jacob's journal

Archive for november 2006

Så kom freden

without comments

Det er i hvert fald de store forhåbninger der er fra store dele af befolkningen, efter at den historiske fredsaftale mellem regeringen bestående af de syv politiske partier og maoisterne i forgårs blev underskrevet. Om end de fleste nepalesere nok skal knibe sig selv en ekstra gang i armen, og ord er én ting og implementering noget helt andet, er der ingen tvivl om det er et kæmpe skridt på vejen imod varig fred i Nepal.

Nepal peace

Som udlænding kan man ikke andet end have enorm respekt for maoisterne og de politiske ledere, og deres evne til at finde hinanden og fælles løsninger på de kæmpe udfordringer, de sammen har stået overfor. Det har ikke altid været helt nemt med det pres de har skulle stå imod fra kongen, deres to store naboer og USA. Og internt. Om ikke så længe kommer hverdagen igen hvor aftalen skal eksekveres. Og hvor fredsaftalen skal stå sin praktiske prøve.

Læs den fulde tekst af fredsaftalen her.

Written by Jacob Thorsen

23. november 2006 at 11:11

Sådan kan man også blive maoist

without comments

På radioen arbejder vi bl.a. med lytterklubber for aktivt at inddrage radioens lytterne i vores arbejde. Under kongens totalitære styre blev formanden for én af vores lytterklubber fængslet, mistænkt for at være maoist. På radioen undersøgte vi denne påstand, og talte bl.a. også med medlemmerne af pågældende lytterklub og hans familie, der alle nævnte vedkommende nok var meget aktiv indenfor menneskerettigheder og fremme af demokrati i sit område men ikke maoist. Vi besøgte ham også på politistationen hvor han var fængslet og afhørt, for at se til hans tilstand og vise myndighederne vi var opmærksomme på hans velbefindende. Her benægtede han også overfor os anklagerne imod ham. Han kunne heller ikke sige så meget andet, idet vores samtale var overhørt af politiet.

I går besøgte jeg igen området i anden forbindelse, og mødte ham igen, idet han var kommet for at hilse os og sige tak for vores besøg og opmærksomhed. Han fortalte at han efter aprilopstanden igen var blevet frigivet og anklagerne imod ham frafaldt. Det var et glædeligt gensyn, og jeg spurgte til hvordan har havde det. Han fortalte han igen er ovenpå, og bekræftede han ikke var maoist på tidspunktet han blev fængslet. Men var der noget fængslingen havde gjort ved ham, var det at blive maoist. I mit stille sind spurgte jeg mig selv, om det også er sådan Bush og hans allierede skaber terrorister.

Written by Jacob Thorsen

9. november 2006 at 08:17

Momentum?

med en kommentar

Det er som om momentum er tæt på efter måneders lange og intense forhandlinger mellem de politiske partier og maoisterne. Om end forhandlingerne fortsat kan køre af sporet, er det som konfliktens parter mangler blot de sidste penselstrøg for at kabalen går op, og de aftaler der er indgået bliver eksekveret; herunder de centrale emner som kongepaladsets skæbne og at maoisternes våben kommer under international overvågning.

Kontrollen med maoisternes våben ser der ud til at være opnået enighed om, og der er noget der tyder på det bliver den nye grundlovsgivende forsamling, der kommer til at afgøre kongehusets lod. Andre vurderinger går dog på at dette skal besluttes ved direkte afstemning. Hvor uenigheden før virker til at være nærmest uoverskuelig, virker der nu til at være tæt på enighed.

Alt imens der foregår forhandlinger i Kathmandu, kører de forskellige aktører deres apparat i stilling rundt omkring i distrikterne i Nepal. Maoisterne var hurtigt ude efter deres terroristmærkat blev taget af dem med massemøder, interviews i medier og forskellige kulturelle indslag over hele Nepal. Nogen gange også lidt for meget politibetjent. I sidste uge i Kathmandu sågar med en massiv skraldindsamlingskampagne i ét af de vigtige turistområder, Thamel. Er der nogen der siger maoisterne ikke kender til begrebet branding?

Noget tyder på de politiske partier har taget ved lære af maoisterne populære indslag, og de skal nu også oppe sig, hvis de skal i samme omdrejningshøjde som maoisterne i landsbyerne. I dag havde kommunistpartiet i Rupandehi et større møde vedrørende den netop overståede rishøst, hvor de havde udkommanderet alle deres partimedlemmer og inviteret de lokale bønder. Sådan kan vi i den kommende tid forvente de forskellige partier og maoisterne med forskellige tiltag vil søge at tække vælgernes gunst. Igen skal folk som vi kender det fra andre demokratiske lande være kastebold mellem forskellige politiske interesser. Heldigvis bestemmer folk denne gang selv, hvem det skal være.

Written by Jacob Thorsen

6. november 2006 at 18:07