jacob's journal

De ophobede bunker af skrald i Kathmandu’s gader symboliserer meget godt tilstanden hos de politiske partier og deres formåen. Hvor magtens centrum før var kongepaladset, er det nu flyttet hen til andre stormænd, hvis format ikke udmærker sig væsentlig fra den tidligere konge. Den netop folkevalgte grundlovsgivende forsamling er endnu ikke kommet til orde, idet ”the big 3” som de ofte kaldes i nepalesiske medier – de tre store politiske partier kongrespartiet, kommunisterne og maoisterne først skal opnå konsensus. Det har de forsøgt i snart tre måneder, og de har endnu ikke indset at magten ligger hos den valgte forsamling. I stedet trækker de i hver sin retning med deres egne personlige projekter, og da de ikke kan blive enige om at være uenige, ophober der sig bunker af problemer, der mere og mere ligger og ulmer. Skraldet i gaderne mest tydeligt men også problemer af strukturel karakter, som eksempelvis Madhes-spørgsmålet (befolkningen i Terai i Nepals lavland), konflikten og de ar den skabte, for ikke at glemme olie- og fødevarepriser som i resten af verden, ligger og venter.

Der er ikke længere noget tæppe hvor under problemerne kan fejes, idet demokratiske processer og frie medier i stigende grad kritisk stiller skarpt på årsag og virkning. Hvor konsensus kan være nobelt at efterstræbe, er det i Nepal efterhånden blevet udvandet og ikke anvendeligt, idet en mindre gruppe og særinteresser for nemt kan obstruere. Og så er det jo netop demokratiets væsen, at det er ok at være uenige og alligevel være gode venner.

I en undersøgelse foretaget af et ugemagasin blev nepaleserne spurgt om deres planer for fremtiden: to-tredjedele svarede at de vil emigrere! Jeg skal medgive stanken i Nepal i disse dage er grel, men spørgsmålet er om det hjælper at rejse væk.