Du er blevet tyk!

19 09 2006

Sådan lyder de hårde (om end nok sande) facts, jeg er blevet præsenteret for i gensynet med mine kollegaer efter ferien. Jeg får lige trådt ind af døren på kontoret, sagt ’namaste’ og trykket deres hånd, før end denne bemærkning kommer – med et skævt smil på læben. Når det gælder form og figur har nepaleserne ikke megen høflighed og diskretion, hvad der ellers er kendetegnene for dem i så mange andre anliggender. Det ville nu klæde dem, synes man i øjeblikket bemærkningen falder.

Gensynet med dansk gourmet har åbenbart været for behageligt under ferien, og cykelturen Bornholm rundt og de mange gåture ved skov og strand har ikke kunnet kompensere. De efterfølgende dage i Bangkok, skal siges, hjalp heller ikke specielt på formen; udover et vanvid af shopping muligheder er her er nu også et vegetarisk køkken, der er værd at udforske. Som konsekvens har vi købt en kondicykel i Kathmandu og gået på (næsten) dahl bhat-kur – det skulle forhåbentlig genskabe vægtbalancen.

Men når alt dette er sagt, er det rart igen at gense venner, kollegaer og Nepal, og Danmark bliver hurtigt igen en parentesbemærkning. Nepal ligner sig selv, er én af de ting, der falder en først ind i gensynet. Konfliktens parter har kunnet holde skansen i ro, og det virker til mange nepalesere er fortrøstningsfulde med fremtiden, om end forhandlingerne synes at være i status quo, og Maoisterne og lovløse synes at have udnyttet magttomrummet rigeligt. Inden for den næste uges tid er der planlagt et vigtigt møde mellem Maoisternes leder og lederen af parlamentet, der gerne skulle få yderligere vigtige brikker til at falde på plads. Vi er mange der (igen) krydser vores fingre.

Temperaturen og faldet til de behageligere omkring de 30, og her ved afslutningen på monsunen er det hele grønt og frodigt. Under ferien omtalte vi for flere, at vi netop har anlagt have; det er næsten gået for vildt for sig, og den græsplæne vi fik sået kort før ferien, er næsten ikke til at se for alle de vilde planter, haven også synes at have tiltrukket. Gartneren der anlagde haven, vil komme i løbet af ugen, så vi kan få lidt klarhed over situationen.

Snart står Dashain og Tihar før døren – de største højtider for hinduer og nepalesere, og svarer i kategori til julen hos kristne. Nepaleserne rejser typisk og besøger deres familier, og der er lavt blus på arbejdspladserne. Tidligere år har vi været på trekking i bjergene, men vi tænker dette år ikke at tage på så lang en tur. Vores familier derhjemme har i tankerne at komme ved juletider, så det er godt at have lidt til gode til den tid.


Handlinger

Information

Skriv en kommentar

Du kan bruge disse opmærkninger : <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>