jacob's journal

Specielt på denne årstid hvor monsunen hænger over en, er vand et element i Nepal, der nærmest er allesteds nærværende. I ordets bogstaveligste forstand, men også i overført betydning.

Udover her er fugtigt og klamt, luftfugtigheden kan være ulidelig høj og hovedet tungt, og der er mudder alle vegne og det er svært at holde rent, er der også en vandagtig følelsesmæssig tilstand som florerer. Tidligere har jeg beskrevet, hvorledes jeg opfattede Nepal værende i en uorganisk tilstand og noget nyt i sin skabelse. En kondition hvor alt er flydende, og ikke kan eller vil tage fast form; ligesom om du har noget mellem hænderne, men så snart du får hold på det, smelter det igen som is eller fordamper.

Fatalisme har traditionelt floreret i høj grad i Nepal, og gør mange ikke vil tage ansvar for sine handlinger, eller det der bliver lovet og sagt. Det kan altid nemt og bekvemt skydes over på andre; sendes opad mod kongen som man gjorde det tidligere – eller guderne, eller nedad i systemet mod de lavere kaster eller ansatte – eller skæbnen.

Denne tilstand gør alting meget nemt flyder, og ses eksempelvis i aftaler der nærmest konstant bliver flyttet, ændret, ikke udført eller aflyst – med eller uden forklaring. Ord der forsvinder som i tågen – uden afsender, modtager, mening, substans og indhold. Det hele kan nemt opfattes klamt, og kynikeren i en kan let komme i live i et sådant miljø, hvis man ikke er opmærksom.

Et helt samfund er på denne led bygget op som en stor iglo; glat og hvor levetiden for former der skabes blot har kort levetid, og hvor nye former ikke har gode vækstbetingelser. Der mangler jord, så formerne kan slå rødder og overleve mere end en sæson, glød så det man laver gøres med gejst, oprigtighed og entusiasme, og luft så der er højt til loftet, så idéer ikke stoppes grundet snæversyn og dogmer.

Confusion, fear, anger were feelings that went through the veins of many people in the days after the violent incidents in Kapilbastu mid February 2005. What happened to the lives of the tens of thousands of villagers who were displaced from their homes, the people from the hundreds of houses which were burnt down, and the remaining family members of the forty-six people who got killed?

At Radio Lumbini we were shocked and concerned by the incidents at our neighbours, and worried if this would set new standards for an already violent and escalating conflict. In order not just sit and watch as if nothing had happened, we decided to express solidarity with the affected people and collect relief funds, arranging a solidarity concert in Butwal on June 4.

Sometimes words alone can not entirely express the state of mind and the feelings inside. Music and other art forms, however, in these situations are creative means for human expression on more subtle and delicate issues. Also taking into account the very sensitive situation at the time, we had to be very careful how to deliver our message and assure not to provoke either side of the conflicting parties.

We found a music concert as an appropriate way of expression to create a room for solidarity and joy outside space and time where new inspirations and ideas could be shared without censorship, concern or restrictions.

Through good contacts and help from Hits FM in Kathmandu we were able to manage national popular singers to come and perform free of charge. Also local bands and singers willingly supported our idea. Totally, we managed to sell 1,288 tickets and collect NRS 136,498. The presence of the star singers from Kathmandu we could also utilize for interviews and phone-in’s at the radio to put spotlight on the issue. Obviously, the concert itself was broadcasted live on the radio.

After the concert and an assessment of the situation in Kapilbastu, we have decided to provide scholarships for children from the conflict affected areas of the February 2005 violent incidents. The scholarships for the children will be provided over a period of five years through two schools: Bal Shiksha Primary School in Hallanagar and Bhubanishwori Secondary School in Jagdishpur. After five years we will reassess the situation. Hopefully, at that time there will be no need to support conflict affected children in Kapilbastu.

The article is written for AMARC.

kommer der også en hverdag. I forhold til forårets sprudlen og den frihedskæmpende ånd vi har haft hængende over Nepal i forårsmånederne, der får selv Gandhi-tiden i Indien til at blegne, er det igen blevet dagligdag. Tunge regnskyer og den ventende monsun stemmer ind og hjælper til at skabe den trivielle stemning i sammenligning.

I de sidste måneder har vi svævet rundt i diverse luftkasteller, og fået syn for mulighederne for et nyt Nepal i mange forskellige udformninger. Der er ikke mangel på idéer, hvordan det nye Nepal kan komme til at se ud; med eller uden konge. Men lige nu i hvedebrødsdagene gælder dog i første omgang, at fred skal praktiseres af den enkelte. Lykkedes det, kan alle de andre mere spændende tanker og idéer roligt med tiden implementeres.

Selv har jeg igen vænnet mig til total bevægelsesfrihed, et våbenfrit synsfelt og frie forsyninger. Sammen med mine nepalesiske venner og kollegaer skal jeg også vænne mig til, at dialog og fredelig sameksistens igen løser knuderne for større og mindre problemer. Her retter vi specielt søgelyset imod Kathmandu, hvor de politiske partier og maoisterne forhandler i disse dage. De vil for mange sætte trenden for hvilken form for fredelig sameksistens vi kan udleve lokalt. Nepaleserne virker til at være tilfredshed med den fremgang der gøres i fredsforhandlingerne, om end man ved fra tidligere, at disse kan stoppe pludseligt og krigen igen kan bryde ud. Maoisterne laver opskure operationer i kulisserne, som jeg håber der kommer styr på: opkrævning af ’frivillige’ støtteindbetalinger fortsætter, og tvang af busser til at køre deres sympatisører til massemøder, er nogle af de historier der florerer i disse dage. På sigt er det nok en god idé, FN kommer og monitorer fredsforhandlingerne, situationen lokalt, og det forestående valg til den grundlovsgivende forsamling, der ligger og venter.

Den selvbestaltede kongres med de politiske partier træffer disse dage populære beslutninger. Som nu senest i tirsdags, hvor de vedtog at 33 procent af alle offentlige stillinger skal besættes af kvinder. Lykkedes det at implementere dette, er det i sandhed en sejr for kvindernes rettigheder i Nepal. Men det er dog efter min mening lidt luftigt, idet Nepal i øjeblikket stort set ikke har noget statsapparat hvori dette kan implementeres – ej heller et kontrolorgan, der kan monitorere implementeringen. Men det giver kredit til politikkerne – af borgerne og blandt donorerne. Og deres goodwill har de i sandhed brug for.