jacob's journal

De ophobede bunker af skrald i Kathmandu’s gader symboliserer meget godt tilstanden hos de politiske partier og deres formåen. Hvor magtens centrum før var kongepaladset, er det nu flyttet hen til andre stormænd, hvis format ikke udmærker sig væsentlig fra den tidligere konge. Den netop folkevalgte grundlovsgivende forsamling er endnu ikke kommet til orde, idet ”the big 3” som de ofte kaldes i nepalesiske medier – de tre store politiske partier kongrespartiet, kommunisterne og maoisterne først skal opnå konsensus. Det har de forsøgt i snart tre måneder, og de har endnu ikke indset at magten ligger hos den valgte forsamling. I stedet trækker de i hver sin retning med deres egne personlige projekter, og da de ikke kan blive enige om at være uenige, ophober der sig bunker af problemer, der mere og mere ligger og ulmer. Skraldet i gaderne mest tydeligt men også problemer af strukturel karakter, som eksempelvis Madhes-spørgsmålet (befolkningen i Terai i Nepals lavland), konflikten og de ar den skabte, for ikke at glemme olie- og fødevarepriser som i resten af verden, ligger og venter.

Der er ikke længere noget tæppe hvor under problemerne kan fejes, idet demokratiske processer og frie medier i stigende grad kritisk stiller skarpt på årsag og virkning. Hvor konsensus kan være nobelt at efterstræbe, er det i Nepal efterhånden blevet udvandet og ikke anvendeligt, idet en mindre gruppe og særinteresser for nemt kan obstruere. Og så er det jo netop demokratiets væsen, at det er ok at være uenige og alligevel være gode venner.

I en undersøgelse foretaget af et ugemagasin blev nepaleserne spurgt om deres planer for fremtiden: to-tredjedele svarede at de vil emigrere! Jeg skal medgive stanken i Nepal i disse dage er grel, men spørgsmålet er om det hjælper at rejse væk.

Hvedebrødsdagene har meldt sin ankomst ovenpå et valg, som valgkommissionen og uafhængige valgobservatører betegner som  succesfuldt. Der var, som forventet, også grus i maskinen og flere historier om Maoisternes ungdomsorganisation YCL der truede befolkningen til at stemme på dem. Der er nok gran af sandhed i disse meldinger, selv om beretningerne oftest fortælles af dem, der havde andre forhåbninger til valget. Sådan kan valg også være en uskøn affære i et land som Nepal.

Sidst beskrev jeg at Maoisterne ville kunne danne simpelt flertal i den nyvalgte grundlovsgivende forsamling, hvilket jeg ikke helt havde ret i. De fik blot 38% sæderne. De to nærmeste forfølgere hhv. kongrespartiet og kommunistpartiet UML fik begge omkring 20% af sæderne, og således er der hovedbrud og forhandlinger i disse dage, for at se hvorledes koalitioner og alliancer kan dannes – og sikkert også knive i ryggen og intriger.

Den 28. maj er sat til første møde for den nyvalgte forsamling, hvor ét af hovedpunkterne på dagsordenen var/er sat til dannelsen af republikken Nepal. Tror man nok. Om end det var én af aftalerne mellem Maoisterne og alliancen af de politiske partier (ja, jeg deler dem fortsat op for en sikkerheds skyld), kan man ikke være for sikker at der er 2/3 flertal blandt de nye folkevalgte til at lave en grundlovsændring. Her ligger én af knuderne og spørgsmålet om håndhævelse og fortolkning af den nuværende grundlov. Kongen har sendt sine budbringere i byen for at han kan bibeholde sine religiøse og kulturelle funktioner, og medierne eksponere i disse dage forskellige positioner blandt de nye folkevalgte, der taler både for og imod disse rettigheder. Der tegner sig lige nu ingen klare billeder, og der er ingen tvivl om der de kommende to uger bliver meget svære forhandlinger.

Det er ellers ikke fordi, der ikke er nok af sager at tage sig af for de folkevalgte udenfor mødelokalerne. Prisstigninger på føde og råvarer rammer også Nepal hårdt som mange andre steder i verden, og det er som altid de fattige det rammer hårdest. De første historier om landsbyer der må emigrere grundet vand og fødevaremangel, er begyndt at komme ind på radaren. Derudover har vi de sædvanlige problemer med leverancer af gas og brændstof grundet Nepal’s ubetalte gæld til Indien, og køerne udenfor tankstationerne er igen begyndt at kunne ses. Takles disse udfordringer ikke hurtigt og klogt, kan vi meget vel snart igen se massernes protest i gaderne.

Det er stille i Butwal i dag. Ikke de ellers kendte dyt vi plejer at kunne høre fra hovedvejen tohundrede meter væk. Eller larmen fra motorcyklerne og ringen fra rickshaws oppe fra vejen. Folk holder sig inden døre eller giver sig hen i hjemlige sysler, nu al trafik og mobilitet er lammet.

Der er generalstrejke – denne gang iværksat af føderationen af nepalesiske oprindelige folk. Det er som om, der er konkurrence disse dage, hvem der kan lukke landet ned og afholde generalstrejker. Madheshi-forum – én af de oprindelige befolkningsgrupper med indiske rødder, har stort set lammet Terai (det sydlige lavland i Nepal) i ugevis – også med voldelige kampe. Flere steder i Nepal ses oprindelige folk, fra bjergene i nord til lavlandet i syd, organisere autonome bevægelser og erklære uafhængighed.

Regeringen forsøgsvis slog hårdt ned på opstanden i Terai, men måtte erklære at de blot hældte mere benzin på et allerede antændt bål. Seneste er de set række hånden ud og invitere til forhandlinger, men bliver afvist, idet de ikke, iflg. madheshierne, har skabt den nødvendige stemning for forhandlinger. Regeringen er derfor igen henset til paralyseret at betragte begivenhederne fra sidelinien. Trygt i Kathmandu og langt fra virkeligheden. Det er som om, vi har set det her før.

Maoisterne bevæger sig fint i et magttomrum, og udnævner sig selv til hhv. militær og politi. De har også voldeligt forsøgt at få madheshierne til at opgive deres idéer om løsrivelse og selvstændighed, idet det jo er maoisterne der har patent på at tale de fattiges sag. Maoist-lederne Prachanda og Batterai er derfor i disse dage på turné og charmeoffensiv i Terai for at markere, at det er dem, der repræsenterer de udsatte. De lagde i lørdags også Butwal et besøg, hvor hele byen var på den anden ende. Det var i sandhed et massernes møde, hvor folk fra alle retninger ankom til fods eller bus, organiseret af maoisterne. De lokale politi blev suppleret af maoisternes eget politi med stokke og rødt pandebånd, til at holde styr på masserne. Og der var disciplin, som ellers er en sjældenhed i Nepal.

Folk i Butwal har delte meninger om maoisterne. Nogle mener de tager det værste slæng af unge med, der i forvejen har voldelige tendenser. Andre mener de i sammenligning med de traditionelle politiske partier rent faktisk har politiske visioner, og ikke er så korruptions-nepotisme-indsmurte som andre politiske ledere. Begge parter har nok ret, men der hænger også en tung, sort skygge over maoisterne. Pengeafpresninger, selvtægt og fordækthed eksisterer fortsat i maoisternes navn. Der er eksempelvis fortsat usikkerhed over hvor alle maoisternes våben befinder sig, om end de jf. fredsaftalen skulle have været deponeret og efterfølgende monitoreret af FN. Blot ca. 3000 våben blev deponeret fra de ca. 30000 tropper maoisterne har i deres hær!

Nepaleserne er samlet i jagt på deres identitet. Hvem er jeg? Fra at være hr./fru Nepal fra den familie, i den landsby, og i den kaste, skal hr./fru Nepal nu også kunne sige – og så er jeg også fra Nepal. Det vil p.t. de færreste nepalesere kunne sige. For der findes endnu ikke noget ”fællesprojekt Nepal”, hvor alle føler de har en andel.

Lige nu er de syv politiske partier + maoisterne, som p.t. udgør lederskabet i Nepal, på en kurs vi har set alt for mange gange i Nepalesernes historie. Retningen hedder elitisme, top-styring og centralisme og omdrejningspunktet for identitetsprojektet er sproget Nepali i en eller anden bjerglandsby omkring Kathmandu. Selv turister der har været på et kortere ophold i Nepal ved dog, at denne identitetsdannelse er alt for snæver til et land som Nepal, og mange Nepalesere føler sig ej heller hjemme i denne. I afmagt får mange forløsning i form af vold, som er symptomatisk for manglen af kommunikationskanaler, hvor selv moderate røster kan komme til udtryk.

Der er skemasat valg til den grundlovsgivende forsamling i juni måned, hvor folkevalgte skal genskrive grundloven; gøre den demokratisk og inkluderende. Overholdes tidsplanen peger alt dog på det bliver det samme slæng som altid, der får æren: gamle mænd uden realitetssans og sans for sammenhænge. De har endnu ikke formået at skabe dialogiske platforme, hvor alle kan komme til orde og udtrykke deres vision for et fremtidigt Nepal. Det mangler.

Specielt på denne årstid hvor monsunen hænger over en, er vand et element i Nepal, der nærmest er allesteds nærværende. I ordets bogstaveligste forstand, men også i overført betydning.

Udover her er fugtigt og klamt, luftfugtigheden kan være ulidelig høj og hovedet tungt, og der er mudder alle vegne og det er svært at holde rent, er der også en vandagtig følelsesmæssig tilstand som florerer. Tidligere har jeg beskrevet, hvorledes jeg opfattede Nepal værende i en uorganisk tilstand og noget nyt i sin skabelse. En kondition hvor alt er flydende, og ikke kan eller vil tage fast form; ligesom om du har noget mellem hænderne, men så snart du får hold på det, smelter det igen som is eller fordamper.

Fatalisme har traditionelt floreret i høj grad i Nepal, og gør mange ikke vil tage ansvar for sine handlinger, eller det der bliver lovet og sagt. Det kan altid nemt og bekvemt skydes over på andre; sendes opad mod kongen som man gjorde det tidligere – eller guderne, eller nedad i systemet mod de lavere kaster eller ansatte – eller skæbnen.

Denne tilstand gør alting meget nemt flyder, og ses eksempelvis i aftaler der nærmest konstant bliver flyttet, ændret, ikke udført eller aflyst – med eller uden forklaring. Ord der forsvinder som i tågen – uden afsender, modtager, mening, substans og indhold. Det hele kan nemt opfattes klamt, og kynikeren i en kan let komme i live i et sådant miljø, hvis man ikke er opmærksom.

Et helt samfund er på denne led bygget op som en stor iglo; glat og hvor levetiden for former der skabes blot har kort levetid, og hvor nye former ikke har gode vækstbetingelser. Der mangler jord, så formerne kan slå rødder og overleve mere end en sæson, glød så det man laver gøres med gejst, oprigtighed og entusiasme, og luft så der er højt til loftet, så idéer ikke stoppes grundet snæversyn og dogmer.

Informations leder den 4. maj omhandler hvorledes det for Danmark er nyt at være en så hidsig udenrigspolitisk og militær aktør, som vi i de seneste år er blevet. Argumentet bag den stigende danske udenrigspolitiske aggression er at værne imod det forligsparterne i 2004 forsvarsforliget kalder ”asymmetriske og uforudsigelige trusler.”

Hvis asymmetri og uforudsigelighed er rationalet for øget dansk udenrigspolitisk aggression, må den antonyme grundantagelse være, at verden er eller bør være symmetrisk og forudsigelig. En antagelse der bunder i en lineær verdensanskuelse, hvor al information og viden er bevidstgjort, fri og tilgængelig. Alle er vi rationelle aktører, der har al nødvendig information og viden for de valg vi træffer, og vi kan derfor fuldt ud kende konsekvenserne af vores handlinger ind i al fremtid. Ligesom naturvidenskaberne bygger deres forskning på tidligere opdagelser, og undersøger og isolerer dets bestanddele indtil de er fuldt forståede, hvor forhold der ikke er forståede kasseres eller kategoriseres som detaljer eller asymmetriske, eftersom de ikke passer ind i den pågældende videnskabelige disciplins teorier eller specifikke rammer.

Hvor det lineære verdensbillede har givet os materiel velstand og er nødvendigt for den naturvidenskabelige forskning, bliver det uheldigt og i nogen tilfælde farligt blindt at overføre et sådant begrænset verdensbillede til et felt som udenrigspolitik. Verden er rig på kulturer, myter og symboler, der alle implicit og eksplicit bestemmer et menneskes og kulturs erkendelse af verden og regler for korrekt opførsel. Ekstremt komplekse størrelser hvilke, hvis man anlægger et lineært optik, i høj grad kan virke asymmetriske og uforudsigelige. Men blot fordi det er kaotisk og måske derfor antages som en trussel, giver det så legitimitet for at det skal bekæmpes militært?

Forskellige videnskabelige områder er de seneste år i stigende grad begyndt at interessere sig for asymmetri og uforudsigelighed som fænomener, og konkluderer, at disse nødvendigvis ikke altid er af ”det onde”. Kompleksitetsteori kaldes det også, hvor en holistisk og ikke-lineær tilgang erkender verdenen som en helhed, der ikke består af ting eller enkeltdele der kan skilles ad, men hvor alt indgår i levende og dynamiske relationer, der er i konstant forandring. I denne tilsyneladende kaotiske verden findes der orden og sammenhæng, idet selvorganiserende principper holder tingene sammen af attractors, der binder og kontrollerer kaos via for eksempel værdier eller ideologier. Uden disse ville den menneskelige civilisation være uddød for lang tid siden. Levende systemer (re)producerer sig selv, og vil konstant søge ligevægt og foretage de nødvendige ændringer for at bibeholde en given identitet, da den ellers vil uddø.

Selve menneskets forudfattede opfattelse af virkeligheden spiller oftest en større rolle for vores virkelighedsopfattelse, end det vi opfatter, ser og hører. Dette forhold gør paradigmer mange gange bliver selvbekræftende, idet ting bliver gjort på en bestemt måde fordi det antages at være det eneste sandt gældende. Når dette bliver repeteret tilpas mange gange, bliver opfattelsen af rigtighed bekræftet og fastlåst, og bliver kun ændret når det kommer tæt på kaos eller under indflydelse af en endnu stærkere attractor, der bedre kan skabe mening og give sammenhæng.

I krigen i eksempelvis Irak har vi set hvad der sker under en militær intervention påbegyndt udefra, der godt nok har ført landet ud i kaos og derved skabt mulighed for systemskifte, men idet der ikke findes et fælles værdisæt (attractor) for den irakiske befolkning til at opfylde det vakuum der er skabt, kan kaos ikke tæmmes og landet fragmenteres yderligere. Forskellige værdisæt konkurrerer i disse dage om at blive den nye attractor, hvilket ses i de mange kampe der har religiøse undertoner.

I dansk udenrigspolitik skal vi passe på ikke at låse den ukendte omverden fast som ”asymmetrisk og uforudsigelig”. Anlægger vi denne verdensopfattelse og tilretter vores politikker militært aggressivt derefter, bliver denne verdensopfattelse på sigt til virkelighed, men vil ikke nødvendigvis løse de grundlæggende problemstillinger rundt omkring i verden, og kan måske endda gøre ondt værre. Snarere skal vi i stedet promovere fredelige og humane danske værdier; også i såkaldte ”asymmetriske og uforudsigelige” kulturer. Tror vi på eksempelvis demokrati og menneskerettigheder som et universelt gode, vil dette over tid og med sikkerhed som ringe i vandet støt og roligt vinde indpas og i omfang, og i sidste ende overtrumfe mindre attraktive og undertrykkende attractors.

Artiklen er i Information 15. maj.