jacob's journal

Prachanda

Nepaleserne bliver ved med at overraske. Om end stemmetællingen fra valget i torsdags endnu ikke er færdig, tegner der allerede nu sig et klart billede, der giver maoisterne et tydeligt forspring og simpelt flertal til den nyvalgte grundlovsgivende forsamling. Som stemmetællingen ser ud lige nu har maoisterne, sammenlignet med de andre partier tilsammen, mere end dobbelt så mange sæder i parlamentet. En situation de færreste havde regnet med – selv maoisterne. Nepalesere jeg kender, og som normalt er velinformerede og analytiske, er også forbavsede om end godt tilfredse med det mandat maoisterne har fået til at reformere Nepal til et ‘nyt Nepal’, som har været sloganet og målsætningen for de fleste lige siden revolutionen forrige år.

Stemningen på selve valgdagen var også forbavsende rolig og fredfyldt, tager man i betragtning Nepal netop har overstået 12 års borgerkrig, og valget var det første i 18 år. På valgdagen benyttede vi lejligheden til at lufte klapvognen og tage bestik af situationen, da trafik ikke var tilladt. Normalt er trafik med barnevogn i Kathmandu’s gader ellers en usikker affære, så det var om at benytte sig af chancen. Kongepaladset har byens bedste og planeste fortorv, så vi tog en runde om paladset, hvilket tager en times tid. På turen kom vi forbi 4-5 valgsteder, og der var ingen optrin eller ballade, hvilket også har været karakteristisk for de fleste af de ca. 22.000 valgsteder over hele Nepal. Man taler om omvalg er nødvendigt ca. 100 steder, hvilket er forbløffende lavt, tager man igen situationen i betragtning.

Nepaleserne har talt med næsten én tunge, og et stort mandat og ansvar bliver nu lagt på maoisterne. Som tidligere nævnt er det dem der står for fornyelsen i Nepal, men også dem der har tæskeholdene klar til dem, der ikke er enige i deres sag. Maoisterne skal derfor nu bevise, at de hører til i et demokratisk valgt parlament og lægge køllerne på hylden. Derudover er der udfordringen i overgangen fra en meget traditionel og konservativ nation, til et ‘nyt Nepal’ der skal konstrueres på meget kort tid, som så mange hungrer efter. Maoistlederen Prachanda har tidligere nævnt maoisterne, hvis de får magten, kan transformere Nepal til en asiatisk udgave af Schweiz på blot 10 år. Konservative kræfter repræsenteret af kongepaladset og hæren vil næppe acceptere så hurtigere og radikale forandringer, til trods for de ikke har mange sæder i det nye parlament. Det vil de fleste nepalesere sikkert heller ikke, når det kommer til stykket, da det vil kræve for radikale forandringer de færreste vil (ønske at) kunne honorere på nuværende tidspunkt. Det bliver derfor balancegangens svære kunst Maoisterne skal mestre mellem handling bag løfter, og samtidig fornuftigt bringe tradition og den kollektive arv med ind i nutiden.

"Her jeg kommer" maoist valgplakat

Nepal summer i disse dage af det forstående valg på torsdag. To gange tidligere har det været udsat, men denne gang ser det ud til, at ingen kræfter kan stoppe dets gennemførelse – ikke engang kongen. Der er ellers turmult med daglige historier om overgreb og manglende håndhævelse af de retningslinier de politiske partier selv har vedtaget for valget. Specielt maoisternes tæskehold YCL (ungdomsorganisationen) har været udskældte i medierne for ikke at lade de andre politiske partier gennemføre deres kampagner rundt omkring i Nepal.

Netop maoisterne har folk et ambivalent forhold til. Det er dem med tæskeholdene, bøllerne og ’stem på os eller vi laver en revolution’, men det er også dem, mange ser som dem der bringer fornyelse til Nepal. Maoisterne er f.eks. dem som har flest kvinder og repræsentanter fra de marginaliserede grupper som opstillede til valget, og som seriøst virker til at have taget de udsatte befolkningsgruppers dagsorden til sig. Nogen vil kalde dem populister, på mange har deres fornyelses-budskab stor appel, og igen andre er bange for, at får de ikke stemmer nok, laver de igen ballede.

Specielt tre partier ser ud til at være dem, som kommer til at være stemmemagneter på torsdag: UML (kommunistpartiet som snarere er socialister), Kongres Partiet (et venstre/konservativt parti hvor en del af partiet er kongesympatisører) og maoisterne (siger de går ind for flerparti-demokrati, men det skal nok ses før end det kan bekræftes). Hvor maoisterne som sagt står for fornyelsen (og bøllebank), virker hhv. UML og kongrespartiet til at stå for det mere konforme repræsenteret primært at de sædvanlige ældre mænd. Og dem har folk ikke den bedste erfaringer med fra tidligere regeringer, hvor korruption, nepotisme, magtkampe og elitisme snarere udgjorde hverdagen end politiske programmer. For mange vil dét at sætte X’et på torsdag derfor sikkert virke som pest eller kolera, men der er ingen anden vej end den snirklede med de mange bumps.