jacob's journal

Artiklen er sakset fra MS' hjemmeside 3. maj og skrevet af Malene Lærke.

Radio Lumbini har haft tungen lige i munden under revolutionen i Nepal, hvor radioen har navigeret mellem kong Gyanendra, militæret, politikere, maoister og demonstranter. Pressefriheden har haft det svært.

Generalstrejken er ophævet i Kathmandu, men i Radio Lumbini’s sendeområde, Rupendehi distriktet, er hverdagen stadig sat på stand by denne onsdag. Intet rører på sig i middagsheden udenfor radiobygningen i Manigram, men indenfor i redaktionslokalet på Radio Lumbini, er der hektisk aktivitet op til nyhederne klokken 12. Nepal 1 kører for fuld styrke i baggrunden med historien om et møde mellem de politiske ledere, mens dagens lokale tophistorie er den fortsatte strejke i distriktet på trods af, at de politiske partier har hævet strejken. I løbet af den 22 dages lange strejke, har Radio Lumbini været én af fire ud af ud alt 30 partnerorganisationer i Mellemfolkeligt Samvirkes program, som har været åben.

”Det har været hårdt, men også det mest fantastiske jeg har oplevet. Vi har været i stand til at gøre vores almindelige arbejde med at sende programmer og nyheder, men det har ikke været muligt for os at komme ud i felten,” fortæller programchef Mohan Chapagain, der ser træt ud efter 22 dage i revolutionens tumulter. Der har været nok at se til med at få radioen til at løbe rundt økonomisk, da folk ikke har betalt penge til radioen under strejken, og at holde den journalistiske sti ren.

”Vi har taget chancer, for vi har dækket alt, hvad der er sket, og det kan godt være farligt. Demonstranterne ville have, vi skulle fortælle historien fra deres vinkel, og militæret og sikkerhedsstyrkerne trak i den anden ende, så vi havde hele tiden pres fra begge sider. Det har virkeligt været en balancegang,” siger Mohan Chapagain og begynder at fortælle, om den dag en militærleder ringede og sagde, at militæret ikke havde affyret skud og beordrede radioen til at benægte fakta.

”Jeg svarede ham, at vi havde hørt skuddene ved demonstrationen i Manigram, så vi fortæller sandheden,” smiler Mohan Chapagain.

Revolutionen har været en stor udfordring for radioen der været under konstant pres, der siden 1. februar 2005 hvor kong Gyanendra tog den totale magt i landet, har skullet være meget påpasselig med sine udmeldinger. Men det lykkedes ikke for kongen at stække radiomediet.

”Radioerne er med til at øge folks bevidsthed om sammenhænge i samfundet. Det har kongen også set, og derfor har det været et meget udsat medie i Nepal. Det er dog nok først bagefter, at vi kan se hvor vigtig, radioen har været for revolutionen, og udfaldet som kom. Radioen har helt sikkert været med til at mobilisere folk,” uddyber Jacob Thorsen, lokalradio rådgiver på Radio Lumbini.

Et spørgsmål om ansvar

Journalist Indira Aryal er netop kommet ud fra studiet med en stak nyhedstelegrammer i hænderne. Hun beskriver den seneste tid som svær og hård.

”Det har været en hel ny oplevelse, og det har været svært at arbejde, når der har været udgangsforbud, og folk ikke kunne komme til radioen. Det er dog vigtigt, vi husker på, at det er vores pligt og ansvar at være formidler mellem parterne og give information til folket. Dette er ikke kun et job, det er et spørgsmål om ansvar,” fortæller hun alvorligt, og tilføjer, at der har været mange historier hvor det er blevet diskuteret, om de skulle sendes eller ej.

”Det er svær beslutning at udsende beskyldninger fra kong Gyanendra, for vi risikerede nemt, at demonstranterne ville blive vrede på os. Her i morges havde vi et interview med en politiker om genetableringen af parlamentet. Straks bagefter ringede maoistlederen og spurgte, hvorfor vi sendte det, og at han ville have telefonnummeret. Jeg kunne så fortælle ham, at vi også har sendt maoisternes synspunkter, og at alle parter skal høres,” beretter Indira Aryal, der har været lykkelig for at rapportere fra revolutionen.

Fokus på menneskerettigheder

Mens nyhedsredaktionen har ligget vandret, har der været lidt mere stille i lytterklubafdelingen, der hører ind under Mellemfolkeligt Samvirkes program. Hovedopgaverne for afdelingen til daglig er feltbesøg ud til lytterklubberne og i denne tid at lave en lytterundersøgelse.

”Vi har været heldige, at vi har haft meget skrivebordsarbejdet i forbindelse med lytterundersøgelsen, for vi har været i felten for at indsamle data. Så der har jeg ikke været ramt rent arbejdsmæssigt,” fortæller Jacob Thorsen.

Lytterundersøgelsen skal give pejlemærker for radioens fremtidige indsatsområder og er blevet lavet i samarbejde med Bhaidehawa Multiple Campus, der også ligger i Rupendehi distriktet, for at trække på de lokale akademiske ressourcer.

”Der har været lavet få af sådanne undersøgelser i Nepal og meget udviklingsarbejde her i landet udføres udfra mavefornemmelser. Dette skulle gerne skabe en platform for, at udvikle radioens sendeflade og gøre radioens arbejde mere inkluderende ud fra fakta og ikke alene udfra, hvad folk føler er rigtigt,” siger Jacob Thorsen.

”Dette er et utrolig vigtigt dokument for radioen. Vi vil få klare svar på, hvad der er vores styrker og svagheder, og hvad vi skal arbejde med. Vi lægger stor vægt på, at vi gerne vil være en uddannelsesradio og en lærende radio, og det bliver spændende om vores lyttere synes, vi lever op til det,” siger Mohan Chapagain.

Feltbesøg har under revolutionen været umuligt og de to socialarbejdere på afdelingen, har uvant skullet bruge megen tid på radioen. Dette førte til ideen om et program om menneskerettigheder. Tidligere har radioen sendt et program om emnet fra Radio Sagarmatha i Kathmandu, men nu kommer der et program med lokalt fokus.

”Programmet skal handle om hvad grundlæggende menneskerettigheder er, interviews med ofre eller folk der arbejder med menneskerettigheder og nyheder om menneskerettigheder fra hele landet fordi folk kender ikke deres basale rettigheder,” fortæller socialarbejder Sharda Gaire.

”Endnu kan programmet ikke realiseres, da radioen mangler midlerne til det, men der satses på at få det i luften indenfor nærmeste fremtid,” siger Mohan Chapagain.

Men først skal Radio Lumbini ud i den svære kunst at vænne sig til en hverdag uden revolution, hvor balancegangen forsætter.

Informations leder den 4. maj omhandler hvorledes det for Danmark er nyt at være en så hidsig udenrigspolitisk og militær aktør, som vi i de seneste år er blevet. Argumentet bag den stigende danske udenrigspolitiske aggression er at værne imod det forligsparterne i 2004 forsvarsforliget kalder ”asymmetriske og uforudsigelige trusler.”

Hvis asymmetri og uforudsigelighed er rationalet for øget dansk udenrigspolitisk aggression, må den antonyme grundantagelse være, at verden er eller bør være symmetrisk og forudsigelig. En antagelse der bunder i en lineær verdensanskuelse, hvor al information og viden er bevidstgjort, fri og tilgængelig. Alle er vi rationelle aktører, der har al nødvendig information og viden for de valg vi træffer, og vi kan derfor fuldt ud kende konsekvenserne af vores handlinger ind i al fremtid. Ligesom naturvidenskaberne bygger deres forskning på tidligere opdagelser, og undersøger og isolerer dets bestanddele indtil de er fuldt forståede, hvor forhold der ikke er forståede kasseres eller kategoriseres som detaljer eller asymmetriske, eftersom de ikke passer ind i den pågældende videnskabelige disciplins teorier eller specifikke rammer.

Hvor det lineære verdensbillede har givet os materiel velstand og er nødvendigt for den naturvidenskabelige forskning, bliver det uheldigt og i nogen tilfælde farligt blindt at overføre et sådant begrænset verdensbillede til et felt som udenrigspolitik. Verden er rig på kulturer, myter og symboler, der alle implicit og eksplicit bestemmer et menneskes og kulturs erkendelse af verden og regler for korrekt opførsel. Ekstremt komplekse størrelser hvilke, hvis man anlægger et lineært optik, i høj grad kan virke asymmetriske og uforudsigelige. Men blot fordi det er kaotisk og måske derfor antages som en trussel, giver det så legitimitet for at det skal bekæmpes militært?

Forskellige videnskabelige områder er de seneste år i stigende grad begyndt at interessere sig for asymmetri og uforudsigelighed som fænomener, og konkluderer, at disse nødvendigvis ikke altid er af ”det onde”. Kompleksitetsteori kaldes det også, hvor en holistisk og ikke-lineær tilgang erkender verdenen som en helhed, der ikke består af ting eller enkeltdele der kan skilles ad, men hvor alt indgår i levende og dynamiske relationer, der er i konstant forandring. I denne tilsyneladende kaotiske verden findes der orden og sammenhæng, idet selvorganiserende principper holder tingene sammen af attractors, der binder og kontrollerer kaos via for eksempel værdier eller ideologier. Uden disse ville den menneskelige civilisation være uddød for lang tid siden. Levende systemer (re)producerer sig selv, og vil konstant søge ligevægt og foretage de nødvendige ændringer for at bibeholde en given identitet, da den ellers vil uddø.

Selve menneskets forudfattede opfattelse af virkeligheden spiller oftest en større rolle for vores virkelighedsopfattelse, end det vi opfatter, ser og hører. Dette forhold gør paradigmer mange gange bliver selvbekræftende, idet ting bliver gjort på en bestemt måde fordi det antages at være det eneste sandt gældende. Når dette bliver repeteret tilpas mange gange, bliver opfattelsen af rigtighed bekræftet og fastlåst, og bliver kun ændret når det kommer tæt på kaos eller under indflydelse af en endnu stærkere attractor, der bedre kan skabe mening og give sammenhæng.

I krigen i eksempelvis Irak har vi set hvad der sker under en militær intervention påbegyndt udefra, der godt nok har ført landet ud i kaos og derved skabt mulighed for systemskifte, men idet der ikke findes et fælles værdisæt (attractor) for den irakiske befolkning til at opfylde det vakuum der er skabt, kan kaos ikke tæmmes og landet fragmenteres yderligere. Forskellige værdisæt konkurrerer i disse dage om at blive den nye attractor, hvilket ses i de mange kampe der har religiøse undertoner.

I dansk udenrigspolitik skal vi passe på ikke at låse den ukendte omverden fast som ”asymmetrisk og uforudsigelig”. Anlægger vi denne verdensopfattelse og tilretter vores politikker militært aggressivt derefter, bliver denne verdensopfattelse på sigt til virkelighed, men vil ikke nødvendigvis løse de grundlæggende problemstillinger rundt omkring i verden, og kan måske endda gøre ondt værre. Snarere skal vi i stedet promovere fredelige og humane danske værdier; også i såkaldte ”asymmetriske og uforudsigelige” kulturer. Tror vi på eksempelvis demokrati og menneskerettigheder som et universelt gode, vil dette over tid og med sikkerhed som ringe i vandet støt og roligt vinde indpas og i omfang, og i sidste ende overtrumfe mindre attraktive og undertrykkende attractors.

Artiklen er i Information 15. maj.

Støvskyen har efterhånden lagt sig, og konturerne til det mange håbefuldt kalder et nyt Nepal, begynder at tegne sig. Fortsat er der mange udfordringer og mange ting kan endnu gå galt, men det er lang tid siden, det har set så lyst ud for Nepal. De fleste er fortsat forundrede over starten på et systemskifte – eller dét der i virkeligheden har været en revolution, kunne komme så pludseligt og forløbe så relativt smertefrit.

Maoisterne, der før har været undergrund, har fået terroristmærkatet taget væk og optræder ikke længere på den sorte liste hos Interpol. De har med stor synlighed bevæget sig ind på scenen, og holder forskellige programmer rundt omkring i landsbyerne, distriktshovedstæderne og sågar Kathmandu – helt åbenlyst. Nogen steder set med våben; dog for det meste i fredelige sociale programmer. Det vurderes der ikke går længe, førend partitoppen også vil deltage i offentlige møder. Det skal man lige vænne sig til.

De politiske partier observeres med spænding af alle, og tager mange overskrifter i medierne disse dage. Mange er utålmodige over at de nødvendige reformer og aftaler i tolvpunktsaftalen ikke hurtigt nok implementeres, og at der fortsat spildes unødvendige kræfter på kampe om porteføljer og poster. De fleste dog tilfredse med den fulgte køreplan, der sætter rammerne for implementationen af tolvpunktsaftalen. Om ikke så længe planlægges det, at de politiske partier og maoisterne begynder at holde de indledende forhandlinger, hvor en køreplan for en fredelig løsning på konflikten skal aftales. Her får vi for alvor at se hvor langt de politiske ledere er kommet i deres politiske tænkning, og hvor seriøse maoisterne er på et vigtigt punkt som eksempelvis flerpartidemokrati.

Kongen ser man ikke noget til længere, men alle ved han lurer bagved, og forsøger at trække i alle de tråde han har tilbage. Han vil fuldt ud udnytte enhver svaghed fra de politiske partier og aktører.

Nepaleserne ses igen med deres velkendte smil, og skuldrene sidder også mere afslappet end før. Og så taler de politik som aldrig før. Ingen tvivl om de sidste måneders turbulens også har skabt en politisk bevidsthed blandt masserne aldrig før set i Nepal – helt ud i landsbyerne. Dem der ser ud til mest effektivt at udnytte det nye rum er maoisterne, idet de har det bedste netværk i landsbyerne. De politiske partier formåede efter demokratiets indførelse i 1990 aldrig at nå helt ud i landsbyerne og sikre deres medlemsbase også her, da de i stedet fokuserede på interne magtkampe og at konsolidere magten i Kathmandu. Det har helt sikkert haft en medindvirkende årsag på det efterfølgende velkendte politiske kaos og maoisternes nemme spil og popularitet. Én af de store udfordringer bliver nu at sikre landsbyerne ikke domineres af én bestemt ideologi, men at pluralitet og selvbestemmelse fortsat kan få lov til at udfolde sig.

Vejnet og handel er tilbage på normal. Vi nyder den tilbagevendte bevægelsesfrihed til småture i weekenderne og igen at kunne komme i felten med arbejdet. I dag skal vi for eksempel fejre Buddhas fødselsdag i Lumbini, og for et par weekender siden var vi i Pokhara og nød forårets udspringen og den friske bjergluft.

I det hele taget trækker jeg igen vejret dybere og tænker klarere, efter en tilstand af nærmest paralysering nogle dage, hvor jeg dårligt kunne tro eller helt forstå, at jeg havde med til at gennemleve en revolution med nepaleserne. Det havde jeg ikke forudset med mit ophold i Nepal, og var ej heller beskrevet nogen steder i min jobbeskrivelse. Men hvor har det dog været lærerigt og spændende. Indtil videre.