Hinduhøjtider og smuk natur

For Aztekerne er det forårsjævndøgn, og i Vesten har vi det til juletider som et overlap til hedningens fejring af vinterjævndøgn og solens komme. For nepaleserne er det i tiden omkring efterårsjævndøgn efter høsten. Højtid.
Hinduernes højtider hedder Dashain og Tihar. Dashain er højtiden hvor de ældre giver de yngre tika (den røde plet ved det tredje øje), og Tihar er højtiden hvor søstre giver deres brødre et tika. Og så er der ligesom til jul en masse god mad, kortspil, familiebesøg, dans og musik, børn og landsbyer der samler penge ind til alle slags gode formål, og en masse religiøst som jeg endnu ikke føler mig på helt sikker grund at til at kunne indvie andre i.

Efteråret er også tiden for de hvide bjerge og den skyblå himmel. Og trekking. Malene og jeg var tre dage på trek med Mohan, hans kone Puja og deres seksårige søn Manish. Vi havde en skøn tur og nød at komme op i bjergluften og tæt på naturen.

Du er blevet tyk!

Sådan lyder de hårde (om end nok sande) facts, jeg er blevet præsenteret for i gensynet med mine kollegaer efter ferien. Jeg får lige trådt ind af døren på kontoret, sagt ’namaste’ og trykket deres hånd, før end denne bemærkning kommer – med et skævt smil på læben. Når det gælder form og figur har nepaleserne ikke megen høflighed og diskretion, hvad der ellers er kendetegnene for dem i så mange andre anliggender. Det ville nu klæde dem, synes man i øjeblikket bemærkningen falder.

Gensynet med dansk gourmet har åbenbart været for behageligt under ferien, og cykelturen Bornholm rundt og de mange gåture ved skov og strand har ikke kunnet kompensere. De efterfølgende dage i Bangkok, skal siges, hjalp heller ikke specielt på formen; udover et vanvid af shopping muligheder er her er nu også et vegetarisk køkken, der er værd at udforske. Som konsekvens har vi købt en kondicykel i Kathmandu og gået på (næsten) dahl bhat-kur – det skulle forhåbentlig genskabe vægtbalancen.

Men når alt dette er sagt, er det rart igen at gense venner, kollegaer og Nepal, og Danmark bliver hurtigt igen en parentesbemærkning. Nepal ligner sig selv, er én af de ting, der falder en først ind i gensynet. Konfliktens parter har kunnet holde skansen i ro, og det virker til mange nepalesere er fortrøstningsfulde med fremtiden, om end forhandlingerne synes at være i status quo, og Maoisterne og lovløse synes at have udnyttet magttomrummet rigeligt. Inden for den næste uges tid er der planlagt et vigtigt møde mellem Maoisternes leder og lederen af parlamentet, der gerne skulle få yderligere vigtige brikker til at falde på plads. Vi er mange der (igen) krydser vores fingre.

Temperaturen og faldet til de behageligere omkring de 30, og her ved afslutningen på monsunen er det hele grønt og frodigt. Under ferien omtalte vi for flere, at vi netop har anlagt have; det er næsten gået for vildt for sig, og den græsplæne vi fik sået kort før ferien, er næsten ikke til at se for alle de vilde planter, haven også synes at have tiltrukket. Gartneren der anlagde haven, vil komme i løbet af ugen, så vi kan få lidt klarhed over situationen.

Snart står Dashain og Tihar før døren – de største højtider for hinduer og nepalesere, og svarer i kategori til julen hos kristne. Nepaleserne rejser typisk og besøger deres familier, og der er lavt blus på arbejdspladserne. Tidligere år har vi været på trekking i bjergene, men vi tænker dette år ikke at tage på så lang en tur. Vores familier derhjemme har i tankerne at komme ved juletider, så det er godt at have lidt til gode til den tid.

Tilbage(natur)blik 2005

År 2005: et år i Nepal fuld af krudt og kugler, utryghed og fjendskab. Men også et år på oplevelser, menneskevarme, håb og fortrøstning om at Nepal en dag vil være et trygt sted at bo og leve i. Og ikke mindst; et indblik i Nepal’s fantastiske natur- og dyreliv.

Udkig over rismarkerne mod Annapurna beliggende i Himalaya bjergkæden.

Næsehorn fra Chitawan Nationalpark i Terai.

På elefanttur i Chitawan Nationalpark i Terai.

Et af årets ‘højdepunkter’: trekkingturen til (næsten) Everest. 12 dages vandring hvor højdepunktet var 5.545 m. Mount Everest ses i midten af billedet.

Butwal

Tænd en røgelsespind. Sæt noget nepali eller hindimusik på anlægget og læn dig tilbage i stolen. Slap af og luk øjnene og forestil dig nu en masse farvestrålende rickshaws, biler, lastbiler og busser der zigzagger sig så godt de formår mellem det min gode ven Durga kalder ”natural speed breakers”: fritgående kreaturer der anvender kørebanen som om dette er deres mest naturlige habitat. Flere mænd og kvinder er klædt i det mest farvestrålende tøj. Nogle mænd har et smart klæde viklet om hovedet og går med nederdel. Andre klædt helt i orange eller hvidt af religiøse årsager. Kvinderne er specielt ved religiøse festligheder klædt helt i rødt. Flere hinduer har et tika i panden, som er en farvet prik der illustrerer det tredje øje. Hindu religiøse mænd har også farvede streger i panden; igen som symbol på deres religiøsitet.

I basaren sælger muslimer, hinduer og buddhister side om side de mest farvestrålende klæder, og lyster man, kan man få syet en habit til 300 kroner – alt inklusiv. Der er også billig elektronik fra Indien og Kina - og Japan, hvis det skal være kvalitet og dyrere. Smart kopi-mærketøj fra vesten til under en tiendedel af prisen i DK. Kiosker med det mest nødvendige til husholdningen. Markedet længere nede af gaden er en myretue hver onsdag og lørdag, hvor man kan handle årstidens frugter og grøntsager, krydderier, pickles, nødder, kurveting og plastikragelse. Og igen fritgående kreaturer. Der råbes for at tiltrække kundernes opmærksomhed. Man betragter forundret det nye og bliver selv, som én af de få udlændinge, betragtet og nogen gange spurgt hvor man kommer fra og hvad man hedder. Det her er Butwal.

Annapurna

Nepal har adskillige religiøse festivaler. Min guidebog nævner nitten styks, og tiden var kommet til den største festival: Dasain. Udover at være kendt for at Hinduerne i denne tid foretager dyre ofringer af specielt geder, er det også tiden hvor vejrforholdene er gunstige til trekkingture i bjergene. I valget mellem Dasain og Himalaya var vi en mindre gruppe kollegaer, der valgte sidstnævnte, og begav os til byen Pokhara cirka seks timer vest for Kathmandu. Med de hvide bjerge som kulisse, er Pokhara en yndet by for turister grundet sin centrale beliggenhed for ture rundt i Himalaya og med hyggelige restauranter og caféer, som turisterne godt kan li’ det. Af de mange ruter man kan vælge imellem, valgte vi Annapurna; en trekkingtur estimeret otte til ti dages trekking med et endemål 4.130 meter oppe.

Nepal er bygget til trekkingturisme. Strategisk placeret ligger hyggelige og mere eller mindre luksuriøse tehuse, hvor man efter fysisk formåen og ihærdighed kan holde pitstop eller søge ly for natten og igen blive tanket på. Menukortet afspejler en vesterlændings smagsløg, hvor prisen på retterne stiger proportionelt som man kommer højere op. Alle forsyninger bliver båret op af sherpaer, som man i klipklappers og med enorme læs på ryggen møder forskellige steder på ruten.

Det kan anbefales. Krop og sjæl bliver kalibreret til den enestående natur, og kroppen må efter hårdt fysisk arbejde til sidst give plads til sjælen, der giver plads til næsten religiøse oplevelser i de smukke omgivelser. At se de hvide bjerge med himmelblå baggrund er noget ganske specielt.