Archive for april 25th, 2006
Tæt på
Linie for linie, side for side bliver der forsigtigt skrevet historie i Nepal i disse dage. Kongens overgivelse til den massive folkelige bevægelse i ellevte time (bogstaveligt talt) i går aftes, afmonterede én af de største forhindringer for en fredelig løsning på konflikten. Havde han ikke gjort det, var kongehusets eksistens seriøst i fare.
Vi vågnede i morges op til en dag, hvor folk ikke rigtig vidste hvilket ben man skulle stå på. Jubel over kongen tilsyneladende havde overgivet magten til det 2002 folkevalgte parlament, skepsis om det nu også er betingelsesløst, og uvished over om partierne og maoisterne kan finde fodslag, idet maoisternes første meldinger ikke har været positive.
Mange har i dag i Butwal og opland deltaget i diverse større og mindre møder, hvor den nuværende situation er blevet diskuteret og analyseret. De fleste havde indstillet sig på en republik som den eneste løsning på hårdknuden; den får alle igen lov til at tygge på efter kongens feberredning på målstregen.
En syntese på de meldinger jeg har hørt, er at folk generelt anser det som et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning kongen har taget. Maoistproblemet virker overkommeligt og løseligt, idet både partierne og maoisterne i løbet af dagen har forsikret hinanden på at ”tolvpunktsaftalen” forsat er gældende. I denne, specielt aftalen om hurtigt at indkalde til en grundlovsforsamling (constitutional assembly) for at lave de nødvendige forslag til ændringer i grundloven, som så kan sendes ud i folkeafstemning. Denne knude skal løses, førend de kan komme videre i forhandlingerne. Som sikkerhed fortsætter maoisterne strejken og bloklader indtil deres løfte er indfriet.
Det er noget af en tynd linie de politiske partier begiver sig ud på i disse dage med paladset på den ene side, maoisterne på den anden, og dem fra udlandet – specielt USA og Indien pustende bagved. Under opstanden har de politiske partier vist et sjældent mod og politisk handlekraft, men nepaleserne ved fra tidligere bitre erfaringer, at intet er sikkert førend der er håndfaste beviser. Indtil disse kommer, kan vi andre blot stiltiende fra sidelinien betragte og håbe.
