Kongens fald
I onsdags kom kom den længe ventede erklæring fra den nyvalgte grundlovsgivende forsamling om Nepals nye “status”. Nepal er nu: den demokratiske føderale republik Nepal. For de fleste er det endnu ufatteligt hvilke konsekvenser dette har for Nepal som nation, men der er ingen tvivl om med den historiske erklæring fra parlamentet onsdag i en sen aftentime, der var 10½ time forsinket grundet tvister blandt de politiske partier (inkl. maoisterne) om porteføljer og taburetter, at Nepal igen skriver historie og yderligere konsoliderer fredsaftalen og det demokratiske spor, der blev udstukket efter den fredlige folkelige opstand april 2006.
Kongen har fået 15 dage til at forlade paladset, og det nepalesiske flag har erstattet kongeflaget på pladsen foran paladset. Kongen er tavs, og der gættes på hvad hans næste træk bliver. Det er efterhånden kun en lille plade han kan spille på og med få felter tilbage; civil status i Nepal eller eksil i nabolandet Indien, hvor han har familie og gode forretningsforbindelser. Eller måske Afrika hvor han til de flestes forbavselse rejste til for et par år siden i egen jumbojet. Og det var vist ikke på safari. Gætterierne er i fuld gang.
Om end de i den grundlovsgivende forsamling kunne blive enige om erklæringen om republik, er der som sagt forsat uenighed om taburetter blandt partierne (og maoisterne – har dem fortsat i parentes da man aldrig ved, selv om de nok snart kommer ud…). Maoisterne, som blev det største parti efter valget og fik mere end 1/3 af taburetterne, gør krav på hhv. præsident og statsministerposten og de større ministerier. UML og kongrespartiet er i opposition som de næststørste partier, og ønsker selvklart også en del af kagen. Koirala, en herre over de 80 og leder af kongrespartiet, var samlingsfiguren under oppositionen mod kongen og vil gerne sidde centralt i den nye regering. Han er også ham med de gode relationer til militæret og vigtige diplomatiske relationer. Om end han var i kraftig opposition til kongen, har han selv kongelige tilbøjeligheder, og har i de regeringer han tidligere har ledet haft tendenser til nepotisme og klandannelse. Maoisterne argumenterer derfor for, at man denne gang ønsker et endeligt opgør med disse tendenser og fejltagelser fra forgangene regeringer, som samlet var med til at danne kimen til den politiske ustabilitet i landet, der senere førte til en borgerkrig. Maoisternes kur mod disse tilbøjeligheder er selv at tage de centrale poster i den nye regering.
Lige nu er det ikke så meget andet end rå magt der er i spil, og heldigvis har den nye grundlovsgivende forsamling to år til at gennemskrive grundloven og også lave politik. Forhåbentlig sander de hurtigt, at vi har større ambitioner på deres vegne.
