jacob's journal

Jeg kigger ud i det der minder om scener fra Ringenes Herre, hvor bakker og bjerge kun afløses af endeløse dale så langt øjet rækker. Tolkien kunne nemt have hentet sin inspiration her – det et er næsten som om en hobbit kan komme springende hvert øjeblik det skal være. Små huse ligger spredt ud hist og pist, og her og der kommer folk gående på skråningerne. Jeg forundres, hvordan de små mennesker barfodet eller med klipklappers klarer den volumen der ofte må transporteres op og ned ad de små anlagte stier til de forskellige hjem. Mange af dem bor som i senmiddelalderlige lerhuse, hvor alt for store familier deler blot ét rum, og en tynd væg er det eneste der adskiller deres liv med husdyrene på den anden side af væggen. Maden laves over et ildsted i et hjørne af huset og indtages siddende på gulvet i blikskåle: ris, linser og måske lidt grøntsager. Der er ikke jord nok til at være selvforsynende, så manden i familien arbejder ofte som løsarbejder hos en de større jordejere. Er han heldig giver det en dagløn i omegnen af det der svarer til en tyver. Tit skal der lidt alkohol til for at klare strabadserne – ikke så sjældent også lidt for meget. Konen er derhjemme og gør enten rent eller klar til næste måltid, mens hun passer børnene, der endnu ikke er gamle nok til at komme i skole.

Jeg vender blikket 180 grader og kigger ind mod basaren, og en smart teenager kommer gående talende og grinende i mobiltelefon i smarte jeans, T‐shirt og sko, som det var en gågade i en moderne storby. Hun læser normalt til sygeplejerske i Kathmandu, men er hjemme på ferie hos sine forældre pga. Tihar, »lysets fest«, der er en af de store Hindu‐højtider, der afholdes i disse dage i Nepal. Hendes tilstedeværelse står i skærende kontrast til omgivelserne, og man kan se hendes ankomst vækker nysgerrige blikke hos de lokale. Flere af de lokale unge har allerede en smart bluse i moderigtigt snit, men man kan alligevel se hun betragtes for at se, om der kan aflures yderligere detaljer i hendes påklædning og attitude. Hendes forældre har et af byens hoteller, og har derfor haft råd til at sende hende til en uddannelse på én af Kathmandu’s sygeplejerskoler.

Uddannelse er en af de få billetter, der findes for de lokale unge til at komme ud af Rolpa og væk fra det mange synes at betragte som blot en misere. Ud i en verden der allerede er gjort mange forestillinger om via tv og radio og beretninger fra besøgende som pigen der læser til sygeplejerske. Forestillinger der går lige fra et liv i storbyer i Europa fyldt med penge og forbrug i endeløse baner, til realistiske forventning om de yderligere muligheder en uddannelse på et universitet i Kathmandu eller andetsteds giver. Mange søger også bort for bare at komme væk fra den kastediskrimination, der stadig er så udbredt i landområder som Rolpa. De færreste i Rolpa har rige forældre som pigen der læser til sygeplejerske og for mange ender udlængslen 10‐15 timer syd for Libang som hushjælp, løsarbejder eller buschauffør i én af Terai’s større byer. Andre noget længere væk til kummerlige vilkår i Mellemøsten med lange arbejdsdage under slavelignende forhold og med en gæld, der med renters rente skal betales tilbage over de næste mange år. Lytter de unge til de ældre, kan der berettes mange migrant historier, der har endt med en livslang gæld og en grum skæbne. Som om ham, f.eks., der endte i et indisk fængsel i to år for en aften at have drukket lidt for meget og var kommet op i en slåskamp. Det var ikke mange penge han fik med sig hjem fra Indien. Intet ser dog til at kunne holde de unge tilbage i Libang – heller ikke de smukke hobbit dale.

Igennem snart en måned har jeg opholdt mig i Nepal for at indsamle materiale til mit projekt. Jeg er lige nu sammen med mine to hjælpere Karma og Pramila i Libang; distrikthovedstaden i Rolpa med ca. 8.500 indbyggere – ca. ni timer nordvest fra Butwal – et døgn fra Kathmandu med bus. Tiden har hidtil budt på mange historier, gensyn og som altid i Nepal også pudsigheder. Som nu, f.eks., da vi skulle skifte hotel pga. hoteller i Libang ikke ønsker gæster, der opholder sig længere tid end en uge (ja, der findes stadig steder i verden uden kapitalisme)?! Der er dog ét hotel i Libang, der accepterer gæster i længere periode, og det viser sig at parret der ejer det ’nye’ hotel er tidligere maoistsoldater og fortsat aktive i maoistbevægelsen. Begge er meget åbne og snaksalige om deres tid som soldater og syn på verden, og det er nogle spændende samtaler vi har haft om konflikten og »det nye Nepal« under dal bhat’en om aftenen. Som nu f.eks. da han fortæller han i sin tid var med i maoisternes angreb på Butwal, og hvor Malene og jeg måtte ligge på gulvet hele natten i bare frygt. Det var en sjov sløjfe at lave på den historie, og det grinede vi en del over. Eller historien om hvordan hele maoistbevægelsen i tiden op til 1996 startede med et gevær, der blev til tre ved et angreb på den lokale politistation, og derefter otte ved et angreb på en politistation i nabodistriktet og således gradvis udviklede sig langsomt. Noget af det er sikkert også røverhistorier og skal tages med et gran salt, men interessant er det at høre på.

Disse dage er der som sagt Tihar og byen er om aftenen flot pyntet op med lyskæder, stearinlys og olielamper. Folk er sammen med deres familie og venner og derfor ikke så snakkesaglige, og vi kan derfor ikke lave interviews og indsamle materiale i disse dage. Tiden fordrives derfor med tøjvask, kortspil og kiks, Al Jazeera og 80’er film, og to gange dal bhat. Om aftenen er der dans og musik, hvor små grupper går fra hjem til hjem og synger og danser, og hvor der så forventes man giver en skærv – og selv optræder lidt. I aften optræder en maoist dansegruppe på vores hotel. Tiden i Rolpa har hidtil stået på interviews i og omkring Libang og i morgen begiver vi os videre til Koat Gau – en magar landsby (etnisk gruppe) ca. 3‐4 timer væk fra Libang for at indsamle interviews med specielt denne befolkningsgruppe. Ca. 20 procent i Rolpa taler dette sprog, så vi skal have en tolk på. Det bliver spændene at komme lidt væk fra »byen« og også se andre steder.

In July I attended the Nordmedia09 Body, Soul and Society conference with scholars from around Scandinavia presenting and discussing the various forms and ways media embodies the self. The venue was at held at Karlstad in Sweden, beautifully located where the river Klarälven meets the northern shore of Lake Vänern. The trip reminded me how much beauty Scandinavia has to offer that I yet have to explore.

A combination of poster abstracts and group and plenary discussions stimulated very fruitful debates and food for thought. I was in particular inspired by Elisabeth Eide’s presentation on Norwegian blogging on the recent Iranian civilian unrest and the challenges of this new feature to facilitate citizenry participation and discussion in Norway.

Kristina Jurait’s portrait of Kražiai with images from an ordinary rural Lithuanian town before and after Soviet communism was also very inspirational and thought provoking. One of the highlights of the conference was Charles Ess’ keynote speech on the potentials of the self, with the emergence of new digital technologies available, to increasingly become self-reflective, however cautioning of the risks new media continues current media’s stereotyped representations (sexism and gender discrimination in particular).

In July I attended the International Association for Media and Communication Research’s in Mexico City with a paper, and it was great to meet colleagues from around the world working in similar fields as I do. For almost a week Centro Cultural Tlatelolco was humming with conversation about media and communications, and in particular their relation to human rights, democracy, and social justice.

Amongst the many interesting presentations, I’d highlight in particular Melissa Brough and Sasha Costanza-Chock’s work, dealing with the much larger MacArthur-funded VozMob (Mobile Voices/Voces Moviles) project that they are involved in. It is a piece of participatory community media research, aiming to build a sustainable communications infrastructure for undocumented labourers in the Los Angeles area, and perhaps »export« it to related communities of workers and activists elsewhere. The project is both intellectually interesting and socially and politically important, and I hope to follow it as it develops.

men jeg satser på pennen snart kommer i gang igen…

I skrivende stund er der igen bandh – eller strejke som vi kalder det på dansk. De studerende blokerer al trafik pga. vicepræsidenten i søndags aflagde sin ed til parlamentet på Hindi. Et næsten dagligt fænomen, hvor snart stort set hver gruppering har markeret sig ved at lukke vejnettet ned eller anden obstruktion. En serviceminded person har sågar lavet en hjemmeside: www.nepalbandh.com for at giver overblik over situationen – meget behjælpeligt. Således føler jeg, at jeg næsten er ved udgangspunktet, da jeg for godt fire år siden ankom til Nepal. Bandh-situationen har ikke ændret sig sønderligt, selvom jeg i min naivitet nok havde troet, at et selvvalgt folkestyre og egen indflydelse på ens tilværelse ville gøre en forskel. Det med den egne indflydelse skal mange fortsat lære at administrere.

På fredag går turen mod Danmark. Nedtællingen er startet og vi har stort set fået pakket alt ned. Vi frygter lidt det med vægten – man får skrabet noget til sig efter fire år. Vi glæder os meget til igen at sætte fødderne på dansk jord og til at gense venner og famlie igen og følge op på hvor vi slap sidst…