedlemmer og premierminister. Nepaleserne, belært af tidligere bitre erfaringer, ved dog grundloven er hullet som en si, og vil nemt give kongen mulighed for igen selv at tage magten, hvis han måtte ønske det. De politiske partier (og maoisterne) ønsker derfor en at indsætte en grundlovs-forsamling (constitutional assembly), der i første omgang skal omskrive grundloven og dække de huller til, der måtte være. Efterfølgende skal nepaleserne så på ægte demokratisk vis selv vælge hvilken styreform de skal have: kongedømme, republik eller et demokrati med en ceremoniel konge. Det er denne ånd, der hersker i Nepal i disse dage, hvad end diverse medier måtte meddele. Det rent jura-tekniske og hvorledes magten rent teknisk og forsvarligt kan overdrages igen til demokratiske kræfter, er ikke klart for alle, og diskuteres livligt i mange hjem, blandt meningsdannere og i medierne.
Vi er vidner til en revolution i Nepal – dog forsat vaklende på usikre fødder og med en række ubesvarede spørgsmål. Tv-billederne i CNN og BBC fra Kathmandu af unge stenkastende fyre står i stærk kontrast til et rolige Butwal, hvor den fredelige opstand giver forhåbninger om, at en snarlig og fredelig løsning på konflikten er mulig.



