jacob's journal

Efter den folkelige opstand i april måned, har mange nepalesere fået fornemmelsen af hvad det vil sige, selv at have medindflydelse over eget liv, og hvad det vil sige alle borgere er aktive deltagere i det offentlige rum. Den enkelte kan frit ytre sig og forsamles med andre, og har derved også medindflydelse på de beslutninger, der vedrører en selv og sine landsfæller. Det ved vi alt om i Butwal.

Blot indenfor den sidste uge har en af hovedfærdselsårerne mellem Butwal og én af de vigtige grænseovergange til Indien været spærret to gange af oprørte borgere. Første gang var det to transportselskaber, der grundet en intern uoverensstemmelse i køreregler spærrede vejen i et døgn. Siden fredag har vejen igen været spærret af opstemte landsbyborgere, da en ung kvinde blev påkørt og dræbt af en minibus. I Nepal er der tradition for at chaufføren under sådanne uheld kører videre, da der ellers er fare for vedkommendes liv, hvis folkemængden ophidses og ønsker at begå selvtægt. Den erstatning der efterfølgende skal betales, får også mange til at flygte.

I dette tilfælde søgte vedkommende chauffør selv tilflugt på politistationen for med myndighedernes hjælp at få løst problemet. De efterladte til pigen kræver et beløb, der i danske kroner svarer til ca. 150.000, hvilket i Nepal er et urealistisk højt beløb. Busselskabet og forsikringsselskabet har i stedet tilbudt i omegnen af kr. 40.000 til den pårørendes familie. Her strander tvisten og kilometervis af bilkø til følge. Ambulancer der ikke kan komme frem. Forsyninger til Kathmandu og andre større byer der går tabt. Irriterede borgere.

Om end der er forståelse for en chauffør selvfølgelig ikke kan flygte og skal stilles til regnskab for sine gerninger, er sådanne kollektive afstraffelser som dem vi har set den seneste uge ikke mere avancerede end de metoder kongen anvendte under sit styre. Er der forhold en borger anser for uretfærdigt, kan vedkommende selvfølgelig ikke pause alle borgere. Vi er desværre ikke nået længere i Nepal.

Sådan lyder de hårde (om end nok sande) facts, jeg er blevet præsenteret for i gensynet med mine kollegaer efter ferien. Jeg får lige trådt ind af døren på kontoret, sagt ’namaste’ og trykket deres hånd, før end denne bemærkning kommer – med et skævt smil på læben. Når det gælder form og figur har nepaleserne ikke megen høflighed og diskretion, hvad der ellers er kendetegnene for dem i så mange andre anliggender. Det ville nu klæde dem, synes man i øjeblikket bemærkningen falder.

Gensynet med dansk gourmet har åbenbart været for behageligt under ferien, og cykelturen Bornholm rundt og de mange gåture ved skov og strand har ikke kunnet kompensere. De efterfølgende dage i Bangkok, skal siges, hjalp heller ikke specielt på formen; udover et vanvid af shopping muligheder er her er nu også et vegetarisk køkken, der er værd at udforske. Som konsekvens har vi købt en kondicykel i Kathmandu og gået på (næsten) dahl bhat-kur – det skulle forhåbentlig genskabe vægtbalancen.

Men når alt dette er sagt, er det rart igen at gense venner, kollegaer og Nepal, og Danmark bliver hurtigt igen en parentesbemærkning. Nepal ligner sig selv, er én af de ting, der falder en først ind i gensynet. Konfliktens parter har kunnet holde skansen i ro, og det virker til mange nepalesere er fortrøstningsfulde med fremtiden, om end forhandlingerne synes at være i status quo, og Maoisterne og lovløse synes at have udnyttet magttomrummet rigeligt. Inden for den næste uges tid er der planlagt et vigtigt møde mellem Maoisternes leder og lederen af parlamentet, der gerne skulle få yderligere vigtige brikker til at falde på plads. Vi er mange der (igen) krydser vores fingre.

Temperaturen og faldet til de behageligere omkring de 30, og her ved afslutningen på monsunen er det hele grønt og frodigt. Under ferien omtalte vi for flere, at vi netop har anlagt have; det er næsten gået for vildt for sig, og den græsplæne vi fik sået kort før ferien, er næsten ikke til at se for alle de vilde planter, haven også synes at have tiltrukket. Gartneren der anlagde haven, vil komme i løbet af ugen, så vi kan få lidt klarhed over situationen.

Snart står Dashain og Tihar før døren – de største højtider for hinduer og nepalesere, og svarer i kategori til julen hos kristne. Nepaleserne rejser typisk og besøger deres familier, og der er lavt blus på arbejdspladserne. Tidligere år har vi været på trekking i bjergene, men vi tænker dette år ikke at tage på så lang en tur. Vores familier derhjemme har i tankerne at komme ved juletider, så det er godt at have lidt til gode til den tid.