Endnu en generalstrejke

Det er stille i Butwal i dag. Ikke de ellers kendte dyt vi plejer at kunne høre fra hovedvejen tohundrede meter væk. Eller larmen fra motorcyklerne og ringen fra rickshaws oppe fra vejen. Folk holder sig inden døre eller giver sig hen i hjemlige sysler, nu al trafik og mobilitet er lammet.

Der er generalstrejke – denne gang iværksat af føderationen af nepalesiske oprindelige folk. Det er som om, der er konkurrence disse dage, hvem der kan lukke landet ned og afholde generalstrejker. Madheshi-forum – én af de oprindelige befolkningsgrupper med indiske rødder, har stort set lammet Terai (det sydlige lavland i Nepal) i ugevis – også med voldelige kampe. Flere steder i Nepal ses oprindelige folk, fra bjergene i nord til lavlandet i syd, organisere autonome bevægelser og erklære uafhængighed.

Regeringen forsøgsvis slog hårdt ned på opstanden i Terai, men måtte erklære at de blot hældte mere benzin på et allerede antændt bål. Seneste er de set række hånden ud og invitere til forhandlinger, men bliver afvist, idet de ikke, iflg. madheshierne, har skabt den nødvendige stemning for forhandlinger. Regeringen er derfor igen henset til paralyseret at betragte begivenhederne fra sidelinien. Trygt i Kathmandu og langt fra virkeligheden. Det er som om, vi har set det her før.

Maoisterne bevæger sig fint i et magttomrum, og udnævner sig selv til hhv. militær og politi. De har også voldeligt forsøgt at få madheshierne til at opgive deres idéer om løsrivelse og selvstændighed, idet det jo er maoisterne der har patent på at tale de fattiges sag. Maoist-lederne Prachanda og Batterai er derfor i disse dage på turné og charmeoffensiv i Terai for at markere, at det er dem, der repræsenterer de udsatte. De lagde i lørdags også Butwal et besøg, hvor hele byen var på den anden ende. Det var i sandhed et massernes møde, hvor folk fra alle retninger ankom til fods eller bus, organiseret af maoisterne. De lokale politi blev suppleret af maoisternes eget politi med stokke og rødt pandebånd, til at holde styr på masserne. Og der var disciplin, som ellers er en sjældenhed i Nepal.

Folk i Butwal har delte meninger om maoisterne. Nogle mener de tager det værste slæng af unge med, der i forvejen har voldelige tendenser. Andre mener de i sammenligning med de traditionelle politiske partier rent faktisk har politiske visioner, og ikke er så korruptions-nepotisme-indsmurte som andre politiske ledere. Begge parter har nok ret, men der hænger også en tung, sort skygge over maoisterne. Pengeafpresninger, selvtægt og fordækthed eksisterer fortsat i maoisternes navn. Der er eksempelvis fortsat usikkerhed over hvor alle maoisternes våben befinder sig, om end de jf. fredsaftalen skulle have været deponeret og efterfølgende monitoreret af FN. Blot ca. 3000 våben blev deponeret fra de ca. 30000 tropper maoisterne har i deres hær!

Nepaleserne er samlet i jagt på deres identitet. Hvem er jeg? Fra at være hr./fru Nepal fra den familie, i den landsby, og i den kaste, skal hr./fru Nepal nu også kunne sige – og så er jeg også fra Nepal. Det vil p.t. de færreste nepalesere kunne sige. For der findes endnu ikke noget ”fællesprojekt Nepal”, hvor alle føler de har en andel.

Lige nu er de syv politiske partier + maoisterne, som p.t. udgør lederskabet i Nepal, på en kurs vi har set alt for mange gange i Nepalesernes historie. Retningen hedder elitisme, top-styring og centralisme og omdrejningspunktet for identitetsprojektet er sproget Nepali i en eller anden bjerglandsby omkring Kathmandu. Selv turister der har været på et kortere ophold i Nepal ved dog, at denne identitetsdannelse er alt for snæver til et land som Nepal, og mange Nepalesere føler sig ej heller hjemme i denne. I afmagt får mange forløsning i form af vold, som er symptomatisk for manglen af kommunikationskanaler, hvor selv moderate røster kan komme til udtryk.

Der er skemasat valg til den grundlovsgivende forsamling i juni måned, hvor folkevalgte skal genskrive grundloven; gøre den demokratisk og inkluderende. Overholdes tidsplanen peger alt dog på det bliver det samme slæng som altid, der får æren: gamle mænd uden realitetssans og sans for sammenhænge. De har endnu ikke formået at skabe dialogiske platforme, hvor alle kan komme til orde og udtrykke deres vision for et fremtidigt Nepal. Det mangler.

Fornemmelsen af vand

Specielt på denne årstid hvor monsunen hænger over en, er vand et element i Nepal, der nærmest er allesteds nærværende. I ordets bogstaveligste forstand, men også i overført betydning.

Udover her er fugtigt og klamt, luftfugtigheden kan være ulidelig høj og hovedet tungt, og der er mudder alle vegne og det er svært at holde rent, er der også en vandagtig følelsesmæssig tilstand som florerer. Tidligere har jeg beskrevet, hvorledes jeg opfattede Nepal værende i en uorganisk tilstand og noget nyt i sin skabelse. En kondition hvor alt er flydende, og ikke kan eller vil tage fast form; ligesom om du har noget mellem hænderne, men så snart du får hold på det, smelter det igen som is eller fordamper.

Fatalisme har traditionelt floreret i høj grad i Nepal, og gør mange ikke vil tage ansvar for sine handlinger, eller det der bliver lovet og sagt. Det kan altid nemt og bekvemt skydes over på andre; sendes opad mod kongen som man gjorde det tidligere – eller guderne, eller nedad i systemet mod de lavere kaster eller ansatte – eller skæbnen.

Denne tilstand gør alting meget nemt flyder, og ses eksempelvis i aftaler der nærmest konstant bliver flyttet, ændret, ikke udført eller aflyst – med eller uden forklaring. Ord der forsvinder som i tågen – uden afsender, modtager, mening, substans og indhold. Det hele kan nemt opfattes klamt, og kynikeren i en kan let komme i live i et sådant miljø, hvis man ikke er opmærksom.

Et helt samfund er på denne led bygget op som en stor iglo; glat og hvor levetiden for former der skabes blot har kort levetid, og hvor nye former ikke har gode vækstbetingelser. Der mangler jord, så formerne kan slå rødder og overleve mere end en sæson, glød så det man laver gøres med gejst, oprigtighed og entusiasme, og luft så der er højt til loftet, så idéer ikke stoppes grundet snæversyn og dogmer.

Asymmetriske og uforudsigelige trusler

Informations leder den 4. maj omhandler hvorledes det for Danmark er nyt at være en så hidsig udenrigspolitisk og militær aktør, som vi i de seneste år er blevet. Argumentet bag den stigende danske udenrigspolitiske aggression er at værne imod det forligsparterne i 2004 forsvarsforliget kalder ”asymmetriske og uforudsigelige trusler.”

Hvis asymmetri og uforudsigelighed er rationalet for øget dansk udenrigspolitisk aggression, må den antonyme grundantagelse være, at verden er eller bør være symmetrisk og forudsigelig. En antagelse der bunder i en lineær verdensanskuelse, hvor al information og viden er bevidstgjort, fri og tilgængelig. Alle er vi rationelle aktører, der har al nødvendig information og viden for de valg vi træffer, og vi kan derfor fuldt ud kende konsekvenserne af vores handlinger ind i al fremtid. Ligesom naturvidenskaberne bygger deres forskning på tidligere opdagelser, og undersøger og isolerer dets bestanddele indtil de er fuldt forståede, hvor forhold der ikke er forståede kasseres eller kategoriseres som detaljer eller asymmetriske, eftersom de ikke passer ind i den pågældende videnskabelige disciplins teorier eller specifikke rammer.

Hvor det lineære verdensbillede har givet os materiel velstand og er nødvendigt for den naturvidenskabelige forskning, bliver det uheldigt og i nogen tilfælde farligt blindt at overføre et sådant begrænset verdensbillede til et felt som udenrigspolitik. Verden er rig på kulturer, myter og symboler, der alle implicit og eksplicit bestemmer et menneskes og kulturs erkendelse af verden og regler for korrekt opførsel. Ekstremt komplekse størrelser hvilke, hvis man anlægger et lineært optik, i høj grad kan virke asymmetriske og uforudsigelige. Men blot fordi det er kaotisk og måske derfor antages som en trussel, giver det så legitimitet for at det skal bekæmpes militært?

Forskellige videnskabelige områder er de seneste år i stigende grad begyndt at interessere sig for asymmetri og uforudsigelighed som fænomener, og konkluderer, at disse nødvendigvis ikke altid er af ”det onde”. Kompleksitetsteori kaldes det også, hvor en holistisk og ikke-lineær tilgang erkender verdenen som en helhed, der ikke består af ting eller enkeltdele der kan skilles ad, men hvor alt indgår i levende og dynamiske relationer, der er i konstant forandring. I denne tilsyneladende kaotiske verden findes der orden og sammenhæng, idet selvorganiserende principper holder tingene sammen af attractors, der binder og kontrollerer kaos via for eksempel værdier eller ideologier. Uden disse ville den menneskelige civilisation være uddød for lang tid siden. Levende systemer (re)producerer sig selv, og vil konstant søge ligevægt og foretage de nødvendige ændringer for at bibeholde en given identitet, da den ellers vil uddø.

Selve menneskets forudfattede opfattelse af virkeligheden spiller oftest en større rolle for vores virkelighedsopfattelse, end det vi opfatter, ser og hører. Dette forhold gør paradigmer mange gange bliver selvbekræftende, idet ting bliver gjort på en bestemt måde fordi det antages at være det eneste sandt gældende. Når dette bliver repeteret tilpas mange gange, bliver opfattelsen af rigtighed bekræftet og fastlåst, og bliver kun ændret når det kommer tæt på kaos eller under indflydelse af en endnu stærkere attractor, der bedre kan skabe mening og give sammenhæng.

I krigen i eksempelvis Irak har vi set hvad der sker under en militær intervention påbegyndt udefra, der godt nok har ført landet ud i kaos og derved skabt mulighed for systemskifte, men idet der ikke findes et fælles værdisæt (attractor) for den irakiske befolkning til at opfylde det vakuum der er skabt, kan kaos ikke tæmmes og landet fragmenteres yderligere. Forskellige værdisæt konkurrerer i disse dage om at blive den nye attractor, hvilket ses i de mange kampe der har religiøse undertoner.

I dansk udenrigspolitik skal vi passe på ikke at låse den ukendte omverden fast som ”asymmetrisk og uforudsigelig”. Anlægger vi denne verdensopfattelse og tilretter vores politikker militært aggressivt derefter, bliver denne verdensopfattelse på sigt til virkelighed, men vil ikke nødvendigvis løse de grundlæggende problemstillinger rundt omkring i verden, og kan måske endda gøre ondt værre. Snarere skal vi i stedet promovere fredelige og humane danske værdier; også i såkaldte ”asymmetriske og uforudsigelige” kulturer. Tror vi på eksempelvis demokrati og menneskerettigheder som et universelt gode, vil dette over tid og med sikkerhed som ringe i vandet støt og roligt vinde indpas og i omfang, og i sidste ende overtrumfe mindre attraktive og undertrykkende attractors.

Artiklen er i Information 15. maj.

Den dag alle ikke peger fingre

Det er kommet på mode at hade kongen. Udover de voldsomme udfald i demonstrationerne, ses han i flere landsbyer som en dukke brændt eller hængt. Selv børnene laver minidemonstrationer med ham i galge fulgt af hadesudbrud ligesom de voksne gør det. Han karikeres, spyttes på, bagtales om. Heller ikke medierne strør om sig med superlativer, når han beskrives.

Mange føler, det er rart i disse dage at være en del af noget større, alle kan være enige om. Følge med strømmen i demonstrationerne og blive høj blandt masserne. Pege fingre så man kan glemme sig selv og sin svære situation en stund. Søge forløsning efter års intense kampe i en mere eller mindre skjult og beskidt krig med så mange ubekendte. Få noget af det op til overfladen. Ganske forståeligt.

I virkelighedens Nepal findes der dog mange konger. Mange nepalesere glemmer de selv har en i maven, og de fleste har end ikke fået øje på ham. Dette forhold taler man kun lidt om i Nepal, da det er nemmere at pege fingre, kigge udad og hakke nedad. Ligesom konger gør det.

Den nuværende situation er i virkeligheden ret symptomatisk for Nepal, og ses i alle lag af samfundet. Fra landets embedsførelse til den enkeltes liv.

Lad mig illustrere med et lille eksempel. Udenrigsministeren har netop besøgt Qatar, hvor han har forhandlet sig frem til nye jobs til nepalesere i dette land. Til sammenligning har jeg ikke hørt nogen i Nepal i lange tider tale om, hvordan man her vil skabe arbejde til de mange arbejdsløse, da alle helst vil til udlandet. Outsourcing af arbejdsmarkedspolitik vil nogen måske kalde det men i sandhed ikke en bæredygtig løsning for Nepal selv.

Efter kongen måske får sin røvfuld og én af syndebukkene dermed forsvinder, og demokrati måske (og forhåbentlig) bliver genindført, skal nepaleserne naturligvis gradvis pege fingeren indad. Det vil specielt i starten ikke altid være en rar oplevelse, men ganske nødvendig hvis den enkelte og Nepal som land skal gøre sig uafhængig af guder, konger, stærke mænd, donorer og andre der vil bestemme over deres liv.

Forår i Nepal

I den sidste uge har jeg været det meste af mit følelsesregister igennem. Angst under maoistangrebet på Butwal, fornemmelser af eufori ved at opleve de mange demonstrationer og taler om revolution, kedsomhed idet Nepal stort set er lukket ned grundet generalstrejken og perioder af udgangsforbud, afmagt ved at læse kongens nytårstale der retorisk er udmærket, men når man oplever styrets håndtering af situationen – vanvittig. For de fleste har kongens ageren siden han enevældigt tog magten februar sidste år vist hans sande jeg. Det har været en sund om end hård læreproces. Dem der har måttet være i tvivl, kan ikke være det længere, idet det nærmest er skåret ud i pap, hvad det vil sige at leve under en tyran.

Jeg glæder mig over at møde flere Nepalesere, der trods de hårde odds alligevel anlægger en realistisk og nøgtern betragtning af situationen, og peger på nogle af de fundamentale ændringer, der er nødvendige for et demokratisk og inkluderende Nepal, der kan rumme alle de indre modsætninger i landet. Heldigvis føles der ikke kun i Nepal i disse dage. Der tænkes også, og det er der klart brug for, hvis vi skal videre.

Kongens pres har skabt et modpres, som er det vi er vidner til i disse dage. Lidt forvirrende måske idet det tager mange former og har mange udtryk. Og tager måske også for nepaleserne (og os andre) nogle nye former. Det er interessant at betragte, hvordan modpresset bliver administreret af de forskellige aktører indblandet: bliver det kanaliseret ind i mere konstruktive og inkluderende processer hvor folk på tværs af sociale skel kan finde sammen i nye konstellationer, i vold som de unge mænds stenkast og hærens/politiets ageren set i flere demonstrationer, eller fuser det blot ud i følelsesladede demonstrationer, hvor der råbes og skriges for at få forløsning for mange at de indestængte følelser, der findes hos de fleste.

I sammenligning med tidligere opstande i Nepal, giver det håb så mange er på gaderne, og at der stort set ikke findes én social gruppering i Nepal, der ikke har været det. Selv politiets koner og ansatte fra ministerierne, er også set på gaden. Det bliver alle dem på gaden, der også vil have medejerskab af det Nepal, der er i sin skabelse i disse dage.

Det er klart bevægelsen på et eller andet tidspunkt skal tage en organisk form, som kan skabe nye strukturer for et demokratisk og inkluderende Nepal. Denne er i sin skabelse, hvor formen endnu er uklar. Det er forår.