Et nyt Nepal?

Støvskyen har efterhånden lagt sig, og konturerne til det mange håbefuldt kalder et nyt Nepal, begynder at tegne sig. Fortsat er der mange udfordringer og mange ting kan endnu gå galt, men det er lang tid siden, det har set så lyst ud for Nepal. De fleste er fortsat forundrede over starten på et systemskifte – eller dét der i virkeligheden har været en revolution, kunne komme så pludseligt og forløbe så relativt smertefrit.

Maoisterne, der før har været undergrund, har fået terroristmærkatet taget væk og optræder ikke længere på den sorte liste hos Interpol. De har med stor synlighed bevæget sig ind på scenen, og holder forskellige programmer rundt omkring i landsbyerne, distriktshovedstæderne og sågar Kathmandu – helt åbenlyst. Nogen steder set med våben; dog for det meste i fredelige sociale programmer. Det vurderes der ikke går længe, førend partitoppen også vil deltage i offentlige møder. Det skal man lige vænne sig til.

De politiske partier observeres med spænding af alle, og tager mange overskrifter i medierne disse dage. Mange er utålmodige over at de nødvendige reformer og aftaler i tolvpunktsaftalen ikke hurtigt nok implementeres, og at der fortsat spildes unødvendige kræfter på kampe om porteføljer og poster. De fleste dog tilfredse med den fulgte køreplan, der sætter rammerne for implementationen af tolvpunktsaftalen. Om ikke så længe planlægges det, at de politiske partier og maoisterne begynder at holde de indledende forhandlinger, hvor en køreplan for en fredelig løsning på konflikten skal aftales. Her får vi for alvor at se hvor langt de politiske ledere er kommet i deres politiske tænkning, og hvor seriøse maoisterne er på et vigtigt punkt som eksempelvis flerpartidemokrati.

Kongen ser man ikke noget til længere, men alle ved han lurer bagved, og forsøger at trække i alle de tråde han har tilbage. Han vil fuldt ud udnytte enhver svaghed fra de politiske partier og aktører.

Nepaleserne ses igen med deres velkendte smil, og skuldrene sidder også mere afslappet end før. Og så taler de politik som aldrig før. Ingen tvivl om de sidste måneders turbulens også har skabt en politisk bevidsthed blandt masserne aldrig før set i Nepal – helt ud i landsbyerne. Dem der ser ud til mest effektivt at udnytte det nye rum er maoisterne, idet de har det bedste netværk i landsbyerne. De politiske partier formåede efter demokratiets indførelse i 1990 aldrig at nå helt ud i landsbyerne og sikre deres medlemsbase også her, da de i stedet fokuserede på interne magtkampe og at konsolidere magten i Kathmandu. Det har helt sikkert haft en medindvirkende årsag på det efterfølgende velkendte politiske kaos og maoisternes nemme spil og popularitet. Én af de store udfordringer bliver nu at sikre landsbyerne ikke domineres af én bestemt ideologi, men at pluralitet og selvbestemmelse fortsat kan få lov til at udfolde sig.

Vejnet og handel er tilbage på normal. Vi nyder den tilbagevendte bevægelsesfrihed til småture i weekenderne og igen at kunne komme i felten med arbejdet. I dag skal vi for eksempel fejre Buddhas fødselsdag i Lumbini, og for et par weekender siden var vi i Pokhara og nød forårets udspringen og den friske bjergluft.

I det hele taget trækker jeg igen vejret dybere og tænker klarere, efter en tilstand af nærmest paralysering nogle dage, hvor jeg dårligt kunne tro eller helt forstå, at jeg havde med til at gennemleve en revolution med nepaleserne. Det havde jeg ikke forudset med mit ophold i Nepal, og var ej heller beskrevet nogen steder i min jobbeskrivelse. Men hvor har det dog været lærerigt og spændende. Indtil videre.