Efter en revolution…

kommer der også en hverdag. I forhold til forårets sprudlen og den frihedskæmpende ånd vi har haft hængende over Nepal i forårsmånederne, der får selv Gandhi-tiden i Indien til at blegne, er det igen blevet dagligdag. Tunge regnskyer og den ventende monsun stemmer ind og hjælper til at skabe den trivielle stemning i sammenligning.

I de sidste måneder har vi svævet rundt i diverse luftkasteller, og fået syn for mulighederne for et nyt Nepal i mange forskellige udformninger. Der er ikke mangel på idéer, hvordan det nye Nepal kan komme til at se ud; med eller uden konge. Men lige nu i hvedebrødsdagene gælder dog i første omgang, at fred skal praktiseres af den enkelte. Lykkedes det, kan alle de andre mere spændende tanker og idéer roligt med tiden implementeres.

Selv har jeg igen vænnet mig til total bevægelsesfrihed, et våbenfrit synsfelt og frie forsyninger. Sammen med mine nepalesiske venner og kollegaer skal jeg også vænne mig til, at dialog og fredelig sameksistens igen løser knuderne for større og mindre problemer. Her retter vi specielt søgelyset imod Kathmandu, hvor de politiske partier og maoisterne forhandler i disse dage. De vil for mange sætte trenden for hvilken form for fredelig sameksistens vi kan udleve lokalt. Nepaleserne virker til at være tilfredshed med den fremgang der gøres i fredsforhandlingerne, om end man ved fra tidligere, at disse kan stoppe pludseligt og krigen igen kan bryde ud. Maoisterne laver opskure operationer i kulisserne, som jeg håber der kommer styr på: opkrævning af ’frivillige’ støtteindbetalinger fortsætter, og tvang af busser til at køre deres sympatisører til massemøder, er nogle af de historier der florerer i disse dage. På sigt er det nok en god idé, FN kommer og monitorer fredsforhandlingerne, situationen lokalt, og det forestående valg til den grundlovsgivende forsamling, der ligger og venter.

Den selvbestaltede kongres med de politiske partier træffer disse dage populære beslutninger. Som nu senest i tirsdags, hvor de vedtog at 33 procent af alle offentlige stillinger skal besættes af kvinder. Lykkedes det at implementere dette, er det i sandhed en sejr for kvindernes rettigheder i Nepal. Men det er dog efter min mening lidt luftigt, idet Nepal i øjeblikket stort set ikke har noget statsapparat hvori dette kan implementeres – ej heller et kontrolorgan, der kan monitorere implementeringen. Men det giver kredit til politikkerne – af borgerne og blandt donorerne. Og deres goodwill har de i sandhed brug for.