jacob's journal

De ophobede bunker af skrald i Kathmandu’s gader symboliserer meget godt tilstanden hos de politiske partier og deres formåen. Hvor magtens centrum før var kongepaladset, er det nu flyttet hen til andre stormænd, hvis format ikke udmærker sig væsentlig fra den tidligere konge. Den netop folkevalgte grundlovsgivende forsamling er endnu ikke kommet til orde, idet ”the big 3” som de ofte kaldes i nepalesiske medier – de tre store politiske partier kongrespartiet, kommunisterne og maoisterne først skal opnå konsensus. Det har de forsøgt i snart tre måneder, og de har endnu ikke indset at magten ligger hos den valgte forsamling. I stedet trækker de i hver sin retning med deres egne personlige projekter, og da de ikke kan blive enige om at være uenige, ophober der sig bunker af problemer, der mere og mere ligger og ulmer. Skraldet i gaderne mest tydeligt men også problemer af strukturel karakter, som eksempelvis Madhes-spørgsmålet (befolkningen i Terai i Nepals lavland), konflikten og de ar den skabte, for ikke at glemme olie- og fødevarepriser som i resten af verden, ligger og venter.

Der er ikke længere noget tæppe hvor under problemerne kan fejes, idet demokratiske processer og frie medier i stigende grad kritisk stiller skarpt på årsag og virkning. Hvor konsensus kan være nobelt at efterstræbe, er det i Nepal efterhånden blevet udvandet og ikke anvendeligt, idet en mindre gruppe og særinteresser for nemt kan obstruere. Og så er det jo netop demokratiets væsen, at det er ok at være uenige og alligevel være gode venner.

I en undersøgelse foretaget af et ugemagasin blev nepaleserne spurgt om deres planer for fremtiden: to-tredjedele svarede at de vil emigrere! Jeg skal medgive stanken i Nepal i disse dage er grel, men spørgsmålet er om det hjælper at rejse væk.

I onsdags kom kom den længe ventede erklæring fra den nyvalgte grundlovsgivende forsamling om Nepals nye “status”. Nepal er nu: den demokratiske føderale republik Nepal. For de fleste er det endnu ufatteligt hvilke konsekvenser dette har for Nepal som nation, men der er ingen tvivl om med den historiske erklæring fra parlamentet onsdag i en sen aftentime, der var 10½ time forsinket grundet tvister blandt de politiske partier (inkl. maoisterne) om porteføljer og taburetter, at Nepal igen skriver historie og yderligere konsoliderer fredsaftalen og det demokratiske spor, der blev udstukket efter den fredlige folkelige opstand april 2006.

Kongen har fået 15 dage til at forlade paladset, og det nepalesiske flag har erstattet kongeflaget på pladsen foran paladset. Kongen er tavs, og der gættes på hvad hans næste træk bliver. Det er efterhånden kun en lille plade han kan spille på og med få felter tilbage; civil status i Nepal eller eksil i nabolandet Indien, hvor han har familie og gode forretningsforbindelser. Eller måske Afrika hvor han til de flestes forbavselse rejste til for et par år siden i egen jumbojet. Og det var vist ikke på safari. Gætterierne er i fuld gang.

Om end de i den grundlovsgivende forsamling kunne blive enige om erklæringen om republik, er der som sagt forsat uenighed om taburetter blandt partierne (og maoisterne – har dem fortsat i parentes da man aldrig ved, selv om de nok snart kommer ud…). Maoisterne, som blev det største parti efter valget og fik mere end 1/3 af taburetterne, gør krav på hhv. præsident og statsministerposten og de større ministerier. UML og kongrespartiet er i opposition som de næststørste partier, og ønsker selvklart også en del af kagen. Koirala, en herre over de 80 og leder af kongrespartiet, var samlingsfiguren under oppositionen mod kongen og vil gerne sidde centralt i den nye regering. Han er også ham med de gode relationer til militæret og vigtige diplomatiske relationer. Om end han var i kraftig opposition til kongen, har han selv kongelige tilbøjeligheder, og har i de regeringer han tidligere har ledet haft tendenser til nepotisme og klandannelse. Maoisterne argumenterer derfor for, at man denne gang ønsker et endeligt opgør med disse tendenser og fejltagelser fra forgangene regeringer, som samlet var med til at danne kimen til den politiske ustabilitet i landet, der senere førte til en borgerkrig. Maoisternes kur mod disse tilbøjeligheder er selv at tage de centrale poster i den nye regering.

Lige nu er det ikke så meget andet end rå magt der er i spil, og heldigvis har den nye grundlovsgivende forsamling to år til at gennemskrive grundloven og også lave politik. Forhåbentlig sander de hurtigt, at vi har større ambitioner på deres vegne.

Hvedebrødsdagene har meldt sin ankomst ovenpå et valg, som valgkommissionen og uafhængige valgobservatører betegner som  succesfuldt. Der var, som forventet, også grus i maskinen og flere historier om Maoisternes ungdomsorganisation YCL der truede befolkningen til at stemme på dem. Der er nok gran af sandhed i disse meldinger, selv om beretningerne oftest fortælles af dem, der havde andre forhåbninger til valget. Sådan kan valg også være en uskøn affære i et land som Nepal.

Sidst beskrev jeg at Maoisterne ville kunne danne simpelt flertal i den nyvalgte grundlovsgivende forsamling, hvilket jeg ikke helt havde ret i. De fik blot 38% sæderne. De to nærmeste forfølgere hhv. kongrespartiet og kommunistpartiet UML fik begge omkring 20% af sæderne, og således er der hovedbrud og forhandlinger i disse dage, for at se hvorledes koalitioner og alliancer kan dannes – og sikkert også knive i ryggen og intriger.

Den 28. maj er sat til første møde for den nyvalgte forsamling, hvor ét af hovedpunkterne på dagsordenen var/er sat til dannelsen af republikken Nepal. Tror man nok. Om end det var én af aftalerne mellem Maoisterne og alliancen af de politiske partier (ja, jeg deler dem fortsat op for en sikkerheds skyld), kan man ikke være for sikker at der er 2/3 flertal blandt de nye folkevalgte til at lave en grundlovsændring. Her ligger én af knuderne og spørgsmålet om håndhævelse og fortolkning af den nuværende grundlov. Kongen har sendt sine budbringere i byen for at han kan bibeholde sine religiøse og kulturelle funktioner, og medierne eksponere i disse dage forskellige positioner blandt de nye folkevalgte, der taler både for og imod disse rettigheder. Der tegner sig lige nu ingen klare billeder, og der er ingen tvivl om der de kommende to uger bliver meget svære forhandlinger.

Det er ellers ikke fordi, der ikke er nok af sager at tage sig af for de folkevalgte udenfor mødelokalerne. Prisstigninger på føde og råvarer rammer også Nepal hårdt som mange andre steder i verden, og det er som altid de fattige det rammer hårdest. De første historier om landsbyer der må emigrere grundet vand og fødevaremangel, er begyndt at komme ind på radaren. Derudover har vi de sædvanlige problemer med leverancer af gas og brændstof grundet Nepal’s ubetalte gæld til Indien, og køerne udenfor tankstationerne er igen begyndt at kunne ses. Takles disse udfordringer ikke hurtigt og klogt, kan vi meget vel snart igen se massernes protest i gaderne.

"Her jeg kommer" maoist valgplakat

Nepal summer i disse dage af det forstående valg på torsdag. To gange tidligere har det været udsat, men denne gang ser det ud til, at ingen kræfter kan stoppe dets gennemførelse – ikke engang kongen. Der er ellers turmult med daglige historier om overgreb og manglende håndhævelse af de retningslinier de politiske partier selv har vedtaget for valget. Specielt maoisternes tæskehold YCL (ungdomsorganisationen) har været udskældte i medierne for ikke at lade de andre politiske partier gennemføre deres kampagner rundt omkring i Nepal.

Netop maoisterne har folk et ambivalent forhold til. Det er dem med tæskeholdene, bøllerne og ’stem på os eller vi laver en revolution’, men det er også dem, mange ser som dem der bringer fornyelse til Nepal. Maoisterne er f.eks. dem som har flest kvinder og repræsentanter fra de marginaliserede grupper som opstillede til valget, og som seriøst virker til at have taget de udsatte befolkningsgruppers dagsorden til sig. Nogen vil kalde dem populister, på mange har deres fornyelses-budskab stor appel, og igen andre er bange for, at får de ikke stemmer nok, laver de igen ballede.

Specielt tre partier ser ud til at være dem, som kommer til at være stemmemagneter på torsdag: UML (kommunistpartiet som snarere er socialister), Kongres Partiet (et venstre/konservativt parti hvor en del af partiet er kongesympatisører) og maoisterne (siger de går ind for flerparti-demokrati, men det skal nok ses før end det kan bekræftes). Hvor maoisterne som sagt står for fornyelsen (og bøllebank), virker hhv. UML og kongrespartiet til at stå for det mere konforme repræsenteret primært at de sædvanlige ældre mænd. Og dem har folk ikke den bedste erfaringer med fra tidligere regeringer, hvor korruption, nepotisme, magtkampe og elitisme snarere udgjorde hverdagen end politiske programmer. For mange vil dét at sætte X’et på torsdag derfor sikkert virke som pest eller kolera, men der er ingen anden vej end den snirklede med de mange bumps.

Lidt sidste nyt for dem af jer der måtte være interesserede i at følge med i begivenhedernes gang i mit arbejde på Radio Lumbini

For dem af jer med interesse i Radio Lumbini og dens lyttere, har MS og Radio Lumbini netop publiceret en lytterundersøgelse i bogform. Undersøgelsen er også tilgængelig på nettet. Læs mere på: http://www.ms.dk/sw68745.as. En fuld rapport af undersøgelsen er også tilgængelig her.

Derudover har Radio Lumbini indledt samarbejde med fagbevægelsen LO i Danmark, hvor LO’s indsamling 1. maj i region Midtjylland vil gå til udviklingen af radio programmer for nepalesiske løsarbejdere og indkøb af radioer. Læs mere om samarbejdet her.