Sådan kan man også blive maoist
9 11 2006På radioen arbejder vi bl.a. med lytterklubber for aktivt at inddrage radioens lytterne i vores arbejde. Under kongens totalitære styre blev formanden for én af vores lytterklubber fængslet, mistænkt for at være maoist. På radioen undersøgte vi denne påstand, og talte bl.a. også med medlemmerne af pågældende lytterklub og hans familie, der alle nævnte vedkommende nok var meget aktiv indenfor menneskerettigheder og fremme af demokrati i sit område men ikke maoist. Vi besøgte ham også på politistationen hvor han var fængslet og afhørt, for at se til hans tilstand og vise myndighederne vi var opmærksomme på hans velbefindende. Her benægtede han også overfor os anklagerne imod ham. Han kunne heller ikke sige så meget andet, idet vores samtale var overhørt af politiet.
I går besøgte jeg igen området i anden forbindelse, og mødte ham igen, idet han var kommet for at hilse os og sige tak for vores besøg og opmærksomhed. Han fortalte at han efter aprilopstanden igen var blevet frigivet og anklagerne imod ham frafaldt. Det var et glædeligt gensyn, og jeg spurgte til hvordan har havde det. Han fortalte han igen er ovenpå, og bekræftede han ikke var maoist på tidspunktet han blev fængslet. Men var der noget fængslingen havde gjort ved ham, var det at blive maoist. I mit stille sind spurgte jeg mig selv, om det også er sådan Bush og hans allierede skaber terrorister.

