Realiteternes kommen
Hvedebrødsdagene har meldt sin ankomst ovenpå et valg, som valgkommissionen og uafhængige valgobservatører betegner som succesfuldt. Der var, som forventet, også grus i maskinen og flere historier om Maoisternes ungdomsorganisation YCL der truede befolkningen til at stemme på dem. Der er nok gran af sandhed i disse meldinger, selv om beretningerne oftest fortælles af dem, der havde andre forhåbninger til valget. Sådan kan valg også være en uskøn affære i et land som Nepal.
Sidst beskrev jeg at Maoisterne ville kunne danne simpelt flertal i den nyvalgte grundlovsgivende forsamling, hvilket jeg ikke helt havde ret i. De fik blot 38% sæderne. De to nærmeste forfølgere hhv. kongrespartiet og kommunistpartiet UML fik begge omkring 20% af sæderne, og således er der hovedbrud og forhandlinger i disse dage, for at se hvorledes koalitioner og alliancer kan dannes – og sikkert også knive i ryggen og intriger.
Den 28. maj er sat til første møde for den nyvalgte forsamling, hvor ét af hovedpunkterne på dagsordenen var/er sat til dannelsen af republikken Nepal. Tror man nok. Om end det var én af aftalerne mellem Maoisterne og alliancen af de politiske partier (ja, jeg deler dem fortsat op for en sikkerheds skyld), kan man ikke være for sikker at der er 2/3 flertal blandt de nye folkevalgte til at lave en grundlovsændring. Her ligger én af knuderne og spørgsmålet om håndhævelse og fortolkning af den nuværende grundlov. Kongen har sendt sine budbringere i byen for at han kan bibeholde sine religiøse og kulturelle funktioner, og medierne eksponere i disse dage forskellige positioner blandt de nye folkevalgte, der taler både for og imod disse rettigheder. Der tegner sig lige nu ingen klare billeder, og der er ingen tvivl om der de kommende to uger bliver meget svære forhandlinger.
Det er ellers ikke fordi, der ikke er nok af sager at tage sig af for de folkevalgte udenfor mødelokalerne. Prisstigninger på føde og råvarer rammer også Nepal hårdt som mange andre steder i verden, og det er som altid de fattige det rammer hårdest. De første historier om landsbyer der må emigrere grundet vand og fødevaremangel, er begyndt at komme ind på radaren. Derudover har vi de sædvanlige problemer med leverancer af gas og brændstof grundet Nepal’s ubetalte gæld til Indien, og køerne udenfor tankstationerne er igen begyndt at kunne ses. Takles disse udfordringer ikke hurtigt og klogt, kan vi meget vel snart igen se massernes protest i gaderne.
