jacob's journal

De ophobede bunker af skrald i Kathmandu’s gader symboliserer meget godt tilstanden hos de politiske partier og deres formåen. Hvor magtens centrum før var kongepaladset, er det nu flyttet hen til andre stormænd, hvis format ikke udmærker sig væsentlig fra den tidligere konge. Den netop folkevalgte grundlovsgivende forsamling er endnu ikke kommet til orde, idet ”the big 3” som de ofte kaldes i nepalesiske medier – de tre store politiske partier kongrespartiet, kommunisterne og maoisterne først skal opnå konsensus. Det har de forsøgt i snart tre måneder, og de har endnu ikke indset at magten ligger hos den valgte forsamling. I stedet trækker de i hver sin retning med deres egne personlige projekter, og da de ikke kan blive enige om at være uenige, ophober der sig bunker af problemer, der mere og mere ligger og ulmer. Skraldet i gaderne mest tydeligt men også problemer af strukturel karakter, som eksempelvis Madhes-spørgsmålet (befolkningen i Terai i Nepals lavland), konflikten og de ar den skabte, for ikke at glemme olie- og fødevarepriser som i resten af verden, ligger og venter.

Der er ikke længere noget tæppe hvor under problemerne kan fejes, idet demokratiske processer og frie medier i stigende grad kritisk stiller skarpt på årsag og virkning. Hvor konsensus kan være nobelt at efterstræbe, er det i Nepal efterhånden blevet udvandet og ikke anvendeligt, idet en mindre gruppe og særinteresser for nemt kan obstruere. Og så er det jo netop demokratiets væsen, at det er ok at være uenige og alligevel være gode venner.

I en undersøgelse foretaget af et ugemagasin blev nepaleserne spurgt om deres planer for fremtiden: to-tredjedele svarede at de vil emigrere! Jeg skal medgive stanken i Nepal i disse dage er grel, men spørgsmålet er om det hjælper at rejse væk.

I onsdags kom kom den længe ventede erklæring fra den nyvalgte grundlovsgivende forsamling om Nepals nye “status”. Nepal er nu: den demokratiske føderale republik Nepal. For de fleste er det endnu ufatteligt hvilke konsekvenser dette har for Nepal som nation, men der er ingen tvivl om med den historiske erklæring fra parlamentet onsdag i en sen aftentime, der var 10½ time forsinket grundet tvister blandt de politiske partier (inkl. maoisterne) om porteføljer og taburetter, at Nepal igen skriver historie og yderligere konsoliderer fredsaftalen og det demokratiske spor, der blev udstukket efter den fredlige folkelige opstand april 2006.

Kongen har fået 15 dage til at forlade paladset, og det nepalesiske flag har erstattet kongeflaget på pladsen foran paladset. Kongen er tavs, og der gættes på hvad hans næste træk bliver. Det er efterhånden kun en lille plade han kan spille på og med få felter tilbage; civil status i Nepal eller eksil i nabolandet Indien, hvor han har familie og gode forretningsforbindelser. Eller måske Afrika hvor han til de flestes forbavselse rejste til for et par år siden i egen jumbojet. Og det var vist ikke på safari. Gætterierne er i fuld gang.

Om end de i den grundlovsgivende forsamling kunne blive enige om erklæringen om republik, er der som sagt forsat uenighed om taburetter blandt partierne (og maoisterne – har dem fortsat i parentes da man aldrig ved, selv om de nok snart kommer ud…). Maoisterne, som blev det største parti efter valget og fik mere end 1/3 af taburetterne, gør krav på hhv. præsident og statsministerposten og de større ministerier. UML og kongrespartiet er i opposition som de næststørste partier, og ønsker selvklart også en del af kagen. Koirala, en herre over de 80 og leder af kongrespartiet, var samlingsfiguren under oppositionen mod kongen og vil gerne sidde centralt i den nye regering. Han er også ham med de gode relationer til militæret og vigtige diplomatiske relationer. Om end han var i kraftig opposition til kongen, har han selv kongelige tilbøjeligheder, og har i de regeringer han tidligere har ledet haft tendenser til nepotisme og klandannelse. Maoisterne argumenterer derfor for, at man denne gang ønsker et endeligt opgør med disse tendenser og fejltagelser fra forgangene regeringer, som samlet var med til at danne kimen til den politiske ustabilitet i landet, der senere førte til en borgerkrig. Maoisternes kur mod disse tilbøjeligheder er selv at tage de centrale poster i den nye regering.

Lige nu er det ikke så meget andet end rå magt der er i spil, og heldigvis har den nye grundlovsgivende forsamling to år til at gennemskrive grundloven og også lave politik. Forhåbentlig sander de hurtigt, at vi har større ambitioner på deres vegne.

Det er stille i Butwal i dag. Ikke de ellers kendte dyt vi plejer at kunne høre fra hovedvejen tohundrede meter væk. Eller larmen fra motorcyklerne og ringen fra rickshaws oppe fra vejen. Folk holder sig inden døre eller giver sig hen i hjemlige sysler, nu al trafik og mobilitet er lammet.

Der er generalstrejke – denne gang iværksat af føderationen af nepalesiske oprindelige folk. Det er som om, der er konkurrence disse dage, hvem der kan lukke landet ned og afholde generalstrejker. Madheshi-forum – én af de oprindelige befolkningsgrupper med indiske rødder, har stort set lammet Terai (det sydlige lavland i Nepal) i ugevis – også med voldelige kampe. Flere steder i Nepal ses oprindelige folk, fra bjergene i nord til lavlandet i syd, organisere autonome bevægelser og erklære uafhængighed.

Regeringen forsøgsvis slog hårdt ned på opstanden i Terai, men måtte erklære at de blot hældte mere benzin på et allerede antændt bål. Seneste er de set række hånden ud og invitere til forhandlinger, men bliver afvist, idet de ikke, iflg. madheshierne, har skabt den nødvendige stemning for forhandlinger. Regeringen er derfor igen henset til paralyseret at betragte begivenhederne fra sidelinien. Trygt i Kathmandu og langt fra virkeligheden. Det er som om, vi har set det her før.

Maoisterne bevæger sig fint i et magttomrum, og udnævner sig selv til hhv. militær og politi. De har også voldeligt forsøgt at få madheshierne til at opgive deres idéer om løsrivelse og selvstændighed, idet det jo er maoisterne der har patent på at tale de fattiges sag. Maoist-lederne Prachanda og Batterai er derfor i disse dage på turné og charmeoffensiv i Terai for at markere, at det er dem, der repræsenterer de udsatte. De lagde i lørdags også Butwal et besøg, hvor hele byen var på den anden ende. Det var i sandhed et massernes møde, hvor folk fra alle retninger ankom til fods eller bus, organiseret af maoisterne. De lokale politi blev suppleret af maoisternes eget politi med stokke og rødt pandebånd, til at holde styr på masserne. Og der var disciplin, som ellers er en sjældenhed i Nepal.

Folk i Butwal har delte meninger om maoisterne. Nogle mener de tager det værste slæng af unge med, der i forvejen har voldelige tendenser. Andre mener de i sammenligning med de traditionelle politiske partier rent faktisk har politiske visioner, og ikke er så korruptions-nepotisme-indsmurte som andre politiske ledere. Begge parter har nok ret, men der hænger også en tung, sort skygge over maoisterne. Pengeafpresninger, selvtægt og fordækthed eksisterer fortsat i maoisternes navn. Der er eksempelvis fortsat usikkerhed over hvor alle maoisternes våben befinder sig, om end de jf. fredsaftalen skulle have været deponeret og efterfølgende monitoreret af FN. Blot ca. 3000 våben blev deponeret fra de ca. 30000 tropper maoisterne har i deres hær!

Nepaleserne er samlet i jagt på deres identitet. Hvem er jeg? Fra at være hr./fru Nepal fra den familie, i den landsby, og i den kaste, skal hr./fru Nepal nu også kunne sige – og så er jeg også fra Nepal. Det vil p.t. de færreste nepalesere kunne sige. For der findes endnu ikke noget ”fællesprojekt Nepal”, hvor alle føler de har en andel.

Lige nu er de syv politiske partier + maoisterne, som p.t. udgør lederskabet i Nepal, på en kurs vi har set alt for mange gange i Nepalesernes historie. Retningen hedder elitisme, top-styring og centralisme og omdrejningspunktet for identitetsprojektet er sproget Nepali i en eller anden bjerglandsby omkring Kathmandu. Selv turister der har været på et kortere ophold i Nepal ved dog, at denne identitetsdannelse er alt for snæver til et land som Nepal, og mange Nepalesere føler sig ej heller hjemme i denne. I afmagt får mange forløsning i form af vold, som er symptomatisk for manglen af kommunikationskanaler, hvor selv moderate røster kan komme til udtryk.

Der er skemasat valg til den grundlovsgivende forsamling i juni måned, hvor folkevalgte skal genskrive grundloven; gøre den demokratisk og inkluderende. Overholdes tidsplanen peger alt dog på det bliver det samme slæng som altid, der får æren: gamle mænd uden realitetssans og sans for sammenhænge. De har endnu ikke formået at skabe dialogiske platforme, hvor alle kan komme til orde og udtrykke deres vision for et fremtidigt Nepal. Det mangler.

Det er i hvert fald de store forhåbninger der er fra store dele af befolkningen, efter at den historiske fredsaftale mellem regeringen bestående af de syv politiske partier og maoisterne i forgårs blev underskrevet. Om end de fleste nepalesere nok skal knibe sig selv en ekstra gang i armen, og ord er én ting og implementering noget helt andet, er der ingen tvivl om det er et kæmpe skridt på vejen imod varig fred i Nepal.

Som udlænding kan man ikke andet end have enorm respekt for maoisterne og de politiske ledere, og deres evne til at finde hinanden og fælles løsninger på de kæmpe udfordringer, de sammen har stået overfor. Det har ikke altid været helt nemt med det pres de har skulle stå imod fra kongen, deres to store naboer og USA. Og internt. Om ikke så længe kommer hverdagen igen hvor aftalen skal eksekveres. Og hvor fredsaftalen skal stå sin praktiske prøve.

Læs den fulde tekst af fredsaftalen her.

På radioen arbejder vi bl.a. med lytterklubber for aktivt at inddrage radioens lytterne i vores arbejde. Under kongens totalitære styre blev formanden for én af vores lytterklubber fængslet, mistænkt for at være maoist. På radioen undersøgte vi denne påstand, og talte bl.a. også med medlemmerne af pågældende lytterklub og hans familie, der alle nævnte vedkommende nok var meget aktiv indenfor menneskerettigheder og fremme af demokrati i sit område men ikke maoist. Vi besøgte ham også på politistationen hvor han var fængslet og afhørt, for at se til hans tilstand og vise myndighederne vi var opmærksomme på hans velbefindende. Her benægtede han også overfor os anklagerne imod ham. Han kunne heller ikke sige så meget andet, idet vores samtale var overhørt af politiet.

I går besøgte jeg igen området i anden forbindelse, og mødte ham igen, idet han var kommet for at hilse os og sige tak for vores besøg og opmærksomhed. Han fortalte at han efter aprilopstanden igen var blevet frigivet og anklagerne imod ham frafaldt. Det var et glædeligt gensyn, og jeg spurgte til hvordan har havde det. Han fortalte han igen er ovenpå, og bekræftede han ikke var maoist på tidspunktet han blev fængslet. Men var der noget fængslingen havde gjort ved ham, var det at blive maoist. I mit stille sind spurgte jeg mig selv, om det også er sådan Bush og hans allierede skaber terrorister.