Artiklen er sakset fra MS' hjemmeside 3. maj og skrevet af Malene Lærke.
Radio Lumbini har haft tungen lige i munden under revolutionen i Nepal, hvor radioen har navigeret mellem kong Gyanendra, militæret, politikere, maoister og demonstranter. Pressefriheden har haft det svært.
Generalstrejken er ophævet i Kathmandu, men i Radio Lumbini’s sendeområde, Rupendehi distriktet, er hverdagen stadig sat på stand by denne onsdag. Intet rører på sig i middagsheden udenfor radiobygningen i Manigram, men indenfor i redaktionslokalet på Radio Lumbini, er der hektisk aktivitet op til nyhederne klokken 12. Nepal 1 kører for fuld styrke i baggrunden med historien om et møde mellem de politiske ledere, mens dagens lokale tophistorie er den fortsatte strejke i distriktet på trods af, at de politiske partier har hævet strejken. I løbet af den 22 dages lange strejke, har Radio Lumbini været én af fire ud af ud alt 30 partnerorganisationer i Mellemfolkeligt Samvirkes program, som har været åben.
”Det har været hårdt, men også det mest fantastiske jeg har oplevet. Vi har været i stand til at gøre vores almindelige arbejde med at sende programmer og nyheder, men det har ikke været muligt for os at komme ud i felten,” fortæller programchef Mohan Chapagain, der ser træt ud efter 22 dage i revolutionens tumulter. Der har været nok at se til med at få radioen til at løbe rundt økonomisk, da folk ikke har betalt penge til radioen under strejken, og at holde den journalistiske sti ren.
”Vi har taget chancer, for vi har dækket alt, hvad der er sket, og det kan godt være farligt. Demonstranterne ville have, vi skulle fortælle historien fra deres vinkel, og militæret og sikkerhedsstyrkerne trak i den anden ende, så vi havde hele tiden pres fra begge sider. Det har virkeligt været en balancegang,” siger Mohan Chapagain og begynder at fortælle, om den dag en militærleder ringede og sagde, at militæret ikke havde affyret skud og beordrede radioen til at benægte fakta.
”Jeg svarede ham, at vi havde hørt skuddene ved demonstrationen i Manigram, så vi fortæller sandheden,” smiler Mohan Chapagain.
Revolutionen har været en stor udfordring for radioen der været under konstant pres, der siden 1. februar 2005 hvor kong Gyanendra tog den totale magt i landet, har skullet være meget påpasselig med sine udmeldinger. Men det lykkedes ikke for kongen at stække radiomediet.
”Radioerne er med til at øge folks bevidsthed om sammenhænge i samfundet. Det har kongen også set, og derfor har det været et meget udsat medie i Nepal. Det er dog nok først bagefter, at vi kan se hvor vigtig, radioen har været for revolutionen, og udfaldet som kom. Radioen har helt sikkert været med til at mobilisere folk,” uddyber Jacob Thorsen, lokalradio rådgiver på Radio Lumbini.
Et spørgsmål om ansvar
Journalist Indira Aryal er netop kommet ud fra studiet med en stak nyhedstelegrammer i hænderne. Hun beskriver den seneste tid som svær og hård.
”Det har været en hel ny oplevelse, og det har været svært at arbejde, når der har været udgangsforbud, og folk ikke kunne komme til radioen. Det er dog vigtigt, vi husker på, at det er vores pligt og ansvar at være formidler mellem parterne og give information til folket. Dette er ikke kun et job, det er et spørgsmål om ansvar,” fortæller hun alvorligt, og tilføjer, at der har været mange historier hvor det er blevet diskuteret, om de skulle sendes eller ej.
”Det er svær beslutning at udsende beskyldninger fra kong Gyanendra, for vi risikerede nemt, at demonstranterne ville blive vrede på os. Her i morges havde vi et interview med en politiker om genetableringen af parlamentet. Straks bagefter ringede maoistlederen og spurgte, hvorfor vi sendte det, og at han ville have telefonnummeret. Jeg kunne så fortælle ham, at vi også har sendt maoisternes synspunkter, og at alle parter skal høres,” beretter Indira Aryal, der har været lykkelig for at rapportere fra revolutionen.
Fokus på menneskerettigheder
Mens nyhedsredaktionen har ligget vandret, har der været lidt mere stille i lytterklubafdelingen, der hører ind under Mellemfolkeligt Samvirkes program. Hovedopgaverne for afdelingen til daglig er feltbesøg ud til lytterklubberne og i denne tid at lave en lytterundersøgelse.
”Vi har været heldige, at vi har haft meget skrivebordsarbejdet i forbindelse med lytterundersøgelsen, for vi har været i felten for at indsamle data. Så der har jeg ikke været ramt rent arbejdsmæssigt,” fortæller Jacob Thorsen.
Lytterundersøgelsen skal give pejlemærker for radioens fremtidige indsatsområder og er blevet lavet i samarbejde med Bhaidehawa Multiple Campus, der også ligger i Rupendehi distriktet, for at trække på de lokale akademiske ressourcer.
”Der har været lavet få af sådanne undersøgelser i Nepal og meget udviklingsarbejde her i landet udføres udfra mavefornemmelser. Dette skulle gerne skabe en platform for, at udvikle radioens sendeflade og gøre radioens arbejde mere inkluderende ud fra fakta og ikke alene udfra, hvad folk føler er rigtigt,” siger Jacob Thorsen.
”Dette er et utrolig vigtigt dokument for radioen. Vi vil få klare svar på, hvad der er vores styrker og svagheder, og hvad vi skal arbejde med. Vi lægger stor vægt på, at vi gerne vil være en uddannelsesradio og en lærende radio, og det bliver spændende om vores lyttere synes, vi lever op til det,” siger Mohan Chapagain.
Feltbesøg har under revolutionen været umuligt og de to socialarbejdere på afdelingen, har uvant skullet bruge megen tid på radioen. Dette førte til ideen om et program om menneskerettigheder. Tidligere har radioen sendt et program om emnet fra Radio Sagarmatha i Kathmandu, men nu kommer der et program med lokalt fokus.
”Programmet skal handle om hvad grundlæggende menneskerettigheder er, interviews med ofre eller folk der arbejder med menneskerettigheder og nyheder om menneskerettigheder fra hele landet fordi folk kender ikke deres basale rettigheder,” fortæller socialarbejder Sharda Gaire.
”Endnu kan programmet ikke realiseres, da radioen mangler midlerne til det, men der satses på at få det i luften indenfor nærmeste fremtid,” siger Mohan Chapagain.
Men først skal Radio Lumbini ud i den svære kunst at vænne sig til en hverdag uden revolution, hvor balancegangen forsætter.
