Nytårsbrev 2006

2006 gik dæleme hurtigt. Inden vi fik set os om var vi inde i 2007. Vi er flyttet i hus da vi i lejligheden boede for tæt på en
maoistlejr, vi har været igennem et angreb på Butwal, oplevet en revolution, været på ferie i Goa, i Danmark og ikke mindst haft besøg fra Danmark og så den helt store nyhed: vi skal være forældre til juni; mere om dette senere. Det må da kaldes et år som vil blive husket!

For at begynde med revolutionen og maoisterne, husker de fleste sikkert at kongen i 2005 tog magten. Dette afstedkom at maoisterne og de politiske partier dannede fællesfront mod det autoritære styre, og kulminerede i april måned med en folkelig opstand, hvor alle nepalesere kom på gaden for at udtrykke deres ønske om et nyt Nepal. Kongen opgav sit forehavende i elvte time (bogstavelig talt), og det kulminerer med en endelig fredsaftale og våbenhvile i oktober måned.

En usikker opstart på 2006

Det var ellers ikke dét, der blev lagt i kakkelovnen ved indgangen til 2006. Kongen sad solidt på magten og planlagde
sminkede kommunalvalg i februar måned. En farce alle blot kunne have en hovedrysten tilovers for. Parallelt fortsatte
maoisterne ufortrødent deres væbnede opstand, og de politiske partier var paralyserede.

I marts stod der derfor en velfortjent ferie på menuen. Jacobs far fyldte 60 og vi skulle mødes på Goa fordi situationen i
Nepal var for uholdbar til besøg. Det blev 10 fede dage hvoraf vi sov os igennem de første tre dage. Det er utroligt så træt
man kan blive af at bo i et land med konflikt. Tiden på Goa gik med hyggeligt samvær med Jacobs forældre og bror, dasen ved swimmingpool eller ved havet – svært valg (!) – dejlig mad, Danmarksmester, lidt shopping og bare ren afslapning. Det er også værd at huske tilbage på hvordan vi kom til Goa. Der var generalstrejke i Nepal den dag vi skulle med flyveren fra den regionale lufthavn mod Kathmandu. Kørsel i bil var udelukket så vi måtte hyre to rickshaws til at fragte os og to kufferter til lufthavnen. Det tog vel tre timer. Sikken en tur og start på en ferie. Man skal virkelig ville af sted!

Hjælp! Maoisterne angriber

Vi har kun været hjemme i få dage, da vi får en velkomstsalut af maoisterne. Butwal bliver angrebet! Det var en hyggelig
fredag aften der brat blev afbrudt ved 21-tiden af skudsalver. Ret surrealistisk. Natten igennem lå vi på en madras og lyttede til angrebet. Malene faldt dog i søvn mens Jacob løbende inspicerede huset og tingenes tilstand. Det er stadig en gåde for Malene hvordan hun kunne falde i søvn til lyden af bomber og skudsalver men hun var vel træt.

Angrebet på Butwal viser sig at være én af de sidste og afgørende indsatser fra maoisterne, idet nepaleserne i ugerne efter og over hele Nepal indser de nu selv må på gaden og vise handling. Den nuværende situation er i længden ikke holdbar. Kongen skal væltes og et folkevalgt parlament (gen)indsættes. Og det lykkedes endeligt i april måned.

I tiden efter opstanden hænger der en euforisk sky over Nepal. Ingen kan tro nepaleserne selv kunne vælte kongen; fredeligt og med så få dræbte (21) og sårede. Og kongen der måtte give fortabt. Alles blik er rettede mod de politiske partier og maoisterne: vil de sætte nationens interesser over nepotisme, egne særinteresser og interne stridigheder? Vil
maoisterne virkelig lægge deres våben? Har kongen nogle gemte esser i ærmet? Lange forhandlinger påbegyndes
og eufori afløses af konstateringer af politikernes reelle evner og nationens tilstand, der igennem generationer har måttet stå i skyggen af ’store’ mænds …. Der går hurtigt op for de fleste, at der ikke findes nemme og hurtige løsninger på situationen i Nepal. NÅ, NOK OM POLITIK I NEPAL!!!! Det har bare fyldt så meget og haft så stor indflydelse på året der er gået at det er svært at undgå at skrive om det.

Gode inputs hjemmefra

I juni kommer Simon og Mette (der for øvrigt også snart skal være forældre) på besøg; det første besøg fra Danmark. De
havde et længere ophold i Indien i rygsækken, og ville gerne hilse på inden de igen skulle videre hjem til Danmark. Det var hyggeligt at få besøg og kunne vise Nepal og vores hjem frem.

Vi kommer selv til Danmark i juli. Vi havde længe glædet os til at komme til fædrelandet og gense familie og venner. Vi nåede vistnok også det meste. Det blev en Tour de Danmark fra København – Århus – Holstebro – (Århus igen for Malene) – København – og Bornholm med cykeltur øen rundt og en uge i sommerhus i Svaneke. Det var også en ferie
hvor vi hver især skulle introduceres for hinandens familier og sige pænt goddag. Det gik vist meget godt. Vi fik lært at
spille Canasta, fik spist masser a høje snegle og spandauere og hvad der eller hører til danske delikatesser som man kan gå og savne i en nepalesisk hverdag, mange vidunderlige gåture, P1 og danske aviser, besøg til alternative boligfællesskaber og husbyggeri til fremtidig inspiration, shopping (Jacob fik købt sig en mac, inspireret af Tom), fik talt med familie og venner om løst og fast og alt det andet der nu skal ordnes på sådan en ferie, så man er klar til
endnu en omgang Nepal.

En stor nyhed at vi skal ha’ en lille

Og så blev det også besluttet i Danmark, at vi gerne vil være forældre. Tiden synes at være moden; svigerfamilierne var
blevet set an og forholdet synes at været nået et niveau, hvor familieforøgelse synes at være et naturligt skridt (synes Jacob – og Malene var heldigvis enig). Vi begyndte derfor at arbejde på sagen, og i september lykkedes bestræbelserne. Begge var vi naturligvis lykkelige, om end vi holdt nyheden for os selv, til vi kunne se graviditeten udvikle sig som den skulle og vi kunne overbringe nyheden til vores forældre personligt. Som man nu bør og skal. Heldigvis havde Malenes mor og Jacobs forældre planer om at komme på ferie til Nepal i december. En passende anledning. Vi blev dog nødt til at lække nyheden til de øverste chefer hos MS Nepal først. Grund: Malene var i dén grad ramt af graviditetskvalme som i
litteraturen fejlagtigt bliver kaldt morgenkvalme. En løgn af rang. Det er døgnkvalmen der gør at det altid er godt at have en plastikpose med sig når man bevæger sig udenfor hjemmets fire vægge. Det er ret svært at arbejde under de vilkår og det blev også til nogle uger hvor Malene ikke var i stand til andet end at tøffe rundt derhjemme og forsøge at holde mad i sig. Men nu er det heldigvis slut og maven vokser og Malene kan nogle gang mærke hvordan ”den lille” møffer rundt inde i livmoderen. Vi er trådt ind i femte måned og tøjet er blevet for småt. På søndag skal vi til skanning og se ”den lille” igen.
Der er vist ingen grund til at skrive at vi glæder os.

En tur i bjergene gør godt

Vanen tro var vi i Tihar og Dashain (Hindu-højtiderne i oktober måned) en tur i bjergene. Har man først en gangset de sneklædte Himalaya, er det ikke noget man kan fånok af. Vi var på en mindre tur med Jacobs kollega, Mohan og hans kone Puja og søn Manish. En hyggelig tur hvor viogså kom helt tæt på en nepalesisk familie. De kan også godt li’ at spille kort om aftenen. Ingen tvivl om indenrigsturisme i Nepal ej heller endnu er fuldt udviklet; Himalaya er ikke det første sted en nepaleser vil søge hen, skulle de have feriedage og de økonomiske ressourcer. Det er alt for hårdt og bøvlet (synes Puja).

Endelig kan vi vise Nepal frem

Som nævnt havde vi i december muligheden for at overbringe nyheden personligt til Malenes mor og Jacobs forældre, der var kommet 7000 km. for at se Nepal og hvordan vi bor. Og personligt få nyheden om den ”den lille ny”. Behøver vi sige de blev glade. Vi havde glædet os i ugerne op til; endelig kunne vi sættebilleder og stemninger på alle de e-mails og telefonsamtaler, der var blevet udvekslet over tid. Endelig kunne vi vise frem at Nepal rent faktisk er et smukt land og har venligtsindede indbyggere, der ikke alle sammen og hele tiden har en rød stjerne i kasketten og render rundt og bekriger hinanden. At folk også lever en hverdag. Drikker te hos hinanden. Arbejder. Og så videre. Opholdet blev også muligheden for at familierne Thorsen og Lærke kunne opstarte en fusionsproces. Den arbejder vi
fortsat på.

Op til besøget fra Danmark syntes alt at være planlagt. Den 22. december var det Jacobs fødselsdag og om aftenen havde
Malene inviteret til middag på en af Kathmandus finere restauranter. Alt var timet og tilrettelagt så Malenes mor kunne hentes i lufthavnen bagefter. Men noget gik galt. Vi havde læst rejseplanen forkert så da vi lige havde bestilt desserten ringede Malenes mobil og i den anden ende var Dal Bahadur hvorefter mobilen blev givet til Malenes mor, der var lidt forvirret over at stå alene i Kathmandus internationale lufthavn. Det kunne vi egentlig godt forstå. Den gik i fuld galop
ud til lufthavnen for at bringe svigermor i sikkerhed.

Julen

Julen blev fejret i Butwal på behørig vis sammen med Malenes mor. Der blev lavet nøddesteg, brun sovs og kartofler og ris a la mande og i år var det rigtig smovs for rødkål, kirsebærsovs og brunkager fra Danmark satte prikken over i’et. Det blev en rigtig hyggelig aften hvor julestemningen godt kunne have lokket en lille sky til at lade et par snefnug falde. Og Jacob fik en bamse hvor der stod ”I love you” - og det var ikke fra Malene i denne omgang men fra svigermor. Ta’ den! Derefter stod den på generalstrejke (igen) i to dage – vi skulle jo heller ikke glemme, vi trods alt befinder os i Nepal. Efter et par dage med strejke gik turen igen til Kathmandu – denne gang for at hente Jacobs forældre.

På tour i Nepal

Umiddelbart efter ankomst begyndte vi en mindre rundtur i Nepal efter et minutiøst udviklet program designet af Thorsen & Lærke Travel and Tours. Første stop hed Chitwan National Park – en nationalpark hvor man bl.a. kan se næsehorn, elefanter, aber, krokodiller, isfuglen (og en masse andre fuglearter) og tigre (hvis man er heldig). Og vi var
heldige, og havde næsten fuld bonus. Det var kun tigrene, der havde gemt sig for os. Vi boede i en økologisk landsby i
mudderhuse – bygget som de huse de lokale bor i. Vores havde dog rindende vand og toilet. Og så var der en svedehytte. Den prøvede tre af os nytårsaften, så vi kom rensede ind i det nye år. Andre fik læst tarotkort, hvis de var i tvivl om hvad det nye år måtte bringe. Mindeværdigt var også vores ture i den lokale hestevogn hvor vi fik lov til at sidde med tømmerne og bruge båthornet (den er lidt intern, men vores mødre ved hvad vi taler om). Og så er det fantastisk at begynde et nyt år med at sidde på en elefantryg og se på næsehorn i stedet for at have tømmermænd.

Videre gik turen til Butwal (igen) for bl.a. at se vores hjem, Buddhas fødested: Lumbini, Jacobs arbejdsplads på radioen
og dagliglivet i byen. Malene og hendes mor havde også en tur til Tansen, så Malenes mor kunne se hvor Malene boede og
levede. Det var en smuk tur over tågebankerne og op i solskin.

Efter nogle dage i Butwal på få m2, gik turen nordpå op til Pokhara. Her boede vi på Shangri La Village Resort og det var i sandhed et Shangri La. Der blev spillet gammeldags whist ved poolen med grand og uden trumf, slikket solskin og om aftenen blev der spillet Danmarksmester. Der blev shoppet igennem i Pokhara og der er vist ikke en smykkeforretning der ikke fik et besøg! Vi skulle også op på et udkigspunkt som hedder Sarankot tidligt om morgenen for at se de første solstråler ramme Himalaya. Vi ved endnu ikke hvor Sarankot ligger, men vi fandt et andet udkigspunkt hvor vi havde den smukkeste udsigt over Himalaya som bare lå der og så så smukke ud uden at gøre andet end at være der. Vi endte i en lille landsby hvor vi fik mælkete i autentiske omgivelser, og så gik turen hjem til en ordentlig omgang morgenmad.

Efter en fem dage i Pokhara med dasen og luksus gik turen videre til sidste stop: Kathmandu. Vi indlogerede os på en af byens ældre og traditionsbundne gæstehuse i Thamel, der er shopping mekkaet over dem alle, og tog på ture til
Kathmandus kendte templer: Bodhnath og Pashupatenath. Sidstnævnte sted er hinduernes Jerusalem, og vi fik indblik i
nogle af hinduernes traditioner. Vi fik en lokal til at guide os rundt på stedet, så ligbrændinger og templer der giver seksualundervisning. Og guldkalven der får tankerne hen på det Gamle Testamente. Sådan hænger verden sammen.
Det blev en vemodig afsked med vores familie, men sådan er det at sige på gensyn til folk man holder af.

Håb for 2007

Efter en ufrivillig strejke (igen) der gjorde opholdet i Kathmandu lidt længere end beregnet, er vi igen i Butwal og er klar på at åbne op for endnu et år. Vi har haft vores første arbejdsdage, maven vokser og ser smuk ud, og sidste nyt er at maoisterne og de syv partier er indgået i en midlertidig regering – lettere forsinket, og der planlægges afholdelsen af valg til en grundlovsgivende forsamling i juni måned. Om end der fortsat er kurrer på tråden, er de fleste nepalesere lettede og synes at ane et lys for enden af tunnelen. Det gør vi også. I sandhed et andet og fredeligt Nepal vi går ind til i 2007.
Ligeledes håber vi du og din familie må få et fredfyldt 2007.
Kærlige hilsner
Jacob & Malene

Så kom freden

Det er i hvert fald de store forhåbninger der er fra store dele af befolkningen, efter at den historiske fredsaftale mellem regeringen bestående af de syv politiske partier og maoisterne i forgårs blev underskrevet. Om end de fleste nepalesere nok skal knibe sig selv en ekstra gang i armen, og ord er én ting og implementering noget helt andet, er der ingen tvivl om det er et kæmpe skridt på vejen imod varig fred i Nepal.

Som udlænding kan man ikke andet end have enorm respekt for maoisterne og de politiske ledere, og deres evne til at finde hinanden og fælles løsninger på de kæmpe udfordringer, de sammen har stået overfor. Det har ikke altid været helt nemt med det pres de har skulle stå imod fra kongen, deres to store naboer og USA. Og internt. Om ikke så længe kommer hverdagen igen hvor aftalen skal eksekveres. Og hvor fredsaftalen skal stå sin praktiske prøve.

Læs den fulde tekst af fredsaftalen her.

Sådan kan man også blive maoist

På radioen arbejder vi bl.a. med lytterklubber for aktivt at inddrage radioens lytterne i vores arbejde. Under kongens totalitære styre blev formanden for én af vores lytterklubber fængslet, mistænkt for at være maoist. På radioen undersøgte vi denne påstand, og talte bl.a. også med medlemmerne af pågældende lytterklub og hans familie, der alle nævnte vedkommende nok var meget aktiv indenfor menneskerettigheder og fremme af demokrati i sit område men ikke maoist. Vi besøgte ham også på politistationen hvor han var fængslet og afhørt, for at se til hans tilstand og vise myndighederne vi var opmærksomme på hans velbefindende. Her benægtede han også overfor os anklagerne imod ham. Han kunne heller ikke sige så meget andet, idet vores samtale var overhørt af politiet.

I går besøgte jeg igen området i anden forbindelse, og mødte ham igen, idet han var kommet for at hilse os og sige tak for vores besøg og opmærksomhed. Han fortalte at han efter aprilopstanden igen var blevet frigivet og anklagerne imod ham frafaldt. Det var et glædeligt gensyn, og jeg spurgte til hvordan har havde det. Han fortalte han igen er ovenpå, og bekræftede han ikke var maoist på tidspunktet han blev fængslet. Men var der noget fængslingen havde gjort ved ham, var det at blive maoist. I mit stille sind spurgte jeg mig selv, om det også er sådan Bush og hans allierede skaber terrorister.

Momentum?

Det er som om momentum er tæt på efter måneders lange og intense forhandlinger mellem de politiske partier og maoisterne. Om end forhandlingerne fortsat kan køre af sporet, er det som konfliktens parter mangler blot de sidste penselstrøg for at kabalen går op, og de aftaler der er indgået bliver eksekveret; herunder de centrale emner som kongepaladsets skæbne og at maoisternes våben kommer under international overvågning.

Kontrollen med maoisternes våben ser der ud til at være opnået enighed om, og der er noget der tyder på det bliver den nye grundlovsgivende forsamling, der kommer til at afgøre kongehusets lod. Andre vurderinger går dog på at dette skal besluttes ved direkte afstemning. Hvor uenigheden før virker til at være nærmest uoverskuelig, virker der nu til at være tæt på enighed.

Alt imens der foregår forhandlinger i Kathmandu, kører de forskellige aktører deres apparat i stilling rundt omkring i distrikterne i Nepal. Maoisterne var hurtigt ude efter deres terroristmærkat blev taget af dem med massemøder, interviews i medier og forskellige kulturelle indslag over hele Nepal. Nogen gange også lidt for meget politibetjent. I sidste uge i Kathmandu sågar med en massiv skraldindsamlingskampagne i ét af de vigtige turistområder, Thamel. Er der nogen der siger maoisterne ikke kender til begrebet branding?

Noget tyder på de politiske partier har taget ved lære af maoisterne populære indslag, og de skal nu også oppe sig, hvis de skal i samme omdrejningshøjde som maoisterne i landsbyerne. I dag havde kommunistpartiet i Rupandehi et større møde vedrørende den netop overståede rishøst, hvor de havde udkommanderet alle deres partimedlemmer og inviteret de lokale bønder. Sådan kan vi i den kommende tid forvente de forskellige partier og maoisterne med forskellige tiltag vil søge at tække vælgernes gunst. Igen skal folk som vi kender det fra andre demokratiske lande være kastebold mellem forskellige politiske interesser. Heldigvis bestemmer folk denne gang selv, hvem det skal være.

Hinduhøjtider og smuk natur

For Aztekerne er det forårsjævndøgn, og i Vesten har vi det til juletider som et overlap til hedningens fejring af vinterjævndøgn og solens komme. For nepaleserne er det i tiden omkring efterårsjævndøgn efter høsten. Højtid.
Hinduernes højtider hedder Dashain og Tihar. Dashain er højtiden hvor de ældre giver de yngre tika (den røde plet ved det tredje øje), og Tihar er højtiden hvor søstre giver deres brødre et tika. Og så er der ligesom til jul en masse god mad, kortspil, familiebesøg, dans og musik, børn og landsbyer der samler penge ind til alle slags gode formål, og en masse religiøst som jeg endnu ikke føler mig på helt sikker grund at til at kunne indvie andre i.

Efteråret er også tiden for de hvide bjerge og den skyblå himmel. Og trekking. Malene og jeg var tre dage på trek med Mohan, hans kone Puja og deres seksårige søn Manish. Vi havde en skøn tur og nød at komme op i bjergluften og tæt på naturen.