Endnu en generalstrejke

Det er stille i Butwal i dag. Ikke de ellers kendte dyt vi plejer at kunne høre fra hovedvejen tohundrede meter væk. Eller larmen fra motorcyklerne og ringen fra rickshaws oppe fra vejen. Folk holder sig inden døre eller giver sig hen i hjemlige sysler, nu al trafik og mobilitet er lammet.

Der er generalstrejke – denne gang iværksat af føderationen af nepalesiske oprindelige folk. Det er som om, der er konkurrence disse dage, hvem der kan lukke landet ned og afholde generalstrejker. Madheshi-forum – én af de oprindelige befolkningsgrupper med indiske rødder, har stort set lammet Terai (det sydlige lavland i Nepal) i ugevis – også med voldelige kampe. Flere steder i Nepal ses oprindelige folk, fra bjergene i nord til lavlandet i syd, organisere autonome bevægelser og erklære uafhængighed.

Regeringen forsøgsvis slog hårdt ned på opstanden i Terai, men måtte erklære at de blot hældte mere benzin på et allerede antændt bål. Seneste er de set række hånden ud og invitere til forhandlinger, men bliver afvist, idet de ikke, iflg. madheshierne, har skabt den nødvendige stemning for forhandlinger. Regeringen er derfor igen henset til paralyseret at betragte begivenhederne fra sidelinien. Trygt i Kathmandu og langt fra virkeligheden. Det er som om, vi har set det her før.

Maoisterne bevæger sig fint i et magttomrum, og udnævner sig selv til hhv. militær og politi. De har også voldeligt forsøgt at få madheshierne til at opgive deres idéer om løsrivelse og selvstændighed, idet det jo er maoisterne der har patent på at tale de fattiges sag. Maoist-lederne Prachanda og Batterai er derfor i disse dage på turné og charmeoffensiv i Terai for at markere, at det er dem, der repræsenterer de udsatte. De lagde i lørdags også Butwal et besøg, hvor hele byen var på den anden ende. Det var i sandhed et massernes møde, hvor folk fra alle retninger ankom til fods eller bus, organiseret af maoisterne. De lokale politi blev suppleret af maoisternes eget politi med stokke og rødt pandebånd, til at holde styr på masserne. Og der var disciplin, som ellers er en sjældenhed i Nepal.

Folk i Butwal har delte meninger om maoisterne. Nogle mener de tager det værste slæng af unge med, der i forvejen har voldelige tendenser. Andre mener de i sammenligning med de traditionelle politiske partier rent faktisk har politiske visioner, og ikke er så korruptions-nepotisme-indsmurte som andre politiske ledere. Begge parter har nok ret, men der hænger også en tung, sort skygge over maoisterne. Pengeafpresninger, selvtægt og fordækthed eksisterer fortsat i maoisternes navn. Der er eksempelvis fortsat usikkerhed over hvor alle maoisternes våben befinder sig, om end de jf. fredsaftalen skulle have været deponeret og efterfølgende monitoreret af FN. Blot ca. 3000 våben blev deponeret fra de ca. 30000 tropper maoisterne har i deres hær!

Nepaleserne er samlet i jagt på deres identitet. Hvem er jeg? Fra at være hr./fru Nepal fra den familie, i den landsby, og i den kaste, skal hr./fru Nepal nu også kunne sige – og så er jeg også fra Nepal. Det vil p.t. de færreste nepalesere kunne sige. For der findes endnu ikke noget ”fællesprojekt Nepal”, hvor alle føler de har en andel.

Lige nu er de syv politiske partier + maoisterne, som p.t. udgør lederskabet i Nepal, på en kurs vi har set alt for mange gange i Nepalesernes historie. Retningen hedder elitisme, top-styring og centralisme og omdrejningspunktet for identitetsprojektet er sproget Nepali i en eller anden bjerglandsby omkring Kathmandu. Selv turister der har været på et kortere ophold i Nepal ved dog, at denne identitetsdannelse er alt for snæver til et land som Nepal, og mange Nepalesere føler sig ej heller hjemme i denne. I afmagt får mange forløsning i form af vold, som er symptomatisk for manglen af kommunikationskanaler, hvor selv moderate røster kan komme til udtryk.

Der er skemasat valg til den grundlovsgivende forsamling i juni måned, hvor folkevalgte skal genskrive grundloven; gøre den demokratisk og inkluderende. Overholdes tidsplanen peger alt dog på det bliver det samme slæng som altid, der får æren: gamle mænd uden realitetssans og sans for sammenhænge. De har endnu ikke formået at skabe dialogiske platforme, hvor alle kan komme til orde og udtrykke deres vision for et fremtidigt Nepal. Det mangler.

Så kom freden

Det er i hvert fald de store forhåbninger der er fra store dele af befolkningen, efter at den historiske fredsaftale mellem regeringen bestående af de syv politiske partier og maoisterne i forgårs blev underskrevet. Om end de fleste nepalesere nok skal knibe sig selv en ekstra gang i armen, og ord er én ting og implementering noget helt andet, er der ingen tvivl om det er et kæmpe skridt på vejen imod varig fred i Nepal.

Som udlænding kan man ikke andet end have enorm respekt for maoisterne og de politiske ledere, og deres evne til at finde hinanden og fælles løsninger på de kæmpe udfordringer, de sammen har stået overfor. Det har ikke altid været helt nemt med det pres de har skulle stå imod fra kongen, deres to store naboer og USA. Og internt. Om ikke så længe kommer hverdagen igen hvor aftalen skal eksekveres. Og hvor fredsaftalen skal stå sin praktiske prøve.

Læs den fulde tekst af fredsaftalen her.

Sådan kan man også blive maoist

På radioen arbejder vi bl.a. med lytterklubber for aktivt at inddrage radioens lytterne i vores arbejde. Under kongens totalitære styre blev formanden for én af vores lytterklubber fængslet, mistænkt for at være maoist. På radioen undersøgte vi denne påstand, og talte bl.a. også med medlemmerne af pågældende lytterklub og hans familie, der alle nævnte vedkommende nok var meget aktiv indenfor menneskerettigheder og fremme af demokrati i sit område men ikke maoist. Vi besøgte ham også på politistationen hvor han var fængslet og afhørt, for at se til hans tilstand og vise myndighederne vi var opmærksomme på hans velbefindende. Her benægtede han også overfor os anklagerne imod ham. Han kunne heller ikke sige så meget andet, idet vores samtale var overhørt af politiet.

I går besøgte jeg igen området i anden forbindelse, og mødte ham igen, idet han var kommet for at hilse os og sige tak for vores besøg og opmærksomhed. Han fortalte at han efter aprilopstanden igen var blevet frigivet og anklagerne imod ham frafaldt. Det var et glædeligt gensyn, og jeg spurgte til hvordan har havde det. Han fortalte han igen er ovenpå, og bekræftede han ikke var maoist på tidspunktet han blev fængslet. Men var der noget fængslingen havde gjort ved ham, var det at blive maoist. I mit stille sind spurgte jeg mig selv, om det også er sådan Bush og hans allierede skaber terrorister.

Momentum?

Det er som om momentum er tæt på efter måneders lange og intense forhandlinger mellem de politiske partier og maoisterne. Om end forhandlingerne fortsat kan køre af sporet, er det som konfliktens parter mangler blot de sidste penselstrøg for at kabalen går op, og de aftaler der er indgået bliver eksekveret; herunder de centrale emner som kongepaladsets skæbne og at maoisternes våben kommer under international overvågning.

Kontrollen med maoisternes våben ser der ud til at være opnået enighed om, og der er noget der tyder på det bliver den nye grundlovsgivende forsamling, der kommer til at afgøre kongehusets lod. Andre vurderinger går dog på at dette skal besluttes ved direkte afstemning. Hvor uenigheden før virker til at være nærmest uoverskuelig, virker der nu til at være tæt på enighed.

Alt imens der foregår forhandlinger i Kathmandu, kører de forskellige aktører deres apparat i stilling rundt omkring i distrikterne i Nepal. Maoisterne var hurtigt ude efter deres terroristmærkat blev taget af dem med massemøder, interviews i medier og forskellige kulturelle indslag over hele Nepal. Nogen gange også lidt for meget politibetjent. I sidste uge i Kathmandu sågar med en massiv skraldindsamlingskampagne i ét af de vigtige turistområder, Thamel. Er der nogen der siger maoisterne ikke kender til begrebet branding?

Noget tyder på de politiske partier har taget ved lære af maoisterne populære indslag, og de skal nu også oppe sig, hvis de skal i samme omdrejningshøjde som maoisterne i landsbyerne. I dag havde kommunistpartiet i Rupandehi et større møde vedrørende den netop overståede rishøst, hvor de havde udkommanderet alle deres partimedlemmer og inviteret de lokale bønder. Sådan kan vi i den kommende tid forvente de forskellige partier og maoisterne med forskellige tiltag vil søge at tække vælgernes gunst. Igen skal folk som vi kender det fra andre demokratiske lande være kastebold mellem forskellige politiske interesser. Heldigvis bestemmer folk denne gang selv, hvem det skal være.

Tryk pause

Efter den folkelige opstand i april måned, har mange nepalesere fået fornemmelsen af hvad det vil sige, selv at have medindflydelse over eget liv, og hvad det vil sige alle borgere er aktive deltagere i det offentlige rum. Den enkelte kan frit ytre sig og forsamles med andre, og har derved også medindflydelse på de beslutninger, der vedrører en selv og sine landsfæller. Det ved vi alt om i Butwal.

Blot indenfor den sidste uge har en af hovedfærdselsårerne mellem Butwal og én af de vigtige grænseovergange til Indien været spærret to gange af oprørte borgere. Første gang var det to transportselskaber, der grundet en intern uoverensstemmelse i køreregler spærrede vejen i et døgn. Siden fredag har vejen igen været spærret af opstemte landsbyborgere, da en ung kvinde blev påkørt og dræbt af en minibus. I Nepal er der tradition for at chaufføren under sådanne uheld kører videre, da der ellers er fare for vedkommendes liv, hvis folkemængden ophidses og ønsker at begå selvtægt. Den erstatning der efterfølgende skal betales, får også mange til at flygte.

I dette tilfælde søgte vedkommende chauffør selv tilflugt på politistationen for med myndighedernes hjælp at få løst problemet. De efterladte til pigen kræver et beløb, der i danske kroner svarer til ca. 150.000, hvilket i Nepal er et urealistisk højt beløb. Busselskabet og forsikringsselskabet har i stedet tilbudt i omegnen af kr. 40.000 til den pårørendes familie. Her strander tvisten og kilometervis af bilkø til følge. Ambulancer der ikke kan komme frem. Forsyninger til Kathmandu og andre større byer der går tabt. Irriterede borgere.

Om end der er forståelse for en chauffør selvfølgelig ikke kan flygte og skal stilles til regnskab for sine gerninger, er sådanne kollektive afstraffelser som dem vi har set den seneste uge ikke mere avancerede end de metoder kongen anvendte under sit styre. Er der forhold en borger anser for uretfærdigt, kan vedkommende selvfølgelig ikke pause alle borgere. Vi er desværre ikke nået længere i Nepal.